Farlige klubber

Struensees trykkefrihed skulle imidlertid vise sig at være et tveægget sværd. Den strøm af skrifter – med forfatternavn eller anonyme – der vældede frem, kritiserede også Struensee selv, hans ugudelighed, hans tyskhed og hans fuldstændigt manglende sans for sæd og skik. Allerede året efter måtte diktatoren derfor indskrænke friheden. Misbrug ville herefter blive straffet, og såfremt forfatteren var anonym, ville bogtrykkeren blive holdt ansvarlig.

De nye magthavere, der efterfulgte Struensee, yndede ikke ytringsfriheden. Men de havde tilstrækkelig politisk fornemmelse til at erkende, at en genindførelse af censuren var umulig. De måtte vælge andre veje. Grebet om aviser og tidsskrifter sikrede de sig ved at bemyndige Københavns politimester til på egen hånd at diktere bøder for kritiske udtalelser om staten og styret og for rygtespredning.

Kneble pressen ønskede de på den anden side ikke. Den amerikanske uafhængighedserklæring af 4. juli 1776, hvis tanker var totalt uforenelige med Kongeloven, kunne danske læsere allerede den 2. september læse ord til andet i De privilegerede københavnske Tidender.

Her stod de berømte ord, på Guldberg-tidens knudrede dansk: „Vi holde i og for sig selv disse sandheder noksom beviste, at alle mennesker er ens skabte, at de af Skaberen er blevet begavede med visse ubetalige rettigheder, iblandt hvilke henhører liv, frihed og ret til at befordre sin egen lykke”.

Det var sætternissen, der var skyld i, at „ubetagelige” blev til „ubetalige”. Uafhængighedserklæringen blev gengivet loyalt – med en enkelt undtagelse. Den direkte kritik af den engelske konge blev konsekvent ændret til en kritik af den engelske regering. Georg 3. var trods alt den danske konges svoger.

Over for de borgerlige klubber, der begyndte at skyde frem i hovedstaden, og som efter 1789 skulle blive arnesteder for den kritiske politiske meningsdannelse, valgte enevælden en anden vej. Den 10. maj 1780 modtog Københavns politimester en kongelig kabinetsordre, som han skulle meddele til formændene for klubberne. Underskriften var kongens, men ingen kunne være i tvivl om, at det var Guldberg, der havde formuleret den landsfaderlige formaning:

"Lige så lidet som Vi på den ene side vil hindre Vore kære undersåtters anstændige og uskyldige fornøjelser, så lidet vil Vi på den anden side, at der må blande sig deri uordener, der alle vegne og især i hovedstaden aldrig mangle at have for ungdommen skadelige følger. De såkaldte klubs, som er blevet indførte her i staden, har i sig selv intet anstødeligt, men da ungdommen derved let kunne henfalde til ledighed, til forsømmelse af deres høje pligter og til ødselhed med deres endog for staten kostbare tid, ja da der let i længden kunne ved anledning af slige sammenkomster opstå endnu farligere udsvævelser", fik politimesteren ordre til at føre nøje tilsyn med klubberne.

Deres formænd skulle helst være embedsmænd, „i det mindste mænd af agtet alder og et sat væsen og bekendt god opførsel”, klubberne skulle lukke senest klokken elleve om aftenen, og de unge mænd skulle „på det bedste muligt denne slibrige alder i fornuftige og ansete folks selskab anføres til sædelighed, klogskab, artighed og sparsommelighed."

I sprog og form giver kabinetsordren et godt signalement af Guldberg-styret. Stilen blev en anden efter regeringsskiftet i 1784, men politisk var holdningen uændret. Styret fulgte opmærksomt med i, hvad der blev sagt og sunget i klubberne, og hvad der blev skrevet i aviser og tidsskrifter. Og dets opmærksomhed blev yderligere skærpet efter udbruddet af Den franske Revolution i sommeren 1789, da friheds- og lighedsbegejstringen skyllede ud over Europa og også nåede Christian 7.s København.

I de første år efter 1789 var det dog mere lighedstankerne end frihedsideerne, der dominerede debatten. Kronprins Frederik og hans regering demonstrerede en sammenbidt fordomsfrihed. Men på den anden side var der grænser for, hvad styret ville tolerere. I sommeren 1790 havde det nygifte kronprinspar holdt deres bryllupsindtog i hovedstaden, og København havde sydet af royal begejstring. Men til en efterfølgende fest i Kronprinsens Klub – alene navnet signalerer den borgerlige loyalitet – havde den unge brødløse translatør P. A. Heiberg forfattet den Indtogsvise, der skulle få styret til at sige stop.

Visens andet vers afslører borgerklassens frustration over adelens sociale forrang i en stat, hvor undersåtterne dog principielt var lige:

"Ordener hænger man på idioter, stjerne og bånd man kun adelen gi'r; men om de Malling'er, Suhm'er og Rothe'r man ej et ord i aviserne ser. Dog, har man hjerne, kan man jo gerne undvære orden og stjerne."

I tredje vers var det forbitrelsen over, at lykkens og rigdommens guder, Fortuna og Plutus, kun tilsmilede adelen og enevældens korrupte embedsmænd:

"Rigdommen vokser i adelens bleer. Og, som en skomager nylig har sagt, ene de van'er, og von'er, og de'er holder Fortuna og Plutus i agt. Har vi ej meget, er det vort eget, som ej fra staten er sveget."

Det fjerde vers, hvor den borgerlige poet angreb de jyske godsejere, kunne styret principielt ikke være utilfreds med. Men da den jyske godsejerklage til kronprinsen samme sommer havde fået styret til at slå ind på en godsejervenlig reformpolitik, var tidspunktet unægtelig ikke velvalgt:

"Her man despotiske satser ej lærer; lighed blandt mennesker drive vi på; og ej, som jydernes proprietærer, ønske os slaver, og bønder at flå. Selv vi os føde; agerens grøde vi ej som dosmere øde."

Den unge flab blev idømt en bøde på 150 rigsdaler dels for at fornærme personer, dels for sin „dumdristige kritik over Hans Majestæt Kongens forhold med at uddele ordener”. Ikke nogen høj pris for at få luft for opsparet borgerlig frustration og få sagt nogle sandheder om et samfund, hvis normer var kommet ud af takt med den seneste menneskealders sociale og økonomiske udvikling og med den nye tids ånd.