Censur og selvcensur

Ytringsfrihed var en forudsætning for at kunne realisere idealet om en opinionsstyret enevælde. Men ytringsfrihed og enevælde kunne ikke eksistere samtidig, i hvert fald ikke i teorien. Under et enevældigt styre måtte enhver kritik i sin yderste konsekvens være en kritik af monarken. Den censur, der allerede havde eksisteret for 1660, var derfor også blevet overtaget og videreført af enevælden.

Men ytringsfriheden var et mere kompliceret problem for enevælden, end det umiddelbart skulle synes. For samtidig med at styret havde en elementær interesse i at kvæle kritik, havde det en lige så elementær politisk interesse i at vide, hvad der rørte sig i samfundet, ikke mindst i dets meningsdannende kredse.

På det formelle plan var enevældens holdning til ytringsfriheden klar. Den stod skrevet i Danske Lov. Intet måtte trykkes, før det havde været godkendt af den professor, Københavns Universitet havde udpeget til censor. Trykte nogen alligevel kritiske skrifter, skulle de straffes strengt, „og bøgerne ved bøddelen offentlig på ilden kastes og opbrændes”.

Ved siden af den officielle censur eksisterede der en nok så effektiv uofficiel censur. Det var den stille censur, eller selvcensuren. I en tid, hvor der endnu ikke eksisterede et købekraftigt læsende publikum for kritiske skrifter, var forfatterne afhængige af økonomisk støtte, typisk i form af et embede. Derfor måtte de undgå at bringe sig i miskredit hos magthavere og mæcener – der oftest var de samme.

Resultatet blev, at forfatterne pålagde sig selvcensur. Det var ikke ensbetydende med, at de konsekvent undveg følsomme emner. Men det betød, at de valgte at skrive på en måde, der ikke umiddelbart kunne vække anstød. Fabler og skæmtedigte var én udvej. En anden var de yndede fingerede samtaler mellem historiske skikkelser, som for eksempel mellem Cato og Cæsar eller mellem Harald Hårfager og Gorm den Gamle.

Behandlinger af historiske emner kunne give forfattere lejlighed til at anstille tilsyneladende almene politiske betragtninger, hvis adresse den tænksomme læser godt var klar over. Det frie historiske spillerum sluttede dog med 1448, året for den oldenborgske kongeslægts tronbestigelse. Men trådte forfatterne rimeligt forsigtigt, og undlod de at komme ind på det ømtåleligste af alle emner: statsreligionen, kunne de til gengæld regne med, at den danske enevælde var indstillet på at tolerere en ret vidtgående ytringsfrihed og affinde sig med afvigende meninger.

Det var den forfatterfrihed, Holberg hævdede, „når man ikke overgår sine grænser, intet taler om religion og stat og om ingen person en particulier” – det vil sige om navngivne personer som gehejmearkivar Frederik Rostgaard, der havde klaget til Frederik 4. over, at indbyggerne på hans ø Anholt var blevet gjort til grin i Holbergs skæmtedigt Peder Paars.

Under Christian 6. blev det selv for Holberg nødvendigt at træde varsomt. I en tid, hvor pietismen hvilede som et åndeligt tryk i Danmark, udsendte han i 1741 bogen om Niels Klims underjordiske Rejse, hvor han blandt andet kritiserede religiøs intolerance. Bogen udkom anonymt, og bogtrykkeren omgik den danske censur ved at lade den udkomme i Leipzig. Alle, der ville vide det, vidste dog, at Holberg var forfatteren, og det var på et hængende hår, at det gik godt.

Styrets mænd undlod dog at reagere. Året efter kunne publikum læse bogen i en dansk oversættelse, og den danske enevælde kunne indkassere et europæisk ry for fordomsfrihed. At Holberg i 1741 udsendte bogen på latin, havde derimod intet at gøre med at skjule sine meninger. Holberg ville have det oplyste Europa i tale, og hans latin var bedre end hans fransk.

Tronskiftet medførte ikke en friere lovgivning, men holdningen blev klart en anden og mere åben, og nye skrifter af oplysende og debatterende art myldrede frem. Danske Lovs censurbestemmelser havde stadig gyldighed. Men i praksis blev censuren lempet. Ved Det adelige Akademi i Sorø fik professorerne i 1747 tilladelse til selv at udøve censur over deres værker.

Den frihed udnyttede de i en række skrifter, som ved siden af at være dybt loyale over for enevælden drøftede en række aktuelle politiske og sociale spørgsmål. Andre forfatteres værker skulle fortsat forelægges Københavns Universitet og bære censors imprimatur. Men rammerne for, hvad der måtte trykkes, blev klart udvidet under Frederik 5.s „livsalige regimente”.

Alligevel var det en markant politisk manifestation – og som sådan blev det også opfattet – da Struensee den 14. september 1770 lod Christian 7. udstede et reskript, der med et pennestrøg ophævede censur i enhver form. Det var en gestus, der gav genlyd i absolutismens og oplysningens Europa, og som blandt andet affødte et smigrende brev til den danske konge fra frisindets førstemand, den gamle Voltaire.

Ophævelsen af censuren var klart i overensstemmelse med Struensees vage ideer om frihed og lighed. Men opmærksomme iagttagere kunne også udlæse den politiske hensigt med ytringsfriheden. Ophævelsen skulle give „redelige personer” og „nidkære patrioter” mulighed for at kritisere „ældre tiders vildfarelser og fordomme” og „angribe misbrug” – en slet skjult opfordring til et kritisk opgør med det højadelige konseilstyre, hvis fald på det tidspunkt allerede var besluttet.