Kampen om kongen

Frederik 5.s regeringsperiode kom dog ikke til at savne indre spændinger, og på en række områder blev styret genstand for kritik. Protektionen af adelige på borgerliges bekostning og de påfaldende mange udnævnelser af udlændinge – på trods af Moltkes råd til kongen i regeringsplanen fra 1746 – affødte kritik i danske kredse.

Og der herskede misfornøjelse med den godsejervenlige landbrugspolitik, de store pengebeløb til udenlandske projektmagere inden for industri og handel og de tyngende skatter, som neutralitetsværnet og krigen med Rusland i 1762 nødvendiggjorde.

Men det var karakteristisk for misfornøjelsen, at kritikken ikke rettede sig mod kongen. Den blev vendt mod embedsmændene og ministrene, og blandt dem frem for alt Moltke og Bernstorff, der blev beskyldt for at føre den ejegode konge – Nordens Frederik – bag lyset.

Beskyldningerne var overdrevne, men de skulle komme til at koste de to statsmænd deres politiske liv, da det af deres fjender med længsel imødesete tronskifte fandt sted. Først en eftertid, der havde gennemlevet Struensees diktatur og Guldbergs kabinetsstyre, formåede at vurdere deres mådehold efter fortjeneste.

Den 14. januar 1766 udåndede Frederik 5. i sin trofaste Moltkes arme, og som konseilets ældste minister udråbte Bernstorff fra Christiansborg Slots balkon den kun 16-årige Christian 7. til enevoldskonge.

Ingen kendte den unge konge. Hans mor var død, da han kun var to år gammel, og hans far havde udvist total ligegyldighed over for drengen. Opdragelsen til tronfølger var blevet lagt i hænderne på chefen for finansstyrelsen, den holstenske adelsmand Ditlev Reventlow. Ansvarsfølelse havde Reventlow ikke savnet, men hans koleriske temperament og korporlige afstraffelser gjorde kronprinsen skrækslagen i hans nærværelse.

Den pædagogisk progressive schweiziske lærer Reverdil måtte snart efter sin ansættelse i 1760 erkende, at det ikke var muligt over længere tid at holde prinsens opmærksomhed fangen ved noget som helst. Og umiddelbart efter tronskiftet afsløredes nogle iøjnefaldende psykiske brist: lyst til at såre og smerte andre, angst for smerte på egen krop og periodevis en fantasitilværelse uden kontakt med omgivelserne.

Ved tronbestigelsen havde den unge fyrste erklæret, at han ville rase et år. Men gradvist blev det klart for hans nærmeste omgivelser, at der ikke blot var tale om et normalt ungt menneskes udfoldelser, men at enevoldskongen var syg. Moderne psykiatrisk forskning har tolket sygdomsbilledet som skizofreni.

Straks ved tronskiftet indledtes derfor den kamp om magten over kongen, som først skulle finde sin afslutning 18 år senere, da kronprins Frederik overtog den faktiske regering i sin syge fars navn.

Mænd fra hoffet, administrationen og militæret, der havde stået i opposition til Frederik 5.s ministre, søgte nu at gribe magten. Deres strategi gik ud på at drive den letpåvirkelige unge konge frem til at udøve et personligt kongeligt styre, uafhængigt af konseilministre og kollegiechefer. Netop den styreform, Moltke 20 år tidligere så indtrængende havde advaret kongens far imod. Christian 7.s fire første regeringsår blev derfor en kæde af intriger, pludselige afskedigelser og resultatløse politiske initiativer.

Moltke blev en af de første, der faldt, og da han to år senere blev udnævnt til minister, var hans politiske indflydelse kun en svag afglans af hans fordums magt. I stedet udnævnte kongen sin 21-årige svoger, landgreve Carl af Hessen, og en fjern ætling af kongehuset, Frederik Danneskiold-Samsøe, til ministre – for kort efter at afskedige dem. Når den politiske ledelse og administrationen alligevel var i stand til at fungere, skyldtes det, at den unge konge beholdt tre af ministrene fra sin fars konseil.

J. H. E. Bernstorff fortsatte som udenrigsminister og chef for Tyske Kancelli, Otto Thott som chef for Danske Kancelli og Ditlev Reventlow som leder af finansstyrelsen. Men ministrene måtte konstant kæmpe for deres politiske liv og afværge de angreb, som politisk ansvarsløse kredse i kongens omgivelser iværksatte.

Ministrene havde håbet at kunne lægge bånd på kongens udskejelser ved at få ham gift. I november 1766 ægtede han sin kun 15-årige kusine Caroline Mathilde, en søster til kong Georg 3. af England. Men han mistede hurtigt interessen for sin unge dronning, turede i stedet rundt i København ved nattetide med en prostitueret, Støvlet-Cathrine, og et slæng af hoffolk og udkæmpede regulære bataljer med hovedstadens vægtere. For at få kongen bort fra dette liv og fra hofintrigerne arrangerede ministrene en stor, repræsentativ udenlandsrejse, der skulle føre kongen af Danmark og Norge til både London og Paris.

I det 55 mennesker store følge var Bernstorff og skatmester Heinrich Carl Schimmelmann, som med tilbageholdt åndedræt fulgte kongens offentlige fremtræden. Udadtil formåede Christian 7. imidlertid at optræde med anstand og en vis overfladisk åndfuldhed. Privat udviste han derimod en foruroligende mangel på interesse for, hvad der foregik omkring ham, og hyppigt sank han hen i fuldstændig sløvhed. Personligt engagement udviste han kun i korte øjeblikke, hvor han passiarede med sin page, sin kammertjener eller sin rejselæge.

I januar 1769 var kongen atter tilbage i sin hovedstad efter syv måneders forceret og anstrengende rejseliv, mere syg og mere fremmed for sin rolle som enevoldskonge, end da han drog ud. Med sig tilbage bragte han sin 32-årige tyske rejselæge, Johann Friedrich Struensee.