Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det nye univers

Oprindelig forfatter OFel

På digtningens område fulgte Danmark udviklingen i Europa, men med en betydelig tidsforskydning. Indtil midten af 1700-tallet kan digtningen i Danmark karakteriseres som en overvejende privat aktivitet, med salmedigtningen som den mest markante undtagelse.

Mænd med en klassisk dannelse og en poetisk åre skrev lejlighedsvis digte – på latin og også på dansk. Enten hyldestdigte til monarken og mæcenen, eller poesier i klassiske metre og stilfigurer, beregnet for en snæver kreds, der gouterede formen.

Offentliggørelse af digte var – bortset fra bryllups- og begravelsespoesi i aviserne – undtagelsen. Det nye og på længere sigt betydningsfulde var, at digteren og forfatteren blev en selvstændig skikkelse i samfundet, med en selvstændig funktion, og ikke blot en embedsmand, der i sin fritid syslede med poesi. Selve ordet digter var nyt, og meningsfuldt.

Annonce

 Et udtryk for følelsen var det klassiske mindesmærke. Et tidligt eksempel er Emiliekilden på Strandvejen neden for de græsklædte skrænter til landstedet Sølyst ved Klampenborg. I 1780 mistede den unge Ernst Schimmelmann sin kun 27-årige hustru Emilie, og til minde om sit tab lod han Nicolai Abildgaard skabe det klassiske monument med den evigt rindende kilde, kronet af en marmorurne. Jens Juel har i 1784 malet sceneriet med et ungt spadserende par, der lader sig bringe et bæger vand af en lille dreng, mens en gammel mand og tre bondepiger lytter til den omvandrende musikant og til hans lille piges sang. Bag landstedets skærmende hegn betragter herskabet folkelivet.

Et udtryk for følelsen var det klassiske mindesmærke. Et tidligt eksempel er Emiliekilden på Strandvejen neden for de græsklædte skrænter til landstedet Sølyst ved Klampenborg. I 1780 mistede den unge Ernst Schimmelmann sin kun 27-årige hustru Emilie, og til minde om sit tab lod han Nicolai Abildgaard skabe det klassiske monument med den evigt rindende kilde, kronet af en marmorurne. Jens Juel har i 1784 malet sceneriet med et ungt spadserende par, der lader sig bringe et bæger vand af en lille dreng, mens en gammel mand og tre bondepiger lytter til den omvandrende musikant og til hans lille piges sang. Bag landstedets skærmende hegn betragter herskabet folkelivet.

Før havde den, der skrev vers, været betegnet som poet. I begrebet digtning lå noget anelsesfuldt og noget følelsesladet. Digteren blev en romantisk skikkelse: en del af det nye samfund, men uden for dets dagligdag og arbejdsliv.

Det var især i borgerlige kredse, den nye digtning blev dyrket. Det inderlige og følelsesfulde familieliv blev i sig selv betragtet som en borgerlig dyd, der først sent blev efterlignet af den aristokratiske overklasse.

Og det var en udbredt opfattelse, at kun borgerklassens mennesker evnede at give udtryk for følelser. Den aristokratiske overklasse mente sig forpligtet til at undertrykke følelsesudbrud. Og underklassen og almuen ejede ganske enkelt ikke højere følelser.

Den udvikling, der prægede Danmark i slutningen af 1700-tallet, fulgte på alle væsentlige områder udviklingen i Europa. Også i Danmark blev religionen en magtfuld inspiration. Både for den indkaldte tyske digter Friedrich Klopstock og for Johannes Ewald var kristendommen i sin pietistiske form den vigtigste følelsesmæssige inspirationskilde. En anden væsentlig inspiration var naturen.

Tidligere havde den været opfattet som fjern, skræmmende og unyttig. Sådan havde nordmanden Ludvig Holberg på sine europæiske rejser oplevet bjergene. Nu opdagede Europa naturen, ikke blot som et ideallandskab med lykkelige oprindelige mennesker, der levede ufordærvede af civilisationen, men også den dramatiske natur i Schweiz og Skotland, hvor den havde præget menneskene og deres digtning.

 C.F. Stanley har omkring 1785 skildret Dyrehavsbakken, hvor enhver københavnsk borgerfamilie med respekt for sig selv skulle ud mindst én gang om året i kildetiden for at se beridere, jonglører, pantomimer og Mester Jakel-teatre. Naturen i 1700-tallets Danmark var ikke kun omhyggeligt iscenesatte romantiske haver. De gamle markeders og kildefesters robuste løjer ude i det fri levede videre, upåvirkede af myndighedernes forsøg på at sætte bom for udfoldelserne. Kirsten Pils Kilde i Dyrehaven udviklede sig fra midten af 1700-tallet til den Dyrehavsbakke, hvor gamle og unge fik en kærkommen lejlighed til at slå sig løs under bøgene.

C.F. Stanley har omkring 1785 skildret Dyrehavsbakken, hvor enhver københavnsk borgerfamilie med respekt for sig selv skulle ud mindst én gang om året i kildetiden for at se beridere, jonglører, pantomimer og Mester Jakel-teatre. Naturen i 1700-tallets Danmark var ikke kun omhyggeligt iscenesatte romantiske haver. De gamle markeders og kildefesters robuste løjer ude i det fri levede videre, upåvirkede af myndighedernes forsøg på at sætte bom for udfoldelserne. Kirsten Pils Kilde i Dyrehaven udviklede sig fra midten af 1700-tallet til den Dyrehavsbakke, hvor gamle og unge fik en kærkommen lejlighed til at slå sig løs under bøgene.

I Danmark begyndte man at sværme for Norge, hvis fjelde og fosser ingen havde set, og for den frie norske bonde, som ingen havde mødt. Overalt i Europa blev det naturlige og enkle i klædedragt og levevis en modesag, som også i Danmark blev efterlignet af den aristokratiske overklasse, endog af den unge kronprins Frederik og hans familie.

Det var i de år, den græske arkitektur og den græske kunst blev genfundet, og i det antikke Hellas fandt det sene 1700-tals mennesker med den tyske arkæolog Winckelmanns ord den ædle enkelhed og stille storhed, der skulle blive deres ideal. I Frankrig valgte revolutionens ledere bevidst antikke stilformer og udtryksmåder, der ligesom revolutionskalenderen fra 1792 indvarslede en ny tidsalder for menneskeheden.

Den følelsesfulde begejstring for naturen fik i Danmark ofte et sentimentalt og provinsielt præg, med anlæggelse af romantiske haver med stemningsfulde eneboerhytter, mindeurner og patriotiske monumenter. Selve landskabet havde samtiden derimod kun ringe sans for. Når Jens Juel malede et dansk landskab, var det enten et idealiseret bondemiljø eller en parklignende idyl, hvor naturen højst lod sig ane i form af et fjernt optrækkende tordenvejr.

 Johan Herman Wessel – præstesønnen fra Kristiania – blev den norske evighedsstudent i Kongens København. Han kom til hovedstaden i 1761 og blev hurtigt det muntre centrum i den gruppe af studenter og embedsmænd, der samledes i Norske Selskab. Wessels – og selskabets – orientering var dog ikke primært norsk-national, ligesom hans satire over de heroiske franske tragedier Kærlighed uden Strømper fra 1772 ikke kan tages til indtægt for et bevidst franskklassisk opgør med en latinsk-tysk kulturtradition, men snarere må opfattes som en elskværdig parodi på alt, hvad den unge boheme fandt opstyltet og unaturligt. Blandt hans komiske versfortællinger lever endnu Smeden og Bageren. Stik af Marie-Jeanne Clemens 1785 efter tegning af Jens Juel 1784.

Johan Herman Wessel – præstesønnen fra Kristiania – blev den norske evighedsstudent i Kongens København. Han kom til hovedstaden i 1761 og blev hurtigt det muntre centrum i den gruppe af studenter og embedsmænd, der samledes i Norske Selskab. Wessels – og selskabets – orientering var dog ikke primært norsk-national, ligesom hans satire over de heroiske franske tragedier Kærlighed uden Strømper fra 1772 ikke kan tages til indtægt for et bevidst franskklassisk opgør med en latinsk-tysk kulturtradition, men snarere må opfattes som en elskværdig parodi på alt, hvad den unge boheme fandt opstyltet og unaturligt. Blandt hans komiske versfortællinger lever endnu Smeden og Bageren. Stik af Marie-Jeanne Clemens 1785 efter tegning af Jens Juel 1784.

Omkring 1800 er det muligt at spore en vågnende interesse for den nationale fortid, der markerede sig i landskabet, i form af oldtidsgrave og middelalderruiner, men selve det danske landskab blev først for alvor opdaget af malerne så sent som i 1830'rne.

Et andet karakteristisk træk ved det sene 1700-tal var, at barnet fik en ny identitet. Barnet blev nu ikke længere opfattet som en voksen, blot i mindre format, men som et selvstændigt og ufordærvet væsen med behov for og ret til at udvikle sig frit. Periodens centrale pædagogiske værk var Rousseaus opdragelsesroman Emile fra 1762, der hurtigt blev kendt i skoleinteresserede danske kredse, og som kort før århundredskiftet blev oversat til dansk.

I følelsernes gennembrud spillede venskabet og kærligheden selvsagt en hovedrolle, og de var ledemotivet i de sentimentale borgerlige romaner, der oversvømmede det europæiske bogmarked. Kærligheden og dens umenneskelige vilkår i et stift og fornuftsdomineret samfund var temaet i den opsigtsvækkende roman Den unge Werthers Lidelser, som den 25-årige Goethe udsendte i 1774, og hvor hovedpersonen endte med at skyde sig selv i en demonstrativ reaktion over for et samfund, der ikke levnede ham plads for hans følelser. Myndighedernes indskriden over for bogen overalt i Europa skyldtes dog især Goethes afvisning af religionens almene gyldighed.

Også i Danmark vakte romanen opsigt, og allerede i efteråret 1776 havde en driftig københavnsk bogtrykker de første ark af en dansk oversættelse parat. Men den danske enevælde skred ind. I kongens navn forlangte arveprins Frederik en erklæring fra det teologiske fakultet om, hvorvidt oversættelsen kunne læses „uden skade for gode sæder”.

 Jens Juels far var degn i Gamborg syd for Middelfart. I 1799 besøgte maleren sin fødeegn for sidste gang i forbindelse med sin mors død. Hans smukke billede af udsigten ned over Middelfart og Lillebælt viser en umiddelbar kærlighed til barndommens landskab. Men opfattelsen af naturen er endnu 1700-tallets. Naturen er blid og behagelig og tjener som ramme for mennesker og deres færden, snarere end som natur i sin egen ret. Det er landskabs-idyllen, Juel og hans publikum har haft for øje og ønsket at genkalde sig.

Jens Juels far var degn i Gamborg syd for Middelfart. I 1799 besøgte maleren sin fødeegn for sidste gang i forbindelse med sin mors død. Hans smukke billede af udsigten ned over Middelfart og Lillebælt viser en umiddelbar kærlighed til barndommens landskab. Men opfattelsen af naturen er endnu 1700-tallets. Naturen er blid og behagelig og tjener som ramme for mennesker og deres færden, snarere end som natur i sin egen ret. Det er landskabs-idyllen, Juel og hans publikum har haft for øje og ønsket at genkalde sig.

Med bemærkelsesværdig hurtighed svarede de teologiske professorer, at de anså romanen for at være „et skrift, der bespotter religionen, besmykker lasterne og kan fordærve gode sæder”. Københavns politimester fik derpå øjeblikkelig ordre til at forbyde, at oversættelsen blev trykt og solgt, og danske læsere kom til at vente 56 år på en oversættelse.

Men i tyske udgaver blev romanen med dens radikale krav om at prioritere kærligheden over konventionen ivrigt læst og diskuteret. Goethes og andre digteres tanker og følelser: sværmeriet, de følelsesfulde venskaber, drømmen om at sige civilisationen farvel og søge ud i naturen, og at vælge døden som den yderste protest: alt dette formåede den danske enevælde ikke at beskytte sine undersåtter imod.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Det nye univers i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307812