Landbosamfundet var blevet sprængt under presset fra højkonjunkturen og befolkningsvæksten. Resultatet var ikke blot blevet et nyt samfund. Landskabet var også blevet nyt – både kulturlandskabet og naturlandskabet.

Forandringen var tidligst sket på hovedgårdsjordene. Her havde en intensiv jordforbedring været i gang siden midten af 1700-tallet. Jorden var blevet ryddet for træer, krat og sten, der var blevet plantet og opsat hegn, og der var blevet gravet grøfter og afledt skadeligt vand.

Denne indre kolonisation omfattede endvidere ikke kun det eksisterende areal af ager og eng. Langsomt var landbrugsarealet også blevet udvidet. Og på Øerne og i Østjylland var det gamle åbne vangebrug blevet omlagt til kobbelbrug med permanente gærder og hegn.

Forandringen af bondegårdsbrugets kulturlandskab var dog det, der mest havde ændret det gamle landskab.

Hér havde tiden heller ikke stået stille. Også bønderne havde reageret på de stigende landbrugspriser med en indre kolonisation. På fællesskabets jorder var der ligeledes blevet ryddet og afvandet; mange steder var det dyrkede areal blevet udvidet over skovgrænsen og ind på overdrevet; og i nogle landsbyer på Øerne var det gamle vangeskifte blevet afløst af et tillempet kobbelbrug efter hovedgårdsdriftens eksempel.

Grundlæggende havde bondegårdsjorden dog ligget hen, som den havde gjort i århundreder, med sine marker som tusindvis af riflede vaskebrætter slængt ud over landskabet. Det var først, da udskiftningen af fællesskabsjorden kom i gang, da gårdene begyndte at blive flyttet ud fra landsbyerne, og da de mange nye husmandssteder rejste sig på deres nye lodder, at det gamle landskab forsvandt.

Ændringen af landskabet var begyndt som en knibtangsbevægelse. Udskiftningen og udflytningen var startet i Sønderjylland kort efter midten af 1700-tallet og havde derpå bredt sig op langs den jyske østkyst. På det tidspunkt kom kulturlandskabet omkring København og i Nordsjælland ligeledes under forvandling som følge af udskiftnings- og udflytningsreformerne på krongodset og på enkelte godser med fremsynede ejere. Den store bølge af udskiftninger og udflytninger satte dog først ind i sidste halvdel af 1780'erne, men så gik det til gengæld stærkt.

Denne massive udskiftning og udflytning er en saga, der endnu ikke er skrevet. Hver eneste udflytning var en konfliktfyldt proces. Anklagerne føg mellem bønderne. De, der længe havde vidst, at de skulle have jord tæt ved landsbyen, blev beskyldt for bevidst at have undladt at gøde deres fjernest liggende agre og i stedet brugt den værdifulde gødning på deres kommende jorder. Og svære forhandlinger måtte føres, når udflytterne forlangte gødningshjælp som betingelse for overhovedet at ville tage de fjerneste parceller.

Både for de gårdmænd, der flyttede ud, og for dem, der blev boende i landsbyen, betød udskiftningen et arbejde af uhørt omfang, som de fleste måtte se i øjnene, at de ikke selv ville komme til at opleve afslutningen på.

Men de gik i gang med at grave grøfter, sætte stendiger, plante hegn og anlægge veje, og med den jordforbedring, som aldrig fik ende. Forklaringen kan kun være en optimistisk tillid til, at arbejdet ville svare sig, om ikke for dem selv, så dog for deres efterkommere.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Det nye land.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig