Skoven

Landboreformerne tvang naturen i defensiven. Men på ét område blev angrebet standset og vendt til en offensiv. Det gjaldt skovene.

Den skov, der eksisterede omkring 1700, var kun en sørgelig rest af fordums herlighed. Landbrugets og byernes umættelige behov for træ til brændsel, byggematerialer og redskaber havde for længst udpint og ødelagt skovene. Det var flere hundrede år siden, at Danmark havde været selvforsynende med træ.

Bjælker, planker, brædder og brænde blev i stigende omfang importeret fra Norge og fra landene omkring Østersøen. Og da højkonjunkturen satte ind, betød det øget efterspørgsel ikke blot efter træerne, men også den jord, de stod på.

En anden årsag til at skoven havde fået lov at gå til, var ejendomsforholdene. De mange steder, hvor retten til skoven var delt: hvor én mand ejede græsningsretten og en anden træerne, følte ingen sig tilskyndet til at pleje og bevare skoven og drive den forstmæssigt rationelt.

Hertil kom, at skovejerne i praksis var ude af stand til at forhindre bønderne i det, der efter lovens bogstav var skovtyveri, men som bønderne opfattede som hver mands ret, at hente træ i skoven – med det resultat, at bøndernes hugst ofte ødelagde skoven mere, end hvis ejeren havde anvist dem træerne gratis.

En ny og mindst lige så alvorlig trussel mod skoven var de herregårdsslagtninger, der fandt sted i kølvandet på landboreformerne. I den sene fase af reformperioden havde initiativrige folk med kapital opkøbt hele godser med henblik på at gennemføre en udskiftning og en udflytning, sælge fæstegårdene til selveje og eventuelt også udparcellere hovedgårdsjorden til bondegårde og husmandssteder.

Det var aktiviteter, som enevælden var indstillet på at støtte. Hvad enevælden derimod ikke så positivt på var, at disse herregårdsslagtere – og andre skovejere med dem – lod skoven betale: ved rovhugst, der enten ødelagde den økologiske balance eller simpelt hen udryddede skoven.

Enevælden holdt sig imidlertid også på dette felt længe tilbage fra at gribe ind over for den private ejendomsret. På sit eget gods stod kronen imidlertid frit. I 1763 indkaldte kongen den erfarne tyske forstmand J. G. von Langen, der tidligere havde ledet en rationel skovdrift omkring sølvværket Kongsberg i Norge.

I nogle af de nordsjællandske skovdistrikter foretog von Langen de følgende år omfattende nyplantninger, ikke blot af hjemlige løvtræer som ask, elm og birk, men også af indførte nåletræsarter som rødgran, ædelgran, lærk og fyr og indførte en hugstregulering, som sikrede et regelmæssigt udbytte over en hundredårs periode.

Allerede i 1720'rne havde man søgt at dæmme op for sandflugten i Nordsjælland ved plantning af marehalm og hjælme, men det var først de omfattende fyrretræsplantninger i Tisvilde i 1793 og de følgende år, der vendte udviklingen. I Jylland var det næsten udelukkende fyrretræsplantninger, der kendetegnede de statslige forstinitiativer. Den første jyske fyrreplantage blev anlagt i 1788 i Stendal på alheden syd for Viborg, fulgt i 1799 af plantagen i Ulvedal ved Karup.

Enevældens afgørende indsats for skoven kom 1700-tallet imidlertid ikke til at opleve. Det store indgreb over for de private skovejere kom først med Christian Ditlev Reventlows fredskovforordning i 1805.