Naturen på tilbagetog

Landboreformerne tvang naturen på tilbagetog. Kulturlandskabet mistede det lodne, bløde præg, som det gamle landbrugs buske, krat og trægrupper på markerne havde givet det. De mange vandhuller, kær og mosestykker begyndte langsomt at blive afvandet og fyldt op, og sure lavninger, der før havde stået under vand til langt ud på foråret, blev forvandlet til agerland.

De største forandringer skete dog på overdrevene og på hedearealerne. Oppløjningen af overdrevene tog nu fart, og omkring midten af 1800-tallet var de fleste forsvundet. Samtidig blev heden langsomt mindre. En fast og uforanderlig grænse mellem agerjord og hede havde aldrig eksisteret. I gode åringer havde man pløjet sig ind på heden, og i dårlige år havde man ladet de yderste og dårligst gødede jordstykker springe i lyng igen.

Heden havde altid haft en selvstændig værdi for det gamle samfund. Den gav græsning, brænde og tørv. Men med højkonjunkturen kom kornet i centrum. Samtidig betød de nye intensive foderafgrøder, at landbruget kunne få sit kreaturfoder og sin gødning på et mindre areal end før.

Landboreformerne gav ikke signal til et massivt angreb på heden. De fleste steder kunne landbruget endnu øge produktionen ved at forbedre det eksisterende agerland. På den anden side var oppløjningen af heden ikke noget, der først kom i gang under Dalgas' ledelse efter 1864, hvor hvad udad tabtes, skulle indad vindes.

Den begyndte allerede omkring 1800 i Nord- og Vestjylland som reaktion på de stigende landbrugspriser og den voksende efterspørgsel efter jord.

Med landboreformerne kom også et andet træk ved det danske landskab i fare. Det var oldtidsmindesmærkerne. Endnu lå kæmpehøjene spredt ud over landskabet i betydeligt tal. Fredet havde de ganske vist aldrig været.

Men dels havde bonden altid tænkt sig om en ekstra gang, før han lagde sig ud med højfolket, dels havde tilskyndelsen til at fjerne en høj på marken været mindre i fællesskabets tid, hvor mange skulle være enige. Nu kom højene til at ligge i vejen for den nye økonomisk orienterede og markedsproducerende bonde.

Det betød ikke, at højene forsvandt på én gang. Men år for år blev der pløjet tættere ind i dem, og i stigende tal blev de høje, som reformperiodens landmålere omhyggeligt havde indmålt på udskiftningskortene, pløjet ud. Til sidst kunne de ikke længere skelnes med det blotte øje. Navne som Højager og Højgård kunne minde om dem – ligesom de store sten, der gang på gang standsede ploven, indtil de omsider blev gravet fri og sprængt væk.

Landboreformerne blev signalet til udpløjningen af to tredjedele af de høje, der endnu i slutningen af 1700-tallet havde præget landskabet. Højjorden blev brugt til at jævne hulninger i marken og til at opfylde vandhuller. Og sten kunne bonden altid bruge til syldsten under bindingsværket og til gærder.

For med reformerne kom også et karakteristisk nyt træk i landskabet: de permanente hegn. De snorlige rækker af stynede pile hen over det fynske landskab og de tætte tjørnehegn, som man endnu kan se på Løjtland, stammer fra tiden efter udskiftningen.

Det samme gør de lange stengærder. De var ganske vist ikke nye i landskabet. Men før havde det hovedsagelig været stengærder, der var rejst omkring hovedgårdsmarkerne af hoveripligtige bønder. Det var gærder, der havde udstrålet magt.

Da den mægtige rigshofmester og godssamler Christoffer Valkendorf til Glorup så langt tilbage som i 1599 skulle sætte sig selv et minde i Svindinge Kirke, var de tre ting, han valgte at fremhæve: at han havde genopbygget herregården og kirken, at han havde samlet hele Svindinge sogn under sin gård, og at han havde „ladet opsætte alle stengærder om Glorups fang”.

Efter landboreformerne var det de nye selvejerbønder og de nye fæstebønder, der fulgte i de gamle herremænds spor. Det var dem og deres karle, der rejste kilometer efter kilometer af stengærder omkring deres marker: gærder, der ikke blot markerede en intensiv jordforbedring, men også en ny samfundsklasses ejendomsret og råderet over sin jord. I dag ligger stengærderne som et monument, ikke blot over de store landboreformer, men også over det nye samfunds skarpe skel mellem mit og dit.