Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Naturen på tilbagetog

Oprindelig forfatter OFel

Landboreformerne tvang naturen på tilbagetog. Kulturlandskabet mistede det lodne, bløde præg, som det gamle landbrugs buske, krat og trægrupper på markerne havde givet det. De mange vandhuller, kær og mosestykker begyndte langsomt at blive afvandet og fyldt op, og sure lavninger, der før havde stået under vand til langt ud på foråret, blev forvandlet til agerland.

De største forandringer skete dog på overdrevene og på hedearealerne. Oppløjningen af overdrevene tog nu fart, og omkring midten af 1800-tallet var de fleste forsvundet. Samtidig blev heden langsomt mindre. En fast og uforanderlig grænse mellem agerjord og hede havde aldrig eksisteret. I gode åringer havde man pløjet sig ind på heden, og i dårlige år havde man ladet de yderste og dårligst gødede jordstykker springe i lyng igen.

Heden havde altid haft en selvstændig værdi for det gamle samfund. Den gav græsning, brænde og tørv. Men med højkonjunkturen kom kornet i centrum. Samtidig betød de nye intensive foderafgrøder, at landbruget kunne få sit kreaturfoder og sin gødning på et mindre areal end før.

Annonce

Landboreformerne gav ikke signal til et massivt angreb på heden. De fleste steder kunne landbruget endnu øge produktionen ved at forbedre det eksisterende agerland. På den anden side var oppløjningen af heden ikke noget, der først kom i gang under Dalgas' ledelse efter 1864, hvor hvad udad tabtes, skulle indad vindes.

 I 1809, da den lovende akademielev C. W. Eckersberg opholdt sig på godset Nordfelt på Møn, tegnede han en bondepige ved en stente. Tegningen var en forstudie til et maleri, som skulle udføres hjemme i København om vinteren, og nogen kunstnerisk „opdagelse” af det danske landskab var tegningen ikke. Det skete først godt en snes år senere. Men Eckersberg tegnede, hvad han umiddelbart så, og viser os derfor det nye Danmark. Godsets landsbyer var blevet udskiftet ti år før og en del af gårdene flyttet ud i det åbne landskab, hvor de ligger spredt, med snorlige hegn og en bevoksning, der har fået godt rodfæste.

I 1809, da den lovende akademielev C. W. Eckersberg opholdt sig på godset Nordfelt på Møn, tegnede han en bondepige ved en stente. Tegningen var en forstudie til et maleri, som skulle udføres hjemme i København om vinteren, og nogen kunstnerisk „opdagelse” af det danske landskab var tegningen ikke. Det skete først godt en snes år senere. Men Eckersberg tegnede, hvad han umiddelbart så, og viser os derfor det nye Danmark. Godsets landsbyer var blevet udskiftet ti år før og en del af gårdene flyttet ud i det åbne landskab, hvor de ligger spredt, med snorlige hegn og en bevoksning, der har fået godt rodfæste.

Den begyndte allerede omkring 1800 i Nord- og Vestjylland som reaktion på de stigende landbrugspriser og den voksende efterspørgsel efter jord.

Med landboreformerne kom også et andet træk ved det danske landskab i fare. Det var oldtidsmindesmærkerne. Endnu lå kæmpehøjene spredt ud over landskabet i betydeligt tal. Fredet havde de ganske vist aldrig været.

Men dels havde bonden altid tænkt sig om en ekstra gang, før han lagde sig ud med højfolket, dels havde tilskyndelsen til at fjerne en høj på marken været mindre i fællesskabets tid, hvor mange skulle være enige. Nu kom højene til at ligge i vejen for den nye økonomisk orienterede og markedsproducerende bonde.

Det betød ikke, at højene forsvandt på én gang. Men år for år blev der pløjet tættere ind i dem, og i stigende tal blev de høje, som reformperiodens landmålere omhyggeligt havde indmålt på udskiftningskortene, pløjet ud. Til sidst kunne de ikke længere skelnes med det blotte øje. Navne som Højager og Højgård kunne minde om dem – ligesom de store sten, der gang på gang standsede ploven, indtil de omsider blev gravet fri og sprængt væk.

Landboreformerne blev signalet til udpløjningen af to tredjedele af de høje, der endnu i slutningen af 1700-tallet havde præget landskabet. Højjorden blev brugt til at jævne hulninger i marken og til at opfylde vandhuller. Og sten kunne bonden altid bruge til syldsten under bindingsværket og til gærder.

For med reformerne kom også et karakteristisk nyt træk i landskabet: de permanente hegn. De snorlige rækker af stynede pile hen over det fynske landskab og de tætte tjørnehegn, som man endnu kan se på Løjtland, stammer fra tiden efter udskiftningen.

 I 1810 – lige før han rejste til Paris og Rom – malede C.W. Eckersberg en udflyttergård fra landsbyen Spejlsby på Møn, med vid udsigt til kirken i horisonten. Billedet er en idyl, med malkepiger i folkedragter og en regnbue, der fortæller, hvor en skat ligger begravet. Samtidig har den unge maler dog gengivet noget af den optimisme, man nærede til det nye landbrug og dets fremtid ved reformperiodens udløb.

I 1810 – lige før han rejste til Paris og Rom – malede C.W. Eckersberg en udflyttergård fra landsbyen Spejlsby på Møn, med vid udsigt til kirken i horisonten. Billedet er en idyl, med malkepiger i folkedragter og en regnbue, der fortæller, hvor en skat ligger begravet. Samtidig har den unge maler dog gengivet noget af den optimisme, man nærede til det nye landbrug og dets fremtid ved reformperiodens udløb.

Det samme gør de lange stengærder. De var ganske vist ikke nye i landskabet. Men før havde det hovedsagelig været stengærder, der var rejst omkring hovedgårdsmarkerne af hoveripligtige bønder. Det var gærder, der havde udstrålet magt.

Da den mægtige rigshofmester og godssamler Christoffer Valkendorf til Glorup så langt tilbage som i 1599 skulle sætte sig selv et minde i Svindinge Kirke, var de tre ting, han valgte at fremhæve: at han havde genopbygget herregården og kirken, at han havde samlet hele Svindinge sogn under sin gård, og at han havde „ladet opsætte alle stengærder om Glorups fang”.

Efter landboreformerne var det de nye selvejerbønder og de nye fæstebønder, der fulgte i de gamle herremænds spor. Det var dem og deres karle, der rejste kilometer efter kilometer af stengærder omkring deres marker: gærder, der ikke blot markerede en intensiv jordforbedring, men også en ny samfundsklasses ejendomsret og råderet over sin jord. I dag ligger stengærderne som et monument, ikke blot over de store landboreformer, men også over det nye samfunds skarpe skel mellem mit og dit.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Naturen på tilbagetog i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307864