Kongen bød

Enevælden var i virkeligheden ikke blevet enevældig i 1660. Dens mål havde fra første færd været en stat, hvor samtlige undersåtter principielt stod lige – og politisk lige retsløse – over for enevoldsmonarken.

Men i 1660 havde enevælden været nødt til at basere sin magt på den feudale godsstruktur. Og den havde endda yderligere måttet styrke dette feudale element for at få sine skatter og sine soldater og den ro og orden ude i lokalsamfundene, som den endnu ikke selv var i stand til at sikre.

Men fra midten af 1700-tallet fik den danske enevælde vinden i ryggen. Den langvarige højkonjunktur åbnede mulighed for at realisere enevældens langsigtede politiske mål. Det administrative apparat, som var blevet opbygget under krisen i 1730'rne, stod nu til dens rådighed. Og den brugte sin magt og sit apparat så langt, det var politisk realistisk.

Forordningen om stavnsbåndsløsningen var en af de tidligste reformlove, blandt andet fordi den var så betydningsfuld for enevælden selv. Fordi – som den ledende juridiske skikkelse i reformarbejdet, sekretæren i Den store Landbokommission Christian Colbiørnsen formulerede det – stavnsbåndet „svækker den umiddelbare forbindelse, i hvilken folket bør stå til regenten”.

Godsejerens position havde i virkeligheden været i modstrid med enevældens idé, fordi „en sådan herskabelig myndighed sætter ham alt for nær ved tronen og krænker på én gang både den kongelige magt og medundersåtternes rettigheder”.

Enevælden opnåede betydningsfulde politiske gevinster, da den udnyttede højkonjunkturen og befolkningsvæksten til at fratage godsejerne retten til at bestemme over befolkningens bevægelsesfrihed og selv overtog udskrivningen af soldater.

Ligesom den politisk blev styrket ved, at forholdet mellem en godsejer og hans bønder blev gjort til et retsspørgsmål, der blev underlagt et effektivt offentligt tilsyn. På disse vigtige områder blev godsejerens bønder kongens bønder.

Når det derimod gjaldt godsejernes ejendoms- og dispositionsrettigheder, erkendte statsmagten realistisk, at den ikke havde magt, som den havde agt.

Enevælden ønskede selv en overgang fra fæste til selveje, og med de nordsjællandske krongodsreformer havde den anvist vejen. Men politisk magtede den ikke at gribe ind i forholdet mellem en godsejer og hans bønder, og økonomisk rådede den ikke over midler til at finansiere massive selvejekøb.

Det betød ikke, at enevælden forholdt sig passiv. Den fjernede således nogle skattetekniske barrierer, da den i 1784 lod godsejerne beholde skattefriheden på hovedgårdsjorden, selv om fæstegodset ved bortsalg til selveje kom ned under lovens minimumskrav på 200 tønder hartkorn. Den fritog også godsejerne for forpligtelsen til at stå som garanter for skatterne af de fæstegårde, der blev solgt til selveje.

Og det er ubestrideligt, at styret stillede statslige lånemidler til rådighed for selvejekøb, da det i 1786 oprettede Den kongelige Kreditkasse, og da Christian Ditlev Reventlow fra 1797 kanaliserede pensionsmidler fra Den kongelige Enkekasse ud på lånemarkedet.

Men det er også ubestrideligt, at denne offentlige lånekapital kun indgik i henved 5000 af de mellem 25.000 og 30.000 selvejekøb, der fandt sted i reformperioden.

Den massive overgang fra fæste til selveje blev i alt væsentligt finansieret af godsejerne, der solgte og af bønderne, der købte – og af lokale långivere, der investerede i, hvad alle var enige om at betragte som en sund og god forretning.

Enevælden gjorde, hvad der stod i dens magt for at fremme en udvikling, der tilgodeså dens egne interesser. Men i alt væsentligt var det landbosamfundet, der omdannede sig selv, i et interesse- og konfliktbetonet samarbejde mellem jordens ejere og dens brugere.