• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kongen bød

Oprindelig forfatter OFel

Enevælden var i virkeligheden ikke blevet enevældig i 1660. Dens mål havde fra første færd været en stat, hvor samtlige undersåtter principielt stod lige – og politisk lige retsløse – over for enevoldsmonarken.

Men i 1660 havde enevælden været nødt til at basere sin magt på den feudale godsstruktur. Og den havde endda yderligere måttet styrke dette feudale element for at få sine skatter og sine soldater og den ro og orden ude i lokalsamfundene, som den endnu ikke selv var i stand til at sikre.

Men fra midten af 1700-tallet fik den danske enevælde vinden i ryggen. Den langvarige højkonjunktur åbnede mulighed for at realisere enevældens langsigtede politiske mål. Det administrative apparat, som var blevet opbygget under krisen i 1730'rne, stod nu til dens rådighed. Og den brugte sin magt og sit apparat så langt, det var politisk realistisk.

Annonce

 Det smukke sølvpræmiebæger blev i 1771 overrakt den fynske bonde Jørgen Christensen fra Korsbjerg ved Middelfart, fordi han i 1746 havde købt sin fæstegård til selveje, hegnet sin jord med stengærder, plantet frugttræer og lagt sig efter dyrkning af humle og kartofler. Giveren var Det kongelige danske Landhusholdningsselskab, der var stiftet som et patriotisk præmieselskab i 1769, og som havde haft J.H.E. Bernstorff som sin første præsident. Selskabet skulle gennem udskrivning af prisopgaver fremme en drøftelse af landbrugets problemer samt uddele præmier til fortjenstfulde landbrugere. Medlemmerne var hovedsagelig embedsmænd, videnskabsmænd og godsejere, men også andre kunne indvælges, og i 1771 blev Jørgen Christensen højtideligt optaget i det fornemme selskab.

Det smukke sølvpræmiebæger blev i 1771 overrakt den fynske bonde Jørgen Christensen fra Korsbjerg ved Middelfart, fordi han i 1746 havde købt sin fæstegård til selveje, hegnet sin jord med stengærder, plantet frugttræer og lagt sig efter dyrkning af humle og kartofler. Giveren var Det kongelige danske Landhusholdningsselskab, der var stiftet som et patriotisk præmieselskab i 1769, og som havde haft J.H.E. Bernstorff som sin første præsident. Selskabet skulle gennem udskrivning af prisopgaver fremme en drøftelse af landbrugets problemer samt uddele præmier til fortjenstfulde landbrugere. Medlemmerne var hovedsagelig embedsmænd, videnskabsmænd og godsejere, men også andre kunne indvælges, og i 1771 blev Jørgen Christensen højtideligt optaget i det fornemme selskab.

Forordningen om stavnsbåndsløsningen var en af de tidligste reformlove, blandt andet fordi den var så betydningsfuld for enevælden selv. Fordi – som den ledende juridiske skikkelse i reformarbejdet, sekretæren i Den store Landbokommission Christian Colbiørnsen formulerede det – stavnsbåndet „svækker den umiddelbare forbindelse, i hvilken folket bør stå til regenten”.

Godsejerens position havde i virkeligheden været i modstrid med enevældens idé, fordi „en sådan herskabelig myndighed sætter ham alt for nær ved tronen og krænker på én gang både den kongelige magt og medundersåtternes rettigheder”.

Enevælden opnåede betydningsfulde politiske gevinster, da den udnyttede højkonjunkturen og befolkningsvæksten til at fratage godsejerne retten til at bestemme over befolkningens bevægelsesfrihed og selv overtog udskrivningen af soldater.

Ligesom den politisk blev styrket ved, at forholdet mellem en godsejer og hans bønder blev gjort til et retsspørgsmål, der blev underlagt et effektivt offentligt tilsyn. På disse vigtige områder blev godsejerens bønder kongens bønder.

Når det derimod gjaldt godsejernes ejendoms- og dispositionsrettigheder, erkendte statsmagten realistisk, at den ikke havde magt, som den havde agt.

Enevælden ønskede selv en overgang fra fæste til selveje, og med de nordsjællandske krongodsreformer havde den anvist vejen. Men politisk magtede den ikke at gribe ind i forholdet mellem en godsejer og hans bønder, og økonomisk rådede den ikke over midler til at finansiere massive selvejekøb.

Det betød ikke, at enevælden forholdt sig passiv. Den fjernede således nogle skattetekniske barrierer, da den i 1784 lod godsejerne beholde skattefriheden på hovedgårdsjorden, selv om fæstegodset ved bortsalg til selveje kom ned under lovens minimumskrav på 200 tønder hartkorn. Den fritog også godsejerne for forpligtelsen til at stå som garanter for skatterne af de fæstegårde, der blev solgt til selveje.

 Til reformperioden knytter der sig ikke nogen markant digterskikkelse. Ewald var død i 1781, og Oehlenschläger var endnu kun en skoledreng. Nærmest til titlen kommer Thomas Thaarup, der i 1777 blev kendt for sin Ode over Indfødsretten og for sine digte om fædrelandskærlighed fra 1782. Han var leveringsdygtig i lejlighedsdigte og kantater, og det var ham, der forfattede Frihedsstøttens indskrift. Størst succes havde han med sine lette syngespil Høstgildet fra 1790 og Peters Bryllup fra 1793, hvor idealiserede bønder fra hele Guldbergs og Ove Mallings helstats-fædreland udtrykte deres kongetroskab, fædrelandskærlighed og agerdyrkningsflid. Det var Frihedsstøttens programerklæring med musikledsagelse. Den unge Thorvaldsens tegning ligger til grund for A. Flints portrætstik fra 1822.

Til reformperioden knytter der sig ikke nogen markant digterskikkelse. Ewald var død i 1781, og Oehlenschläger var endnu kun en skoledreng. Nærmest til titlen kommer Thomas Thaarup, der i 1777 blev kendt for sin Ode over Indfødsretten og for sine digte om fædrelandskærlighed fra 1782. Han var leveringsdygtig i lejlighedsdigte og kantater, og det var ham, der forfattede Frihedsstøttens indskrift. Størst succes havde han med sine lette syngespil Høstgildet fra 1790 og Peters Bryllup fra 1793, hvor idealiserede bønder fra hele Guldbergs og Ove Mallings helstats-fædreland udtrykte deres kongetroskab, fædrelandskærlighed og agerdyrkningsflid. Det var Frihedsstøttens programerklæring med musikledsagelse. Den unge Thorvaldsens tegning ligger til grund for A. Flints portrætstik fra 1822.

Og det er ubestrideligt, at styret stillede statslige lånemidler til rådighed for selvejekøb, da det i 1786 oprettede Den kongelige Kreditkasse, og da Christian Ditlev Reventlow fra 1797 kanaliserede pensionsmidler fra Den kongelige Enkekasse ud på lånemarkedet.

Men det er også ubestrideligt, at denne offentlige lånekapital kun indgik i henved 5000 af de mellem 25.000 og 30.000 selvejekøb, der fandt sted i reformperioden.

Den massive overgang fra fæste til selveje blev i alt væsentligt finansieret af godsejerne, der solgte og af bønderne, der købte – og af lokale långivere, der investerede i, hvad alle var enige om at betragte som en sund og god forretning.

Enevælden gjorde, hvad der stod i dens magt for at fremme en udvikling, der tilgodeså dens egne interesser. Men i alt væsentligt var det landbosamfundet, der omdannede sig selv, i et interesse- og konfliktbetonet samarbejde mellem jordens ejere og dens brugere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Kongen bød i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307859