I løbet af sidste halvdel af 1700-tallet og indtil krigen med England i 1807 gjorde Dannebrog fredløst på verdenshavene, udviklede København sig til en europæisk storhavn, og søfart og handel under dansk flag oplevede en højkonjunktur, som først blev genoplevet under verdenskrigen 1914-18.
Højkonjunkturen var konkret. Den kunne umiddelbart måles i skibenes antal, ladningernes værdi og den almindelige velstand, der som ringe i vandet bredte sig ud i samfundet, fra de købmænd og redere, der direkte udnyttede de blomstrende eller som samtiden kaldte dem: de florissante – konjunkturer.
Samtiden så en nøje og helt umiddelbar sammenhæng mellem konjunkturerne og krigene mellem de store sømagter og kolonimagter. Handelen og søfarten under det neutrale danske flag oplevede et markant opsving under kolonikrigen fra 1755 til 1763; højkonjunkturerne satte for alvor ind under Den amerikanske Frihedskrig fra 1778 til 1783; og revolutionskrigene, der brød ud i 1793, fik selv de mest foretagsomme neutralitetsspekulanter til at snappe efter vejret.
Der var da også en sammenhæng. Men der var samtidig dybereliggende årsager, som i det lange historiske perspektiv var nok så væsentlige.
Gennem 1700-tallet var de europæiske lande blevet indbyrdes langt mere afhængige af udvekslingen af fødevarer, tømmer, metaller og andre nødvendige varer, end de før havde været.
Samtidig var Europa blevet storaftager af forbrugsvarer fra de oversøiske områder. Endnu omkring 1700 havde kaffe, te, kakao, sukker, tobak, krydderier, porcelæn, silke og bomuldstøjer været luksusvarer for de få. Omkring 1750 var de stadig dyre, men blev købt af væsentligt flere. Og omkring 1800 havde de udviklet sig til at blive dagligdags forbrugsvarer for store og stadigt voksende befolkningsgrupper, ikke bare i byerne, men også på landet.
Den internationale afhængighed af europæiske og oversøiske varer medførte derfor, at handelen ikke blev afbrudt, når der blev krig, men at transporten blot gik over på andre hænder, og at varerne nåede frem til forbrugerne ad andre ruter og gennem andre havne.
I takt med at de krigsførende stormagter lagde beslag på egne handelsskibe og søfolk, blokerede hinandens havne, opbragte fjendens handelsskibe og afskar hans forbindelser med de oversøiske områder, opstod der et transporttomrum. Det udnyttede de neutrale, der gik ind og overtog store dele af de krigsførendes søfart og handel. Og i første række blandt de neutrale var Danmark.
To forhold var karakteristiske for den florissante handelsperiode.
Det ene var, at det var skibe hjemmehørende i København, der helt dominerede billedet. Købstædernes fartøjer fortsatte med at varetage den traditionelle transport mellem provinsbyerne og hovedstaden og mellem Danmark og Norge. Ganske vist begyndte enkelte provinsskibe – fra Ålborg, Randers, Århus, Ringkøbing og de sønderjyske havne – at gå ind i farten på europæiske havne og i Middelhavet, og nogle få sejlede på Vestindien. Men grundlæggende var den florissante handel et københavnsk fænomen.
Det andet var, at handel med danske produkter spillede en meget ringe rolle. Danmark producerede endnu ikke varer af betydning for eksport. Den florissante handels betydning for dansk produktion var indkøb til skibenes udrustning og mandskabernes proviant. Endvidere blev den helt overvejende del af de fremmede varer, der blev losset i København, reeksporteret til det europæiske marked.
For de indiske varers vedkommende drejede det sig om 80 procent, og for de kinesiske om 90 procent. Men reeksporten gav god fortjeneste til hovedstadens erhvervsliv, ikke mindst hvis varerne skulle videreforarbejdes, før de blev udskibet, således som det blandt andet var tilfældet med sukker, silke og bomuldstøjer.
Den florissante handel under dansk flag var derfor grundlæggende baseret på international fragtfart og på import med henblik på reeksport, og det var de aktiviteter, staten frem for alt støttede.
Enevælden og dens embedsmænd opretholdt i deres støtte til søfarten og handelen meget bevidst en balance mellem hensynet til den langsigtede udvikling og udnyttelsen af de mere kortsigtede neutralitetskonjunkturer, vel vidende at der ikke hér kunne trækkes en skarp grænse. Således arbejdede staten langsigtet på at styrke sukkerproduktionen på Sankt Croix.
Samtidig med at lette vejen for den kortsigtede neutralitetsudnyttelse i Vestindien vågede den derfor nøje over, at det ikke blev på bekostning af de langsigtede investeringer på den danske sukkerø.
Men den tilsyneladende kortsigtede neutralitetsudnyttelse havde tillige en klar langtidseffekt. Det var velkendt, at handelsflåden under dansk flag voksede kraftigt under krigene, og at tonnagen faldt igen, når de krigsførende sluttede fred. Men den faldt ikke til førkrigsniveauet. Den stabiliseredes på et højere niveau for så igen at vokse, når den næste krige brød ud.
Det, der under hver krig skete, var, at danske skibe trængte ind på nye ruter og markeder og skabte nye kontakter, og at danske købmænd og redere efter krigen var i stand til at fastholde en del af de vundne markedsandele.
Statsmagten havde derfor mange og gode grunde til at støtte søfarten og handelen, både i fredstid og i krigstid. Gennem en bredspektret erhvervslovgivning og præmieringsordninger arbejdede enevælden på at fremme en eksport af danske varer og gøre skibene konkurrencedygtige på verdensmarkedet.
Toldpolitikken blev effektivt udnyttet. Kongens gesandter og konsuler stod til handelens disposition, og på særligt udsatte ruter veg statsmagten ikke tilbage for at yde skibene militær beskyttelse i form af konvoj. Støtten blev givet med åbne øjne, ud fra nøje vurderinger af mål og midler, og som oftest uden at lade kortsigtede hensyn overskygge de langsigtede.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.