Den prægtigste af de patricierboliger, der blev opført efter Københavns brand i 1795, var det søjleprydede palæ, som den rige Erich Erichsen lod hofbygmester C.F. Harsdorff bygge på Kongens Nytorv med Det kongelige Teater som genbo. Bygherren var indehaver af det store handelshus C.S. Blachs Enke og Co. og direktør i Asiatisk Kompagni og i Species-banken, og han ønskede at vise, at han var fortrolig med de seneste strømninger i europæisk arkitektur og interiørkunst. Indretning og møblering lagde han i hænderne på den franske arkitekt Joseph-Jacques Ramée, hvis skyhøje regninger fik selv højkonjunkturernes København til at snappe efter vejret.

.

Den hollandskfødte Frédéric de Coninck var den mest fremtrædende repræsentant for den florissante handelsperiodes kosmopolitiske miljø. Som ung var han i 1763 kommet til København, hvor han formidlede kapital fra sit rige hjemland til højt forrentede danske foretagender. Han blev den ledende skikkelse i neutralitetsudnyttelsen både under Den amerikanske Frihedskrig og under revolutionskrigene – og den syndebuk for den fejlslagne neutralitetspolitik, som offentligheden søgte efter nederlaget den 2. april 1801. Den engelske gesandt karakteriserede ham rammende som „en mand, der er kendt for ikke at lade sig standse af noget som helst, hvor hans egne interesser er involveret”. Daniel Orme har 1799 malet ham på Dronninggård.

.

Der stod en særlig glans om de fjerneste destinationer, farten på Kina og Indien. Skibene var de største – en kinafarer var på 1000 tons, rejserne var de længste og ladningerne de rigeste.

De ostindiske købmænd og redere var handelsverdenens aristokrati.

Men det var på de nære operationsområder, de fleste skibe sejlede, de fleste ladninger blev transporteret og langt den største samlede fortjeneste hentet hjem. I europæiske farvande og i Middelhavet var aktiviteterne de mest intense.

Og antallet af vestindiefarere – af hvilke kun en mindre del sejlede ud via Guldkysten på den såkaldte trekantsrute København-Fort Christiansborg-Sankt Croix-København – var langt større end antallet af ostindiefarere. Under Den amerikanske Frihedskrig blev der udstedt søpas til 617 vestindiefarter mod kun 78 til Østen.

Under Den amerikanske Frihedskrig blev fragtfarten under dansk flag på europæiske havne og i Middelhavet for alvor intensiveret, da den store søfartsnation Holland i 1780 gik ind i krigen mod England på Frankrigs, Spaniens og de oprørske amerikanske koloniers side.

Men det var en offentlig hemmelighed, at den voldsomme tonnageudvidelse for en del skyldtes, at et betydeligt antal hollandske skibe blev „neutraliseret”, dvs. proforma overdraget til danske undersåtter, som mod en provision skaffede dem dansk flag og danske papirer.

Sådan gjorde alle neutrale stater, og det havde de altid gjort. Når den hollandske konsul i Helsingør protesterede så voldsomt over, at hollandske skibe efter 1780 optrådte som preussere, med preussiske skibspapirer, som ikke havde kostet rederen mere end et par tønder islandske spegesild, og med den preussiske sorte ørn tjæret løseligt over skibets hollandske flag, var der derfor ikke tale om en ægte forargelse. Kun om at han så konsulatsgebyrerne gå sin næse forbi.

En af Københavns største købmænd, den hollandskfødte Frédéric de Coninck, satte denne neutralisering i system og „købte” en hel flåde af hollandske skibe. Den danske regering var udmærket klar over realiteterne bag den neutrale danske facade. Men den ville vækst og velstand, og så ingen grund til at være mere fintfølende end andre neutrale regeringer, når det gjaldt midlerne.

Regeringens medlemmer og centraladministrationens topfolk sejlede selv tæt til vinden i tilsvarende spekulationer, og de Coninck og de øvrige københavnske grosserere kunne trygt forlade sig på de styrendes forståelse og diskretion. Da en overivrig ung embedsmand begyndte at tale højt om, at de Coninck aflagde falsk ed, når han svor på, at de hollandske skibe var hans ejendom – straffen for mened var afhugning af to fingre – blev det løsmundede unge menneske gesvindt forflyttet til et fjernt embede i Holsten.

Det store eventyr under Den amerikanske Frihedskrig blev farten på Vestindien. Danske købmænd og redere udnyttede med regeringens helhjertede støtte Englands trængte militære situation til at overtage franskmændenes og spaniernes besejling af deres øer i Vestindien og til at sluse vældige lagre af sukker, kaffe og tobak til det europæiske marked via København.

Ifølge skibspapirerne tilhørte ladningerne danske købmænd, og som en sikkerhedsforanstaltning anførtes sukkeret ofte at være produceret på Sankt Croix – der i så fald skulle have forøget sin normale sukkerproduktion med mere end tusind procent.

Realiteten bag den neutrale facade var, at de krigsførende kanaliserede deres koloniers produktion til det europæiske marked om bord på skibe under dansk flag og via det neutrale København, og at denne neutralitetsudnyttelse afkastede de meget betydelige fortjenester, som de københavnske købmænd og redere og den danske regering havde kalkuleret med.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Neutralitetsudnyttelsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig