Fremmed kapital

Også handelen på Asien oplevede en højkonjunktur under Den amerikanske Frihedskrig. En betydelig del af den te og det porcelæn, som franske, spanske og hollandske kinafarere tidligere havde sejlet til Europa fra Canton, blev nu hjemført af Asiatisk Kompagnis skibe og solgt til de europæiske forbrugere på auktionerne i kompagniets hovedsæde på Christianshavn. Den historisk mest perspektivrige neutralitetsudnyttelse var imidlertid handelen på Indien.

I årene omkring 1750 havde det engelske Ostindiske Kompagni gjort sig til herre over nogle af Indiens rigeste og tættest befolkede provinser. Kompagniets egne embedsmænd og officerer havde udnyttet denne tidlige fase af imperialismen til at samle sig vældige private formuer. Det var sket på mange forskellige måder, såsom givtige monopoler på handel med ris, salt og opium, bestikkelser fra indiske fyrster, og helt enkelt ved at svindle med regnskaberne.

Men fælles for formuerne var, at de var blevet skabt på kompagniets bekostning. Direktørerne i London havde været ude af stand til at kontrollere deres egne ansatte, men gennem kompagniets monopol på al engelsk søfart hinsides Kap det Gode Håb havde de forsøgt at hindre, at de ansatte bragte deres uretmæssige formuer med sig hjem til England.

Men her gjorde de regning uden vært. De rige englændere slusede i stedet deres indiske formuer hjem ad andre kanaler. De udlånte kapital og leverede ladninger til deres eget kompagnis konkurrenter: franskmændene, hollænderne og danskerne, som betalte pengene tilbage i London gennem diskrete internationale handelshuse.

Før krigsudbruddet i 1778 havde englænderne kun overført en mindre del af denne illegale kapital ad danske kanaler. Men efter at Frankrig, Spanien og Holland var gået ind i krigen, var danskerne alene på dette meget specielle marked, og der opstod helt enestående muligheder for de danskere, der så og udnyttede chancen. Situationen var, som det blev sagt om en af de danske kaptajner, at „få eller ingen europæiske varer ankom til marked uden ved ham, og alle var begærlige at købe dem til hans egne priser”, samt at englænderne „ligesom påtvang ham deres midler for at betales i Europa.

Han kunne fastsætte sin egen vekselkurs”. Kaptajn Peter Dahl og andre danske kaptajner vendte i krigsårene hjem til København med rige indiske ladninger, der var finansieret med billig engelsk lånekapital, og skibets reder havde rigelig tid til at sælge ladningen, før lånet skulle betales tilbage i London.

Der blev tjent store penge på denne trafik. Men i 1783 fik krigen ende, og med den også højkonjunkturerne. De store europæiske markeder blev genåbnet, og de københavnske købmænd og redere, der havde været for sene til at forudse freden, så sig fanget i en betalingskrise. Guldbergstyret trådte imidlertid til med lånekapital, og fredskrisen kom kun til at fælde få af hovedstadens handelshuse.

Freden og franskmændenes og hollændernes tilbagevenden til scenen medførte en næsten fuldstændig indstilling af den specielle indienshandel for lånt engelsk kapital, ligesom den medførte, at de hollandske redere trak deres neutraliserede skibe hjem. Fredsårene blev dog ikke døde, men blot stille år, uden krigsperiodens hektiske aktiviteter og skyhøje fragter.

Handelens og søfartens apparat var derfor intakt, og købmændene og rederne stod på spring, da det revolutionære Frankrig i 1793 erklærede England krig og dermed gav signal til en genoptagelse af neutralitetsudnyttelsen.

Revolutionskrigene blev ført med en hidtil uset intensitet. Det gjaldt krigsførelsen til søs og ikke mindst den økonomiske krigsførelse. England blokerede sine modstanderes havne og kyster i et forsøg på at sulte dem til overgivelse, og det afskar deres forbindelser med deres oversøiske kolonier i den hensigt at knuse dem økonomisk og gøre England til hele Europas importør af oversøiske produkter.

For de neutrale betød det, at både risiko og profitmuligheder blev større. For handelen og søfarten under dansk flag forblev de europæiske farvande og Middelhavet langt det vigtigste operationsområde. Den vestindiske handel nåede derimod ikke højdepunktet fra Den amerikanske Frihedskrig, hvorimod Asien blev skuepladsen for vidtgående og til dels nye former for neutralitetsudnyttelse.

I de første krigsår ankom et betydeligt antal skibe under dansk flag fra Indien til København med rige ladninger. På ny var danskerne kommet i en monopolsituation, når det gjaldt illegale engelske kapitaloverførsler til Europa. Men denne gang overlod englænderne ikke avancen til danskerne, men tog den selv. I den danske koloni Serampore i Bengalen købte englændere fra det nærliggende Calcutta danske skibspapirer og danske stråmænd, der officielt figurerede som ejere af de engelske skibe og deres ladninger.

Skibene blev bemandet med engelske kaptajner og styrmænd og med indiske og malajiske søfolk. Englænderne forhyrede også unge danske styrmænd, hvis eneste forpligtelse bestod i at føre skibsjournalen på dansk samt at komme på dækket og spille rollen som dansk kaptajn, hvis skibet fik ubudne gæster. Og med gode danske navne som Prinsesse Frederikke, Grev Bernstorff, Helsingør og Kronborg stævnede skibene derpå ud fra Calcutta med kurs mod deres fjerne ukendte fædreland.

Regeringen støttede helhjertet denne form for neutralitetsudnyttelse. Chefen for Kommercekollegiets ostindiske kontor vedgik uden omsvøb, at „hidtil har den fremmede, som attråede at sende sine varer fra Indien til København, søgt og erholdt det danske flags protektion ved danske rederes navne, hvis tvivlsomme ejendomsret til skibet ophørte med dets ankomst til losningsstedet”.

Englænderne fik da også uden mindste vanskelighed borgerskab i København. Kommercekollegiet anså det i 1796 ikke for nogen hemmelighed, at „pro forma borgerskab har næppe været kendeligere end ved de ostindiske udredninger i de tre til fire sidste år, hvor fremmede, som fra Ostindien har hidbragt deres skibe med dansk flag og pas, under en dansk såkaldt flagkaptajns anførsel, derefter har uden vægring erholdt borgerskab her i København for selv at føre skibet tilbage under dansk flag og pas”.

Den danske regering ville målet: at flest mulige ostindiefarere lossede deres ladninger i København. Derfor ville den også midlerne. Så måtte udenrigsministeren rage kastanjerne ud af ilden og forhindre, at den massive neutralitetsudnyttelse bragte Danmark i åben konflikt med England. Det skulle imidlertid vise sig at være mere, end grev Bernstorff var i stand til, da regeringen gav sin godkendelse til den største enkelte operation inden for den florissante handelsperiode: den store Batavia-spekulation.

Da Holland i 1795 blev tvunget ind i Frankrigs krig mod England, begyndte vældige lagre af sukker, kaffe og krydderier at hobe sig op i det hollandske Ostindiske Kompagnis pakhuse i Batavia på Java. For hollænderne var det af vital betydning at få disse varer transporteret til Europa under neutralt flag gennem det engelske net af orlogsskibe og kapere. I dybeste hemmelighed sluttede det derfor kontrakt med den altid beredte Frédéric de Coninck, der påtog sig at afsende en flåde på 20 store skibe til Batavia for at bringe ladningerne til København.

Ifølge den formelle kontrakt var ladningerne de Conincks lovformeligt købte ejendom, og kontrakten, korrespondancen og bilagene blev så overbevisende formuleret, at både den engelske admiralitetsdomstol, der skulle dømme i sagerne om de mange opbragte de Coninck-skibe, og senere historikerne så sig nødsagede til at acceptere kontraktens ægthed. Kun fundet af den hemmelige korrespondance mellem de Coninck og hollænderne har godtgjort, at hollænderne ejede ladningerne og betalte for skibene, og at de Coninck blot var en kommissionslønnet agent, der udlånte sit navn og skaffede danske papirer, dansk konvoj og dansk diplomatisk opbakning i London.

Derfor løj de Coninck groft, når han forsikrede den danske regering, at han ejede ladningerne. Samtidig er det dog utænkeligt, at en mand som handels- og finansminister Ernst Schimmelmann skulle have troet på de Conincks kontrakt og påstande. Hovedansvaret for den store Bataviaspekulation – der førte til konvoj konflikten med England, krigen i 1801 og nederlaget på Københavns red – falder på regeringen, der i sin grådighed og naivitet overskred grænsen for, hvad England kunne og ville acceptere. Den engelske regering var villig til at leve med, at enkelte danske redere, købmænd og kaptajner handlede med fjenden. Men Bataviaspekulationen var en så massiv hjælp til Englands fjender, at London var nødt til at reagere.