Arven fra 1700-tallet

I det korte historiske perspektiv efterlod 1700-tallet en spændingsfyldt arv.

Landboreformernes frihed omfattede således ikke landbosamfundets største befolkningsgruppe: husmændene og landarbejderne. Dem gav enevælden ikke retsbeskyttelse over for deres arbejdsgivere, godsejerne og gårdmændene.

Den værnepligt, som landbefolkningen var ene om at bære, hvilede endvidere særligt tungt på dens laveste grupper. Og i 1799 indskrænkede enevælden ytringsfriheden så meget, som det var muligt at gøre for et styre, der ikke ønskede at lægge navn til en genindførelse af den forhadte censur.

I det lange historiske perspektiv blev væsentlige dele af grundlaget for det moderne Danmark imidlertid lagt i 1700-tallet.

Det var i disse år, den stærke statsmagt blev opbygget, og det var i løbet af denne periode, centraladministrationen kom til at opfatte sig selv som statens og samfundets tjener snarere end som kongens og enevældens.

I forbindelse med de store landboreformer er der grund til at pege på fastholdelsen af det mellemstore familiebrug, som skulle blive en af de afgørende forudsætninger for 1800-tallets stærke vækst i landbrugsproduktionen og for andelsbevægelsen.

Og selv om den florissante handelsperiode afsluttedes brat med krigsudbruddet i 1807, efterlod den en arv af professionalisme og international orientering, som skulle vise sig betydningsfuld, da havene i 1814 atter blev frie.

I det lange perspektiv var det vigtigste dog det, der skete inde i hovedet på 1700-tallets mennesker.

I landbosamfundet indledte udskiftningen og udflytningen en mentalitetsomstilling af en rækkevidde, som kan være vanskelig at overskue. Et samfundsopbrud og et kulturskift fra fællesskab til individualisme i et nyt, skarpt klassedelt samfund.

I byerne – først og fremmest i København – indledte oplysningstiden et brud med et overvejende religiøst livssyn, der afløstes af en verdsliggørelse af tilværelsen, hvor troen blev reduceret til et personligt anliggende og henvist til privatsfæren.

Og den offentlige debat om individ, samfund og stat, som styret havde tilladt, havde i virkeligheden – uanset om den enkelte gjorde sig det klart eller ikke – gjort enevælden af Guds nåde til historie. Intet tænksomt menneske kunne længere være i tvivl om, at suveræniteten lå – eller burde ligge – hos folket.

Arven fra 1700-tallet indebar endelig, at horisonten på én gang blev videre og snævrere. Den blev videre i den forstand, at skrankerne for information og indsigt blev nedbrudt, og at verdenen omkring Danmark rykkede markant nærmere.

Snævrere blev horisonten ved, at den vågnende nationale bevidsthed før århundredets slutning nåede at udvikle netop de fremmedfjendske og selvtilstrækkelige træk, som Holberg 50 år før havde advaret sine landsmænd imod.

Endnu var den nationale identitet afgrænset til byernes middelklasse, men gennem den nye folkeskole stod den på spring til at sprede sig til befolkningens brede lag.

Det var i 1700-tallet, at de mennesker, der levede i Danmark, på godt og ondt begyndte at opfatte sig selv som danske.