Ved midnat den 31. december 1799 sov danskerne lige så trygt og dybt ind i 1800-tallet, som de hundrede år før havde sovet ind i 1700-tallet.
Men de sov i et andet Danmark, og de var andre mennesker, hvad enten de selv erkendte det eller ikke.
En del gjorde sig dog tanker om det hundredår, der svandt. De så tilbage på det som de store forandringers århundrede, og de gjorde sig også tanker om, hvad det nye hundredår mon ville bringe.
Tanker der var præget af oplysningstidens optimistiske tro på fornuft og fremskridt og det gode i mennesket og af 1700-tallets erfaring om, at tilværelsen kunne ændres – og til det bedre. Tyge Rothe tolkede manges mening, da han skrev: „Hvilket århundrede er ikke det attende, der nu løber hen. Så lyst var der aldrig på Jorden.”
25 år før havde de oplevet, at amerikanerne havde gjort sig frie og skabt et samfund, hvor mennesker var født lige, med ret til liv, frihed og lykke.
Og det var kun ti år siden, at de havde set, hvorledes Den franske Revolution havde omstyrtet et udlevet despoti og gjort op med et privilegeret aristokrati og en reaktionær kirke, for at skabe et nyt samfund bygget på frihed, lighed og menneskerettighederne.
Ganske vist havde det i Amerika krævet oprør og i Frankrig blodig borgerkrig. Men sådan behøvede det ikke at være. Den danske enevælde sikrede sine borgere al fornøden frihed og garanterede deres liv og ejendom.
I Danmark, der havde levet 80 år i fred, var forandringerne ikke sket gennem revolution, men som følge af et kongebud.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.