I Gevninge Kirke vest for Roskilde brugte præsten omkring 1800 et tidligere gravkapel til skriftemål. Egentlige skriftestole var sjældne, og til det lønlige skrifte, som menighedens medlemmer aflagde for deres sognepræst, før de gik til alters, søgte man ro, hvor den var at finde. Det offentlige skrifte, der var et af kirkens disciplineringsmidler, foregik derimod i menighedens påhør, med al den vanære det f.eks. bragte over en ugift kvinde og hendes familie, når hun måtte stå frem og tilstå, at hun havde født et barn.

.

Stikket af en dansk bonde, der i slutningen af 1700-tallet bærer den spanske kappe i Københavns gader under ledsagelse af to af stadens vægtere, blev offentliggjort af en engelsk fængselsreformator, der var overbevist om denne strafs præventive virkning. At gå med den spanske kappe – med en påskrift, der angav grunden og dommen – var en af 1700-tallets typiske vanærende straffeformer. På godserne blev den brugt som straf for ulovlig skovhugst, for opsætsighed eller for at have gjort en pige gravid. I byerne blev optoget fulgt af råbende gadedrenge, og vægterne måtte bruge deres morgenstjerner for at beskytte delinkventen.

.

Umiddelbart skulle man forvente, at et samfund med så vældig en ufrihed og ulighed ville have været ude af stand til at fungere. Europas historie er jo rig på bondeuroligheder og bondeoprør, og der er ingen grund til at antage, at den danske bonde var gjort af et specielt tålsomt stof. Men det gamle samfund fungerede, og havde gjort det i århundreder. Landsbyfællesskabet gik i hvert fald tilbage til den tidlige middelalder, og 1700-tallets fæstevæsen var udviklet i senmiddelalderen.

Når dette samfund ikke eksploderede, skyldes det, at det rummede et sæt fintmærkende balancemekanismer, som regulerede forholdet mellem en godsejer og hans fæstebønder, og som begge parter respekterede og udnyttede. Og i deres dagligdag – i landsbyen – var bønderne ikke de små, men de store. Her var det bonden, der var husbond og arbejdsgiver.

Godsejeren ejede gårdmandsfamiliens eksistensgrundlag: fæstegården. Men godsejeren havde ikke uindskrænket rådighed over sin ejendom. Loven forbød ham således at nedlægge sine fæstegårde og lægge deres jord under hovedgårdsdriften, selv om dette ud fra et økonomisk synspunkt ville være mest fordelagtigt for ham. Den lov kendte bonden også, og han vidste, at lovgivningen udtrykkeligt præciserede, at et fæste var livsfæste. Bonden var garanteret sin gård på livstid, hvis han opfyldte vilkårene i sit fæstebrev: ydede sin landgilde, betalte sine skatter, udførte sit hoveri, holdt gården ved lige og i øvrigt udviste hørighed og lydighed over for godsejeren og hans repræsentanter.

Spørgsmålet er selvsagt hér som i så mange andre sammenhænge, om lovgivningen blev efterlevet? I 1600-tallet var fæstegårde og hele landsbyer blevet nedlagt. Men fra begyndelsen af 1700-tallet synes forbudet at have været håndhævet effektivt, og ingen godsejer kunne regne med at slippe godt fra at omgå en lov, der sikrede kongen skatter og soldater. Og selv om et fæstebrevs bestemmelser kunne være åbne for fortolkning, var der tale om et lovformeligt indgået kontraktforhold. En fæstebonde var i sin gode ret til at sagsøge sin godsejer for kontraktbrud. Men hvor mange fæstebønder havde også modet og pengene til at gå rettens vej?

Nu er livet og dagligdagen jo aldrig blevet levet med loven i hånden, ej heller i 1700-tallet. Når forholdet mellem godsejer og fæstebonde forløb så gnidningsfrit, som det normalt gjorde, skyldtes det da også i mindre grad lovgivningen, og i højere grad den gensidighed, der var indbygget i det traditionelle fæstevæsen. Godsejeren var ganske enkelt afhængig af sine fæstebønder. Og fæstebønderne vidste det. Forbudet mod at nedlægge fæstegårde var ensbetydende med, at godsejeren var tvunget til at bortfæste sine bondegårde, såfremt han skulle have noget ud af sin ejendom. Og det var vigtigt for ham at finde en fæster, der havde forstand på at drive en gård – hvad der var lige så krævende og kompliceret dengang, som det er i dag – og som helst også havde opsparet et passende beløb til indfæstning, når han skulle overtage gården. Endvidere var godsejeren afhængig af sine fæstebønders hoveri, når hovedgårdsjorden skulle dyrkes. Og når det gjaldt skatteopkrævning, soldaterudskrivning og det lokale retsvæsen, gjorde han klogt i at tage hensyn til, hvad hans bønder fandt ret og rimeligt. I virkelighedens verden var godsejeren ikke så almægtig, som han umiddelbart forekom, og fæstebonden ikke så afmægtig. Den lov, der gjaldt i dagligdagen, og som regulerede forholdet mellem jordens ejere og brugere, var det gamle samfunds sædvaneret: lokal skik og brug.

Derfor var forholdet mellem jordens ejere og brugere grundlæggende reguleret af et system af ydelser og modydelser. Bonden forrettede sit hoveri, men forventede til gengæld, at godsejeren kom ham til hjælp med sædekorn, heste og udsættelse af landgilde- og skattebetaling i dårlige år. Han holdt sin gård og dens jorder i god stand og havde da en berettiget forventning om, at en søn eller en svigersøn kunne overtage fæstet på rimelige vilkår, når han selv følte kræfterne svigte og ønskede at gå på aftægt på gården. Og viste han herskabet hørighed og lydighed, blev det nok ikke hans søn eller hans karl, godsejeren udpegede til at springe soldat.

Med til at formindske de konfliktmuligheder, der vitterlig eksisterede, var, at jordens ejere og brugere i dagligdagen var så godt som uden direkte personlig kontakt. Den største kontaktflade var hoveriet på hovedgårdsmarkerne, men det lod bonden i vid udstrækning forrette af sin karl. På fæstegårdens agre kom herskabet og fogeden ikke, og havde heller intet at komme der efter. Og i landsbyen var det gårdmændene, der bestemte, ikke husmændene og landarbejderne.

Bonden kunne optræde selvbevidst over for godsejeren og fogeden, hvis han var overbevist om, at han havde retten på sin side. Men normalt var han i optrækkende konfliktsituationer parat til at udvise den forventede ærbødighed og ydmyghed og spille uvidende og tåbelig. Man kunne komme langt med at spille dum, også i 1700-tallet. Kom en godsejer i åben konflikt med sine fæstebønder, var grunden normalt, at han savnede den fornødne indsigt i de hævdvundne former for gensidighed, eller at han bevidst udfordrede sine bønder med øgede byrder eller nye og uvante ydelser.

Ejendomsretten var vigtig i det gamle samfund. Men det var brugsretten og adfærdsnormerne også. Det skrevne ord og det trykte bogstav betød i dagligdagen mindre end mands minde: de ældste gårdmænds erindring om, hvordan det altid havde været – og fortsat burde være.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Konflikt og balance.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig