Jordens ejere

Danmark var et landbrugssamfund. Gennem hele 1700-tallet levede 80 procent af befolkningen på landet. 10 procent boede i de 67 små – til dels meget små – købstæder, hvis økonomi stod og faldt med, hvad landbruget i byens opland havde at sælge og købe. Kun i København, hvor de sidste 10 procent af den samlede befolkning levede, træffer vi en økonomi, der stod i et mere selvstændigt forhold til landbruget: med hof, centraladministration, garnison og flåde, universitet, handelskompagnier og tilløb til en industri.

For overhovedet at forstå dette samfund er det af afgørende betydning at vide, hvem der ejede selve produktionsgrundlaget: landets jord.

I 1680'erne havde den danske enevælde gjort en kraftanstrengelse. Målet var skatter. Midlet havde været en omhyggelig opmåling af det samlede landbrugsareal af ager og eng samt en vurdering af de enkelte ager- og engstykkers ydeevne. Resultatet blev Christian 5.s store matrikel fra 1688, hvor kombinationen af arealopmåling og bonitetsvurdering blev udtrykt i det tekniske begreb: tønder hartkorn. I det korte åremål fra 1688 til 1700 skete der kun meget beskedne forskydninger i ejendomsforholdene, og hartkornstallene fra 1688 giver derfor et dækkende billede af, hvem der ejede Danmarks jord i året 1700.

Situationen ved år 1700 er et øjebliksbillede. Karakteristisk for ejendomsstrukturen var det, at kronen gennem 1700-tallet gradvist afhændede sit gods, og at størstedelen af det tidligere krongods blev købt af godsejere. Både under Frederik 4. og Christian 6. blev der bortsolgt gods – under Christian 6. således det samlede bornholmske krongods til bondeselveje. Men de store krongodssalg fandt sted i 1760'erne og 1770'erne, på et tidspunkt hvor underskud på statsbudgettet tvang kronen til at sælge ud, og hvor den overvejende del af de gamle rytterdistrikter blev omdannet til godser med hoveripligtige fæstebønder. Omkring 1780- umiddelbart før landboreformerne radikalt ændrede ejendomsfordelingen – ejede godsejerne mellem 75 og 80 procent af Danmarks jord.

Konkret betød det, at langt den overvejende del af den danske landbrugsjord var samlet under godt 700 privilegerede hovedgårde samt et mindre antal proprietærgårde, der især lå i Jylland. Men i virkeligheden var ejendomskoncentrationen endnu mere udtalt. Mange godsejere ejede nemlig flere godser, og mange var endvidere knyttet sammen gennem slægtskab eller ægteskab. Mod slutningen af 1700-tallet, hvor jorden var samlet på de færreste hænder, var henved fire femtedele af landbrugsjorden ejet og kontrolleret af nogle få hundrede familier.

Og det var ikke kun jorden, denne lille gruppe ejede. Godsejeren ejede tillige godsets husmandshuse samt fæstegårdenes bygninger, landbrugsredskaber og besætning. De mennesker, der levede i fæstegårdene og i fæstehusene, betalte for det med landbrugsprodukter, penge og arbejde. De var efter loven forpligtede til at vise godsejeren hørighed og lydighed, og de havde ikke lov at forlade godset uden hans tilladelse. Det var til godsejeren, de skulle indbetale deres skatter og afgive deres unge mænd til soldatertjeneste. Normalt var det godsejeren, der ejede sognets kirke og afgjorde, hvem der skulle være sognets præst. Og når det gjaldt ret og retfærdighed i lokalsamfundet, førte godsejeren det store ord.

Vælger man at anlægge et klassebegreb og spørge om ejendomsretten til produktionsmidlerne, var 1700-tallets danske samfund et godssamfund.