Jordens brugere

De mennesker, der levede på godsejerens jord og som brugte hans jord, var langtfra nogen ensartet social gruppe. Landbefolkningen bestod – som den havde gjort i århundreder – af gårdmandsfamilier, husmandsfamilier, landarbejderfamilier, ugifte tjenestefolk samt den gruppe, tiden kaldte de fattige: mennesker, hvis arbejdskraft landbruget ikke havde brug for, eller som på grund af sygdom og alder var ude af stand til at arbejde.

Omkring 1700 var de hen ved 60.000 gårdmandsfamilier landbosamfundets største befolkningsgruppe. Men også hér er der tale om et frosset billede. 1700-tallets store befolkningsvækst ændrede afgørende forholdet mellem landbosamfundets grupper. Antallet af gårdmandsfamilier holdt sig stort set konstant. Væksten blev i alt væsentligt koncentreret inden for landbosamfundets grupper under gårdmandsniveau.

Den afgørende årsag til den markante forskydning i landbosamfundets sociale struktur var, at antallet af bondegårde lå fast. Det dyrkede areal kunne ikke bære flere bondegårde, såfremt gårdmandsfamilien skulle kunne leve, svare afgifter og hoveri til godsejeren og betale skatter til kongen. Det gamle samfund rådede ikke over jordreserver, som kunne inddrages og pløjes op, når befolkningen voksede. Overdrevene lå der ganske vist, men både godserne og bondegårdene var alt for afhængige af græsningen til kreaturerne til, at det var muligt at udvide det dyrkede areal væsentligt ad den vej.

Hovedstaden og købstæderne formåede kun at opsuge en del af befolkningsvæksten, og udvandringsmuligheder eksisterede reelt ikke i 1700-tallet. Resultatet var derfor forudsigeligt. Det var landbefolkningens laveste lag, der måtte vokse. Mest markant viste det sig i forholdet mellem gårdmændene og husmændene. På Sjælland var der omkring 1700 fire gårdmænd for hver tre husmænd, men omkring 1800 var der dobbelt så mange husmænd som gårdmænd. I det øvrige land gik udviklingen knap så stærkt, men ved 1700-tallets slutning var forholdet mellem gårdmænd og husmænd på landsplan som to til tre. Over for de 60.000 gårdmandsfamilier stod der 90.000 husmands- og landarbejderfamilier. Og husmands- og landarbejdergruppen fortsatte med at vokse ind i det følgende århundrede.

Mens 1700-tallets Danmark – når det gjaldt ejendomsretten til jorden – var et udpræget godssamfund, bliver billedet et andet, når vi spørger om brugen af jorden. Af det enkelte gods' jordtilliggende blev kun henved en tiendedel drevet direkte under hovedgården, og arbejdskraften var her i alt væsentligt de hoveripligtige fæstebønder og deres tjenestefolk. De ni tiendedele lå under fæstegårde, der blev drevet af gårdmanden og hans tjenestefolk. Lægger man derfor et brugskriterium til grund, var 1700-tallets Danmark et bondesamfund.