Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hæren

Oprindelig forfatter OFel

Efter freden i 1720 var hærens opgave ligesom flådens at forsvare helstaten. Men hærens organisation og rekruttering var væsensforskellig fra flådens.

Som organisation var hæren delt i to: den norske hær, og hæren i Danmark og hertugdømmerne. Den norske hær udgjorde i fredstid mellem 20.000 og 30.000 mand. Den var så godt som udelukkende rekrutteret blandt nordmænd og bestod overvejende af værnepligtige militssoldater. Dens hovedopgave var forsvaret af grænsen mod Sverige, med tyngdepunkt i fæstningsforsvaret i området øst for Oslofjorden. Den danske hær bestod efter 1720 af 12 infanteriregimenter, 15 rytterregimenter og et artillerikorps. I alt 35.000 mand, hvori var indbefattet Frederik 4.s landmilits fra 1701 på syv infanteriregimenter, der udgjorde knap 15.000 mand.

 Indvielsen af flådens dok på Christianshavn i 1739 er skildret i et kobberstik, som den unge søløjtnant Frederik Ludvig Norden samme år lod udføre, og som han ærbødigt dedicerede til flådens chef, grev Frederik Danneskiold-Samsøe. Dokken, der kunne rumme flådens største skibe, var en teknisk bedrift, som Christian 6.s regeringstid blev mindet for. Den tårnagtige bygning med flaget til venstre for dokken er den kongelige pavillon. Til højre skimtes Asiatisk Kompagnis nye direktionsbygning, hvis opførelse var blevet påbegyndt året før.

Indvielsen af flådens dok på Christianshavn i 1739 er skildret i et kobberstik, som den unge søløjtnant Frederik Ludvig Norden samme år lod udføre, og som han ærbødigt dedicerede til flådens chef, grev Frederik Danneskiold-Samsøe. Dokken, der kunne rumme flådens største skibe, var en teknisk bedrift, som Christian 6.s regeringstid blev mindet for. Den tårnagtige bygning med flaget til venstre for dokken er den kongelige pavillon. Til højre skimtes Asiatisk Kompagnis nye direktionsbygning, hvis opførelse var blevet påbegyndt året før.

Den hær, der havde kæmpet i Store nordiske Krig, kom til at opleve en meget lang fredsperiode. I realiteten kom den danske hær først i kamp på ny i 1848. Alligevel varenevældens hær ingenlunde præget af stagnation og provinsialisme. Det er bemærkelsesværdigt, at den dansk-norske hær målt i forhold til folketallet var blandt de største i 1700-tallets Europa – hvis den ikke ligefrem var den største. Kombinationen af hvervede og udskrevne nationale tropper sikrede en maksimal udnyttelse af det militære budget, og officerskorpset havde en høj professionel standard.

Annonce

Det gamle samfunds felthær bestod af hvervede tropper, for infanteriets vedkommende overvejende udlændinge, hvorimod rytteriet var en blanding af udlændinge og kongens egne undersåtter. I fredstid gjorde dog kun en del af mandskabet egentlig garnisonstjeneste. Resten havde tilladelse til at ernære sig som frifolk med håndværk eller løst arbejde i garnisonsbyen og dens opland.

Den hvervede hær var dyr, og i en krigssituation var mandskabets loyalitet tvivlsom. Det var baggrunden for, at Frederik 4. i 1701 havde oprettet en landmilits, hvortil det danske landbrug skulle stille en bondekarl for hver 20 tønder hartkorn, svarende til en karl fra hver fjerde gård.

 Den franske feltmarskal grev Claude Louis de Saint-Germain – her afbildet på et stik af J.M. Probst – var en krigsvant feltherre, som Frederik 5.s ministre indkaldte som øverstbefalende for den danske hær under den optrækkende krig med Rusland i 1762. Da krisen blev afblæst med paladsrevolutionen i Sankt Petersborg, kom Saint-Germain ikke til at føre den dansknorske hær i kamp. Hans største indsats blev derfor arbejdet med at professionalisere hærens officerskorps og modernisere dens rekruttering, hvor han lagde vægt på loyale indfødte soldater. Dette i forbindelse med hans krav om øgede militære bevillinger bragte ham i modsætningsforhold til den godsejer-dominerede politiske ledelse, og ved tronskiftet i 1766 var han den første af de fremtrædende udlændinge, der blev afskediget fra dansk tjeneste.

Den franske feltmarskal grev Claude Louis de Saint-Germain – her afbildet på et stik af J.M. Probst – var en krigsvant feltherre, som Frederik 5.s ministre indkaldte som øverstbefalende for den danske hær under den optrækkende krig med Rusland i 1762. Da krisen blev afblæst med paladsrevolutionen i Sankt Petersborg, kom Saint-Germain ikke til at føre den dansknorske hær i kamp. Hans største indsats blev derfor arbejdet med at professionalisere hærens officerskorps og modernisere dens rekruttering, hvor han lagde vægt på loyale indfødte soldater. Dette i forbindelse med hans krav om øgede militære bevillinger bragte ham i modsætningsforhold til den godsejer-dominerede politiske ledelse, og ved tronskiftet i 1766 var han den første af de fremtrædende udlændinge, der blev afskediget fra dansk tjeneste.

Oprindelig havde der været tale om en reservestyrke, hvis uddannelse blot skulle bestå af en til to timers eksercits hver søndag efter kirketid samt en kortvarig årlig regimentsøvelse. I sig selv var det en begrænset ulempe for den karl, der blev udtaget – selv om underofficerernes behandling af karlene kunne være brutal, og vejen til eksercerpladsen op til 15 kilometer i de tyndt befolkede jyske egne. Men efter felthærens store tab i slaget ved Helsingborg i 1710 var en del af landmilitsens karle blevet stukket ind i de hvervede regimenter som forstærkning og indsat i krigen i Nordtyskland. Det var det, Holbergs Jeppe mente med, at han havde „været 10 år under malicien” sammen med Jacob Skomager, der under belejringen af Wismar nær var blevet hængt for desertering. Og det var som militssoldat, Jeppe natten før det blodige slag ved Gadebusch „lå og læste den hele nat, førend auktionen skulle stå, i Davids Psaltkar” – hvad Jacob heller ikke havde glemt: „Ja ja, døden er hård at gå på; man er så gudfrygtig, når man går imod fjenden.”

Gennem 1700-tallet udviklede denne hær sig imidlertid fra en hvervet, overvejende udenlandsk rekrutteret felthær suppleret med en national milits til en national enhedshær af værnepligtigt dansk mandskab.

Kun 18 dage efter sin tronbestigelse ophævede Christian 6. med et pennestrøg sin fars landmilits. Det var en hastig handling og en demonstrativ imødekommelse af kritikken imod godsejerne for at misbruge udskrivningssystemet. Tre år senere blev militsen imidlertid genoprettet. Godsejerne skulle nu stille en soldat for hver 60 tønder hartkorn, svarende til en karl for hver tiende til tolvte gård: en styrke på 5000 mand. Hæren – og statsfinanserne – kunne ikke undvære det billige erstatningsmandskab, og i 1742 blev styrken øget til 7500 mand.

Den nye landmilits stillede endnu lempeligere krav til eksercits og regimentsøvelser, end den gamle havde gjort. Men den forblev øjensynlig inderligt upopulær, og hertil kom, at den kom til at hvile tungere på det udskrevne mandskab end oprindeligt planlagt. Under den dansk-svenske krise 1742-43 og den kortvarige krig med Rusland i 1762 blev militssoldater på ny stukket ind i de hvervede regimenter til egentlig militær tjeneste, og en del blev sendt om bord på flådens skibe, hvor epidemier tyndede ud i geledderne. Christian 6.s milits blev ophævet i 1764, uden at stavnsbåndet blev det. Men for landbefolkningen medførte det ikke nogen lettelse, idet Generalitetet i stedet udskrev et voksende antal karle og husmænd til egentlig og langvarig tjeneste ved de hvervede regimenter.

Mange godsejere udnyttede stavnsbåndet og den almindelige uvilje mod militærtjenesten. Dels solgte de fripas for dyre penge, dels kunne de presse karlene til at betale høje ind-fæstninger og fæste dårlige gårde under trussel om at blive udskrevet som soldat. Landbefolkningen følte dette udskriv-ningssystem som en uret, og den opfattede derfor ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 som en lempelse, fordi udskrivningen overgik til et uvildigt statsligt sessionsvæsen.

Måske var det grunden til, at landbefolkningen ikke reagerede på den faktiske forøgelse af antallet af udskrevne soldater, der skete under landboreformerne i takt med afskedigelser af de hvervede soldater. Med hærloven af 1802 blev hvervningen af udlændinge til den danske hær endeligt indstillet, og landforsvaret hvilede herefter på en rent national hær af værnepligtige. I samtidens øjne var dette et fremskridt. Den så intet urimeligt i, at værnepligten udelukkende hvilede på landbefolkningen, at godsejernes og præsternes karle kunne fritages for militærtjeneste, og at gårdmandssønner kunne købe sig fri for at springe soldat. Almindelig værnepligt blev først indført i 1849.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Hæren i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307731