Merkantilismen (1700-1800)

Den jordnære og realistiske krisepolitik, den danske enevælde førte i 1730'rne, indgår i det kompleks af økonomisk teori og økonomisk praksis, der almindeligvis kaldes merkantilismen.

Som så mange andre historiske begreber, der har vundet hævd, er merkantilismen ikke samtidens eget udtryk. Det blev skabt af den liberalistiske skotske økonom Adam Smith som en kritisk betegnelse for det økonomiske system – det merkantile – han gjorde op med i 1776 i sit berømte værk Nationernes Velstand. Selv anså han arbejdet for at være den afgørende økonomiske vækstfaktor.

Hvad han kritiserede merkantilisterne for var, at de målte det enkelte lands velstand på dets handels- og betalingsbalance – groft sagt dets beholdning af ædelmetaller – samt at de tilskyndede til handelskrige ud fra den grundopfattelse, at velstanden i verden var fast og uforanderlig. Blev én stat rigere, måtte en anden blive fattigere.

Endvidere vendte Adam Smith sig mod statsindgreb og økonomisk styring. Hans filosofiske udgangspunkt var, at selv om den enkelte handlede egoistisk uden hensyntagen til helheden, ville den samlede effekt af de egoistiske handlinger alligevel blive en optimal udnyttelse af ressourcerne og dermed et bedre og lykkeligere samfund. Afholdt statsmagten sig blot fra at gribe ind, ville „den usynlige hånd” regulere udviklingen.

Som så megen anden kritik sagde denne nok så meget om kritikeren som om det, han vendte sig imod. Den økonomiske tænkning og den økonomiske politik, der havde præget Europa i 1600- og 1700-tallet, havde aldrig udviklet en systematisk økonomisk teori som den, Smith kritiserede. Der var betydelig forskel på, hvad man havde ment og gjort i de enkelte lande, afhængigt af det udviklingsniveau den enkelte stat havde nået, og det politiske system der herskede.

Der var store forskelle mellem de økonomisk mest udviklede stater som Nederlandene, England og Frankrig. Og der var en markant afstand mellem dem og de mange små tyske stater, hvis økonomiske politik ensidigt sigtede på at fylde fyrstens skatkammer, hans camera. En økonomi, der er blevet betegnet som kameralisme.

Skal man placere Danmark i en europæisk sammenhæng, havde staten efter Store nordiske Krig ladt kameralismen bag sig og orienteret sig mod den vækstfremmende politik, som kendetegnede de vesteuropæiske sømagter.

I Danmark var forestillingen om, at rigdom var det samme som beholdningen af ædelmetaller, forældet teori i begyndelsen af 1700-tallet. Men man betragtede rigdommen i verden som konstant og var derfor overbevist om, at hvad den ene stat vandt i sin handel, måtte den anden nødvendigvis tabe. Og det arbejde, Adam Smith fremhævede som den afgørende økonomiske vækstfaktor, blev snarere anskuet i en social sammenhæng. Man ønskede at beskæftige de mange ledige med produktivt arbejde, dels af religiøse og moralske grunde, dels for at befri samfundet for tiggeri og forsorgsproblemer.

En senere tids liberalistiske historikere har kritiseret 1700-tallets danske merkantilistiske politik for at overse landbrugets betydning og for ud fra en doktrinær teori ensidigt at støtte udenrigshandelen og ambitiøse industriprojekter. Det skyldes imidlertid manglende forståelse for, hvad det var for problemer, 1700-tallets politikere sloges med. På intet tidspunkt var de styrende i tvivl om, at landbruget var det bærende erhverv.

Men økonomien var for dem ikke et enten-eller. De betragtede økonomien som en helhed, og de havde en veludviklet erfaringsbaseret forståelse for sammenhængene i det økonomiske liv. De brugte ikke udtryk som multiplikatoreffekt og importsubstituering. Men de vidste, at økonomisk aktivitet i én erhvervssektor havde positive effekter på de tilgrænsende sektorer, og at de største samfundsøkonomiske fordele ikke lå i produktionen af råvarer, men i færdigvarer. Og de var i høj grad opmærksomme på det, en senere tid har kaldt flaskehalse i økonomien: at det for eksempel ikke var til megen nytte at producere, hvis transportvæsenet og omsætningssystemet ikke fungerede.

I de vanskelige år i første halvdel af 1700-tallet erkendte de styrende på den anden side nøgternt, at det ikke nyttede at øge landbrugsproduktionen, hvis produkterne ikke kunne afsættes med fortjeneste. Og de havde et sundt blik for, at skulle den samlede økonomi fremmes, var det nødvendigt at fremme byerhvervenes, frem for alt manufakturer og fabrikker, der kunne beskæftige de mange ledige, men også udenrigshandel for egen regning og søfart med egne skibe. Og ingen anfægtede det synspunkt, at statsmagten bedre end den enkelte var i stand til at fremme den økonomiske udvikling.

I 1700-tallet var disse tanker ikke nye. Vi finder dem allerede under Christian 4., og efter 1660 indledte enevælden en bredspektret økonomisk politik. Det første Kommercekollegium, hvis hovedopgave var at koordinere indsats og ressourcer i denne politik, blev oprettet i 1670. Dette første initiativ blev imidlertid bremset af finansproblemerne i forbindelse med Skånske Krig. Og det andet Kommercekollegium, der blev oprettet i 1704, led samme skæbne efter udbruddet af Store nordiske Krig.

Det blev derfor det tredje – Christian 6.s General Landets Økonomi og Kommerce Kollegium fra 1735 – der kom til at høste, hvor forgængerne havde sået. Dets startbetingelser var bedre end forgængernes. Økonomien var trods alt mere udviklet i 1735, end den havde været i 1670 og i 1704, og Christian 6.s Kommercekollegium havde det held, dets forgængere ikke havde haft: at dets indsats faldt i den længste fredsperiode, Danmark har kendt.