Industrielle initiativer

Den danske enevældes indsats for at udvikle de nye industrielle foretagender var ikke specielt ambitiøs, og de umiddelbare resultater var ikke imponerende. Den vidste, at dens muligheder for at yde økonomisk støtte var meget begrænsede, og den erkendte, at det hjemmemarked, der i første række skulle aftage de nye produkter, endnu i høj grad var præget af landbrugets selvforsyningsøkonomi og af en meget begrænset købekraft i befolkningen som helhed.

Efter tidens ikke altid konsekvente sprogbrug betegnede fabrikker virksomheder, der arbejdede med ild, typisk virksomheder der arbejdede i jern og kobber, mens manufakturerne overvejende fremstillede tekstiler, især af uld, men også af hør, hamp og bomuld.

Den tekstilproduktion, statsmagten og det københavnske erhvervsliv frem for alt satsede på, udmærkede sig ikke ved egentlig ny teknologi. Først i 1790 opstilledes den første dampmaskine i Danmark, karakteristisk nok i den store ankersmedje på flådens værft på Gammelholm. Dansk industri fik ikke dampmaskiner i 1700-tallet. Af kraftkilder rådede den kun over de gammelkendte: vand og vind samt hvad mennesker og dyr kunne trække.

Det var grundlæggende håndværkets produktionsformer, der blev brugt i den nye industri, men med en samling af produktionen under ét tag, en mere rationel arbejdsdeling og en større arbejdsstyrke navnlig af ikke-fag-lærte. Samtiden havde endnu ikke et navn for en industriarbejder. Oftest kaldtes han blot for daglejer, et begreb man kendte fra landbruget.

Enevælden støttede den nye produktionsform efter evne. Gennem gaver og lån til indkaldelse af fremmede specialister og til deres etablering, mod forpligtelse til at oplære danskere. Gennem fremskaffelse af billige råvarer og med statslige opkøb, blandt andet til hæren og flåden. Og gennem konkurrencebeskyttelse mod udenlandske varer ved hjælp af told, importforbud og produktionsmonopoler.

I forhold til det samlede statsbudget var der dog tale om ret beskedne beløb – i Kommercekollegiets første 35 år næppe mere end en halv procent af statsudgifterne. Overvejende blev industristøtten betalt af forbrugerne i form af højere priser og ringere varekvaliteter.

Statens støtte blev derimod ikke givet på bekostning af det traditionelle lavsorganiserede håndværk.

Set med statsmagtens og samfundets øjne udfyldte mesterlavene og svendegilderne en uundværlig funktion, ikke blot økonomisk, men også socialt, gennem deres forsorg for egne medlemmer og opretholdelsen af ro på arbejdsmarkedet. Enevælden kunne se skævt til visse sider af håndværket: til mestrenes høje priser og deres bevidste udelukkelse af nye medlemmer fra lavet, og til svendenes uregerlighed og deres „sinkende fri mandag, som ofte tager sove-tirsdag og sygeonsdag med sig”, som en forarget embedsmand udtrykte det.

Men enevælden holdt en bevidst balance i sin politik over for det traditionelle håndværk og den nye industri. Styret erkendte, at industrien havde en fremtid, og det var villigt til ikke blot at støtte den økonomisk, men også til at justere lovgivningen, således at industrien kunne arbejde uhindret side om side med håndværket. Enevælden opfattede selv sin støtte som en fødselshjælp. Set i det lange perspektiv banede denne beskyttelsespolitik vejen for 1800-tallets industrielle gennembrud.