Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik 4.

Oprindelig forfatter OFel

Den storhed, salvingen symboliserede, kunne ingen konge – og intet menneske – udfylde.

Den 28-årige Frederik 4. havde aldrig fået en opdragelse og uddannelse til sin kongegerning, og hans far havde ikke inddraget ham i regeringssager af nogen art. Som kronprins havde han været på den klassiske dannelsesrejse for unge fyrster og adelige til Italien og Frankrig; og Italien, som han elskede, besøgte han også som konge umiddelbart før krigsudbruddet i 1710. Nogen særlig dannelse eller dybere kulturelle interesser havde disse rejser dog ikke bibragt ham.

 Den fremragende tyske portrætmaler Balthasar Denner har malet den 20-årige Anna Sophie Reventlow i 1713, året efter at Frederik 4. havde bortført hende fra hendes mors gård Clausholm ved Randers. Samme eftermiddag havde kongen ladet sig vie til hende til venstre hånd på Skanderborg Slot.

Den fremragende tyske portrætmaler Balthasar Denner har malet den 20-årige Anna Sophie Reventlow i 1713, året efter at Frederik 4. havde bortført hende fra hendes mors gård Clausholm ved Randers. Samme eftermiddag havde kongen ladet sig vie til hende til venstre hånd på Skanderborg Slot.

I det daglige foretrak han tysk for dansk, hvad ingen på den tid fandt anledning til at undre sig over. Hans række af elskerinder forundrede heller ingen. Det var en konges ret. Men samtiden var opmærksom på, at kongens kærlighedsliv havde politiske konsekvenser.

Annonce

Hans første elskerinde efter tronbestigelsen var en af hans søsters hofdamer, som han ægtede til venstre hånd i 1703. Efter hendes død havde han forskellige elskerinder, indtil han på et bal på Koldinghus i 1711 traf sit livs kærlighed, den afdøde storkansler Conrad Reventlows smukke og livlige datter, den 18-årige Anna Sophie. Hendes mor modsatte sig forbindelsen, men året efter bortførte kongen hende fra slægtens hovedsæde Clausholm, ægtede hende samme dag til venstre hånd og gav hende titel af fyrstinde af Slesvig. I 1721 – dagen efter dronning Louises bisættelse – ægtede kongen hende til højre hånd, og ved en improviseret ceremoni på Frederiksberg Slot satte han kort efter dronningekronen på hendes hoved. Kongens nye ægteskab medførte et brud inden for kongefamilien og et køligt-formelt forhold mellem far og søn. I de efterfølgende år fik ægteskabet håndgribelige politiske konsekvenser, idet kongens ældre ministre blev udskiftet med medlemmer af den nye dronnings slægt.

Trods sine begrænsninger blev Frederik 4. en af de enevoldskonger, der med størst energi bestræbte sig på at realisere Kongelovens forestilling om et personligt kongeligt styre. Men det blev i den daglige administration, snarere end på det politiske plan, kongens virke satte sig spor. Hans opslugthed af alle hånde detaljer og hans krav om at få alle sager forelagt var parret med en indgroet mistænksomhed over for sine rådgivere.

 Frederiksberg Slot oppe på dets bakkekam var Frederik 4.s drøm om Italien. På sin rejse som kronprins var han blevet betaget af de pragtfulde villaer med deres kaskader og fontæner i Frascati i bjergene oven for Rom. Efter sin tronbestigelse lod han den kongelige bygmester Johan Conrad Ernst ombygge et ældre anlæg på toppen af Valby Bakke uden for hovedstaden til et stramt barokanlæg med brusende kaskader og springende fontæner som i Italien, og med klippede træer og hække og bassiner og sirlige promenader i den stive franske havestil. Maleri af J. J. Bruun 1740.

Frederiksberg Slot oppe på dets bakkekam var Frederik 4.s drøm om Italien. På sin rejse som kronprins var han blevet betaget af de pragtfulde villaer med deres kaskader og fontæner i Frascati i bjergene oven for Rom. Efter sin tronbestigelse lod han den kongelige bygmester Johan Conrad Ernst ombygge et ældre anlæg på toppen af Valby Bakke uden for hovedstaden til et stramt barokanlæg med brusende kaskader og springende fontæner som i Italien, og med klippede træer og hække og bassiner og sirlige promenader i den stive franske havestil. Maleri af J. J. Bruun 1740.

Frederik 4. var den første monark, der var født til at blive enevoldskonge. Men frygten for den gamle danske adel lå ham alligevel i blodet. Det testamente, hans far havde efterladt ham, indskærpede ham at nære mistro til den gamle adel og for enhver pris våge over sin enevoldsmagt. Denne holdning gik igen i de regeringsregler, han i 1723 nedfældede til sin søn. Som konge skulle kronprinsen nære mistro til medlemmerne af den gamle danske og holstenske adel og ikke give dem vigtige poster, hverken i den politiske ledelse, i administrationen eller i militæret. Kun hvis en mand af gammel dansk adel slog svenskerne så eftertrykkeligt, som Niels Juel havde gjort det i Køge Bugt i 1677, kunne kongen gøre ham til admiral. Skulle en mand af gammel dansk adel overhovedet optages i konseilet, måtte det være en, der ikke var „raffineret og intrigant, som alene forstod sig på landvæsenet, og for øvrigt var en skikkelig og brav mand”. Admiral Christian Thomesen Sehested, som kongen skyldte erobringen af Rugen i 1715, kaldte han „et raffineret, maliciøst og intrigant menneske”, der ikke kunne indgive søkadetterne „andet end slette grundsætninger”; og om brødrene generalmajor Christian Juel og generalmajor Gregers Juel, der tappert havde kæmpet for kongen i Den store nordiske Krig, hed det, at de var „af den gamle danske adel og surdej i hjertet, selv om de forstiller sig nok så meget”. Gennem 1720'rne blev disse uafhængige og selvbevidste aristokrater fjernet fra deres poster og fra kongens nærhed og erstattet af borgerlige og af medlemmer af den nye enevoldsadel.

Frederik 4. holdt den danske kongemagts tradition i hævd, at enhver undersåt kunne henvende sig direkte til kongen. Han gjorde det ikke kun for at understrege de direkte bånd mellem fyrste og folk, men også for at kontrollere sine embedsmænd. Hans ønske om at træffe alle beslutninger selv indskrænkede sig ikke kun til sager, han fik forelagt i sit kabinet og i konseilgemakket. Kongen red også på våde og kolde inspektionsridt fra landsby til landsby overalt i landet, når kronen købte og solgte gods. Ludvig Holberg forfaldt aldrig til tidens fade fyrstesmiger. Men for Frederik 4. nærede han en oprigtig beundring, og i fortalen til sin store Danmarks og Norges Beskrivelse i 1729 kaldte han ham „den ældste og flittigste embedsmand udi landet og consequenter vores alles læremester”.

Det var de samme træk, kongens trofaste lakaj Erik Torm hæftede sig ved, da han skildrede den kongelige godsejers aktivitet i november 1729, få måneder før kongens død. Kongen var da travlt beskæftiget med „skrivning og efterregninger i alle tilfælde, såsom han økonomien overalt nøje efterså, og ville vide, enten det var i stort eller lidet, så betjentene såvel ved amterne som ellers overalt meget nøje på fingrene; thi han var en stor husholder, ja indtil ét pund hø”.

Som gammel mand gav Erik Torm en karakteristik af sin afdøde herre: en „nådig og mild herre og konge, ville vide alt, hvad i rigerne passerede, en stærk regner, var nøje påseende, en stor økonomus, meget arbejdsom med at ville se og efterse alt, havde en overmåde høj hukommelse, kunne udstå kulde, og var gerne med, hvor slet vejrliget og var”. Han erindrede, hvordan Frederik 4. talte til alle, og hørte på „alle, høje og lave, ihvor ringe de og var, var gavmild imod de fattige, belønnede de tro tjenere, havde stor fornøjelse over og nåde for militære og bondestanden, og var ikke for nye moder”.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Frederik 4. i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307721