Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Majestæten

Oprindelig forfatter Redaktionen

Den danske enevoldskonge blev ikke kronet. I Danmark fulgte man 1500-tallets franske statsskik: „Kongen er død! Kongen leve!” Efter Kongeloven var kronprinsen konge i det øjeblik, hans far udåndede. Det store ceremoniel, der udfoldede sig ved et tronskifte, var salvingen: Guds indvielse til kongegerningen.

Frederik 4.s salving fandt sted på Frederiksborg Slot den 15. april 1700. Men konge havde han været siden den 25. august 1699, da hans far – mellem 25 og 26 minutter over 4 om eftermiddagen, som det omhyggeligt blev noteret – opgav sin ånd. Den ældste af gehejmeråderne, grev Conrad Reventlow, som den unge konge dagen efter udnævnte til sin storkansler, var gået hen til gemakkets vindue, der vendte ud mod slotspladsen, og tre gange havde han på dansk råbt: „Længe leve vor allernådigste arvekonge og herre, kong Frederik 4.!” To kongelige herolder til hest havde nede på slotspladsen ventet på dette signal. De gentog højlydt proklamationen og red derpå rundt i hovedstaden ledsaget af en hestgardeeskorte med pauker og trompeter og udråbte, at landet havde fået en ny konge. Og en efter en satte byens kirkeklokker ind med daglang sørgeringning.

Annonce

Om morgenen den 15. april 1700 var Frederik 4. og dronning Louise gået til alters hos den kongelige konfessionarius og havde derpå begivet sig tilbage til deres gemakker for at blive iklædt salvingsskrudet. Kongen bar en spansk hofklædning i guldbrokade „efter den gamle danske manér og mode”, det vil sige med snæver trøje og pludderhoser, som det havde været moden, da Christian 4. var ung. Over kongens skuldre lagde storkansleren den tunge kåbe af purpurfløjl broderet med guldkroner og foret med hermelin, om hans hals hængte han Elefantordenens og Dannebrogsordenens kæder, og om livet på kongen spændte han Christian 5.s kroningskårde. Enevoldskronen måtte derimod ingen undersåt berøre. Den satte kongen selv på sit hoved og gik derefter med sit følge ind i dronningens gemak, hvor han satte kronen på dronning Louises hoved.

 Kunstkammerforvalter Bendix Grodtschillings farvelagte tegning af Frederik 4.s og dronning Louises salving i Frederiksborg Slotskirke den 15. april 1700 viser det øjeblik, hvor dronningen har taget plads på sin stol ved siden af kongens trone, umiddelbart før handlingen tager sin begyndelse. Slotskirken er pakket til bristepunktet med mennesker. Drabantkorpset står vagt bag tronen, og foran er opstillet de tre store sølvløver. Foran alteret er lagt det prægtige persiske kroningstæppe fra Rosenborg. Midt i billedet holder en lille negerdreng kongens hund, og to andre små morianer i orientalsk dragt følger i forgrunden til højre det eksotiske skuespil.

Kunstkammerforvalter Bendix Grodtschillings farvelagte tegning af Frederik 4.s og dronning Louises salving i Frederiksborg Slotskirke den 15. april 1700 viser det øjeblik, hvor dronningen har taget plads på sin stol ved siden af kongens trone, umiddelbart før handlingen tager sin begyndelse. Slotskirken er pakket til bristepunktet med mennesker. Drabantkorpset står vagt bag tronen, og foran er opstillet de tre store sølvløver. Foran alteret er lagt det prægtige persiske kroningstæppe fra Rosenborg. Midt i billedet holder en lille negerdreng kongens hund, og to andre små morianer i orientalsk dragt følger i forgrunden til højre det eksotiske skuespil.

Kongen begav sig så til audiensgemakket, med rigsæblet i venstre hånd og sceptret i højre, og tog plads på en stol, hvorefter den franske ambassadør i hoffets og diplomatiets overværelse frembar sine lykønskninger. Derpå begav den store procession sig til slotskirken.

Processionen bevægede sig over slotsgården på en forhøjning dækket af rødt klæde. Forrest gik to herolder med rigsvåbenet, efterfulgt af hoffets kavalerer og af obersterne for hestgarden og drabantkorpset. Efter dem kom hofmarskalen med sølvmarskalstaven. Og derpå kom kongen, under en tronhimmel båret af gehejmeråder i Elefantordenens dragt. Kongen gik med „majestætiske og stemmede skridt” som i en fanemarch, og hans slæb blev båret af storkansler Conrad Reventlow og af kongens halvbror, generaladmiral Ulrik Christian Gyldenløve. Langs processionen paraderede militær, og fra portfløjens balustrade lød pauker og trompeter.

Ved kirkedøren blev processionen modtaget af de tre biskopper, der skulle forrette salvingen. Det var bisperne over Sjællands, Ribe og Kristiania stifter – en norsk biskop var altid med. Inde i kirken tog kongen plads på Frederik 3.s tronstol af narhvaltand, det nationale elfenben, og foran tronen stod de tre vældige sølvløver med forgyldte manker. Derpå kom dronningens procession, og dronning Louise tog plads på en tronstol ved siden af kongen.

Bisperne stod nu foran alteret. På en lav forhøjning havde gehejmearkivaren lagt Kongeloven i den syv kilo tunge sølvæske, og på alteret var anbragt den ædelstenssmykkede guldbeholder med den indviede salve.

Ceremonien i slotskirken tog tid. Fire timer, hvor alle med undtagelse af kongen og dronningen stod op. Messen blev læst på latin og på dansk, og Sjællands biskop holdt en lang prædiken over Kongeloven og dens mange bestemmelser, som hver blev forklaret og uddybet med ord fra Den hellige Skrift. Så kom det øjeblik, alle ventede på. Kongen rejste sig, lagde krone, scepter og rigsæble fra sig og knælede for alteret. Da salvingen fandt sted – Frederik 4. var iført en vældig allongeparyk – „løftede Hans Majestæt allernådigst selv parykken op”, og biskop Henrik Bornemann salvede kongen på panden, brystet og håndleddet som tegn på, at Gud forlenede ham med visdom, vilje og styrke. Efter kongen blev dronningen salvet på pande og bryst.

Hermed havde Frederik 4. bekræftet Kongelovens ord om, „at Danmarks og Norges konger holder det for deres største højhed at ydmyge sig for Gud”. Processionerne begav sig tilbage ad den vej, de var kommet. Og så blev der blæst til taffel. I den vældige riddersal over slotskirken var kongens taffel dækket på en balustradesmykket forhøjning under en tronhimmel, og majestæterne blev betjent af rigets højeste embedsmænd og elefantriddere i ordensdragt. Til festen havde kongen udtrykkeligt befalet, at der skulle spilles på det „curieuse orgel”, Compenius-orgelet, der havde stået i slotskirken siden 1617. Og til de 243 indbudte gæster blev der uddelt mindemedaljer i guld og sølv.

Ude i slotsgården gik det mindre ceremonielt til. Der var folkefest. Rødvin og hvidvin sprang fra fontæner; en spidstegt okse fyldt med lam, grise, kalkuner og ænder blev skåret op; hoffoureren kastede fra en altan pengestykker i grams; og den røde processionsløber blev givet til pris for dem, der kom først, og som var hurtigst med kniven. Til glæde for høj og lav afsluttedes festlighederne med et fyrværkeri.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Majestæten i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307720