Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kongen og staten

Oprindelig forfatter OFel

Centraladministrationen undergik imidlertid ikke kun en kvantitativ udvikling. Dens kvalitet forbedredes også, set med styrets og formentlig også med befolkningens øjne.

Det, der skete, var, at centraladministrationens embedsmænd gradvist blev bedre skolede, og at sagsbehandlingen blev mere professionel. Uddannelsen blev bedre, blandt andet takket være indførelsen i 1736 af en juridisk embedseksamen ved Københavns Universitet. Oprettelsen i 1747 af Det adelige Akademi i Sorø betød, at overklassens sønner nu kunne uddanne sig til en embedskarriere på højeste niveau uden at skulle sidde på bænk med universitetets præste- og bondefødte teologer og borgerlige jurastuderende. Det gamle samfunds salg af embeder til den højestbydende blev forbudt. De sidste embedssalg fandt ironisk nok sted for at finansiere opførelsen af Den røde Bygning. Det gamle, sårbare system, hvor embedsmanden lønnedes af ansøgerne for hver enkelt sag, han ekspederede – plus hvad disse diskret betalte ham for at opnå en hurtig og positiv afgørelse – blev gradvist afløst af en fast løn og ordnede pensionsforhold. Og hvor embedsmænd tidligere i udstrakt grad var blevet udnævnt takket være bestikkelse eller protektion på højeste sted – en ministers veltjente lakaj eller en søn af en af kongefamiliens ammer – pressede centraladministrationen nu sejt og stille, under iagttagelse af de nødvendige ærbødige former, kongen til at udnævne den sagligt bedst kvalificerede: den, der stod øverst på den ansøgerliste, administrationen lagde foran majestæten.

 Grev Otto Thott til Gavnø var et godt eksempel på, at vejen til enevældens højeste poster forudsatte både adelig fødsel og uddannelse. Efter skolegangen i Sorø og den store klassiske dannelsesrejse gik han ind i centraladministrationen, hvor han blev en drivende kraft i det nye Kommerce-kollegiums merkantilistiske erhvervspolitik. 1746-59 var han kollegiets chef, hvorefter han avancerede til den højeste stilling i centraladministrationen som chef for Danske Kancelli. 1758 fik han sæde i Frederik 5.s konseil, men blev som sine kolleger afskediget i 1770 fra såvel sin post i den politiske ledelse som fra sine administrative embeder. Efter 1772 fik han sæde i det nye gehejmestatsråd, hvor han som ældre statsmand og repræsentant for den gamle danske adel forlenede enkedronning Juliane Maries og Guldbergs styre med en aura af kontinuitet og legalitet. Maleri af Per Krafft.

Grev Otto Thott til Gavnø var et godt eksempel på, at vejen til enevældens højeste poster forudsatte både adelig fødsel og uddannelse. Efter skolegangen i Sorø og den store klassiske dannelsesrejse gik han ind i centraladministrationen, hvor han blev en drivende kraft i det nye Kommerce-kollegiums merkantilistiske erhvervspolitik. 1746-59 var han kollegiets chef, hvorefter han avancerede til den højeste stilling i centraladministrationen som chef for Danske Kancelli. 1758 fik han sæde i Frederik 5.s konseil, men blev som sine kolleger afskediget i 1770 fra såvel sin post i den politiske ledelse som fra sine administrative embeder. Efter 1772 fik han sæde i det nye gehejmestatsråd, hvor han som ældre statsmand og repræsentant for den gamle danske adel forlenede enkedronning Juliane Maries og Guldbergs styre med en aura af kontinuitet og legalitet. Maleri af Per Krafft.

Det var en til dels umærkelig udvikling, der fandt sted. Men resultatet blev en ny centraladministration. De højeste embeder forblev ganske vist politiske udnævnelser. Det var kongens og ministrenes måde at sikre sig kontrollen, gennem mænd, der stod i et personligt loyalitetsforhold til den enkelte minister. Men gennem 1700-tallet skete der en langsom magtforskydning fra den politiske ledelse til et sagligt funderet bureaukrati: en udvikling fra at tjene kongen til at tjene staten.

Annonce

Bureaukratiet erhvervede sig en væsentlig indflydelse på, hvad den politiske ledelse fik at vide og ikke fik at vide. Den kunne presse politiske beslutninger i den ønskede retning og sikre en ensartet sagsbehandling ved at henvise til, hvordan man havde gjort i tidligere sager af samme art. Embedsmændenes muligheder for at forhale og blokere sager, indtil den politiske ledelse opgav – eller blev udskiftet med en anden – var veludviklet. Og med den voksende viden om samfundet, som administrationen erhvervede sig gennem indberetninger og høringer og indsamlet statistik, tog den i stigende grad selv politiske initiativer, formuleret som ærbødige forespørgsler og underdanige forestillinger til majestæten.

Centraladministrationen var grundlæggende loyal over for den politiske ledelse – og over for sig selv. Men med sin professionelle standard og sin bureaukratiske selvforståelse var den også loyal over for den befolkning, den var sat til at styre. Ry for hurtighed fik den aldrig. Men den erhvervede sig en velfortjent anseelse for sin omhyggelighed og redelighed i sin sagsbehandling og sine høringer. I stigende grad blev embedsmandskorpset rekrutteret fra et borgerskab, hvor nye tanker om stat og samfund og nye ideer om frihed og lighed tidligt spirede, og disse embedsmænds samfundsopfattelse og menneskesyn kom på væsentlige områder til at præge enevælden i den store reformperiode.

Centraladministrationens udvikling gennem 1700-tallet kan vanskeligt karakteriseres i få og enkle begreber. Men et be-tydningsfuldt træk ved udviklingen var, at hvor embedsmændene ved århundredets begyndelse ureflekteret opfattede sig selv som kongens tjenere, følte de sig mod slutningen af århundredet i højere grad som statens embedsmænd og samfundets tjenere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Kongen og staten i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307725