Den politiske ledelse

Kongeloven indeholdt heller intet om, hvordan den politiske magt reelt skulle udøves. Den forudsatte, at kongen selv regerede sine riger og lande. Men den forudsætning var selvsagt urealistisk. Enevælden skabte derfor sin egen praksis, som fik en lang levetid. Først i 1772 blev der udtrykkeligt lovgivet for, hvorledes enevældens magt skulle udøves.

Den institution, der kom til at repræsentere kontinuiteten i 1700-tallets politiske ledelse, blev kongens råd. Efter statsomvæltningen i 1660 havde Frederik 3. samlet en snæver kreds af militære og civile rådgivere i et gehejmekonseil: kongens hemmelige råd. Regler for, hvem kongen udnævnte, fandtes ikke. Oftest var gehejmeråderne chefer for magtapparatet: de civile og militære administrationskollegier – eller de blev det. Men et krav var det ikke. En monark, der vågede over sin enevoldsmagt, kunne meget vel foretrække ministre, der stod i et personligt afhængighedsforhold til ham, snarere end mænd med en selvstændig magtbasis i centraladministrationen. Da Christian 7.s sindssygdom i 1772 nødvendiggjorde en lovgivning om udøvelsen af den politiske magt, var det da også karakteristisk, at ingen af centraladministrationens chefer – med undtagelse af udenrigsministeren – måtte have sæde i det nyoprettede gehejmestatsråd.

Officielt var rådets tre til fem medlemmer blot kongens ministre: hans tjenere. I korte perioder fungerede en storkansler som faktisk førsteminister, men udnævnelsen af storkanslere under Frederik 4. blev en parentes i 1700-tallets politiske liv. Formelt var kongens ministre ligestillede. Politisk ansvarlige i moderne forstand var de ikke. Men de var – og opfattede sig som – ansvarlige over for kongen, der normalt traf sine afgørelser efter at have hørt sine ministre i rådet. Enkelte ministre var borgerligt fødte embedsmænd, der på et tidspunkt i deres karriere var blevet adlet. 1700-tallets typiske minister var imidlertid en højadelig godsejer, ofte født i udlandet eller af udenlandske forældre, der havde begyndt sin politiske løbebane med tjeneste ved hoffet. Ministre med en militær baggrund og en militær charge var derimod undtagelsen. Den danske politiske ledelse var i bund og grund civil.