Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Landskabet

Oprindelig forfatter OFel

Det gamle landskab var det Danmark, Adam Oehlenschläger beskrev kort efter 1800: et yndigt land, med brede bøge. Den moderne rationelle forstkultur med mastelignende bøgestammer med diminutive trækroner – gavntømmer til sidste kubikmeter – og massive nåletræsplantager uden sollys og uden skovbund havde endnu ikke afløst det gamle landskabsbillede. En bøg var endnu som i oldtiden et kompakt træ i skoven eller i det åbne landskab, med sin korte, tætte stamme og sin vældige paddehatteformede krone, der begyndte to meter over jorden, hvor hjortevildtet og kreaturerne ikke kunne nappe skud og blade.

Landets omrids var i alt væsentligt det samme som i dag. Jylland fra Skagen til Kongeåen og de henved 500 større og mindre øer udgjorde et areal på godt 37.000 kvadratkilometer. De 400 kvadratkilometer nyt land, som siden er blevet indvundet fra havet, efter at jorden i sidste halvdel af 1800-tallet for alvor var blevet et knapt gode – har enkelte steder forandret den gamle kystlinie: ved Vejlerne i Limfjorden, ved Lammefjorden, på Syd- og Vestlolland, og mellem Sjælland og Amager. Men landets kontur har de ikke ændret.

Selv om landet ikke var stort, var landskabet forskelligt fra landsdel til landsdel og fra egn til egn. Skoven havde gennem århundreder været trængt i defensiven. Længst havde den overlevet på Øerne og i Østjylland, hvor de store godser hægede om resterne af hensyn til jagten. Men samfundets behov for træ til huse, redskaber og brændsel havde været umætteligt, og 1600-tallets besættelser havde yderligere forceret skovødelæggelsen. Hvor skoven var væk, henlå jorden som vidtstrakte kratbevoksede overdrev. Mange steder sprang jorden i lyng. Hede var der overalt i landet, men mest markant i landskabet var de vældige midtjyske hedestrækninger. I 1700-tallet var henved halvdelen af Jylland dækket af hede og ødelagt skov. Ved kysterne, hvor befolkningen havde skåret græs- og lyngtørv og marehalm, var sandflugten den store svøbe. Betydelige dele af Thy og Vendsyssel var plaget af sandflugten, og det samme var store arealer i det engang så frugtbare Nordsjælland.

Annonce

 Det pompøse paradeportræt af Frederik 4. i salvingsskrud skildrer enevoldskongen af Guds nåde, ikke mennesket på tronen. Det er udført af hoffets foretrukne maler Benoit le Coffre, der har tilstræbt at forlene kongen af Danmark og Norge med den guddommelige højhed, som strålede ud af det store kunstneriske forbillede Hyacinthe Rigauds repræsentationsportrætter af Europas største monark, Ludvig 14. af Frankrig.

Det pompøse paradeportræt af Frederik 4. i salvingsskrud skildrer enevoldskongen af Guds nåde, ikke mennesket på tronen. Det er udført af hoffets foretrukne maler Benoit le Coffre, der har tilstræbt at forlene kongen af Danmark og Norge med den guddommelige højhed, som strålede ud af det store kunstneriske forbillede Hyacinthe Rigauds repræsentationsportrætter af Europas største monark, Ludvig 14. af Frankrig.

I det gamle samfund var kun henved en fjerdedel af arealet egentlig landbrugsjord. På Sjælland og på Fyn dominerede det dyrkede areal de fleste steder landskabet, hvorimod der i de næsten mennesketomme hedeområder i det sydlige Jylland kunne være flere kilometer mellem de små dyrkede lodder omkring de ensomt beliggende gårde. 1700-tallets Danmark var for størstedelen et naturlandskab, hvor den dyrkede jord lå som tusindvis af øer.

Bebyggelsesmønsteret var på den anden side ikke ens. I Midt- og Vestjylland kunne gårdene ligge som en bygd langs et vejforløb eller en ådal; i nogle nord- og vestjyske egne lå gårdene som enkeltgårde ude i landskabet; og på Bornholm var enkeltgårdsbebyggelsen enerådende. Men den dominerende bebyggelsesform i det danske landskab bestod af to komponenter: hovedgården og landsbyen. Hovedgården lå som et anseligt kompleks af godsbygninger, med voldgrave og sirlige haveanlæg, omgivet af store, sammenhængende marker. Landsbyen derimod tegnede sig som en tæt koncentration af lave, stråtækte gårde og huse, ofte liggende omkring et gadekær. Der var landsbyer på kun tre-fire gårde, og der var enkelte med mere end et halvt hundrede, men typisk bestod den danske landsby af mellem ti og tyve gårde og et nogenlunde tilsvarende antal huse. Omkring landsbyen på Øerne og i Østjylland lå dens to eller tre vange, der hver var opdelt i et antal åse, som igen var opdelt i rækker af agerstrimler, af hvilke den enkelte bondegård kunne have op til hundrede.

 Johan Thomas Lundbyes maleri af det smalle drag mellem Lammefjorden og Sejerøbugten med det storslåede udsyn op mod den lyng- og kratbevoksede Vejrhøj giver et godt indtryk af det nye land, med kæmpehøje og mosgroede sten fra ødelagte dysser og herregården – det gamle Dragsholm Slot – klart markeret i landskabet. Det er præget af enligt liggende udflyttergårde, og overdrevene er endnu ikke lagt under plov. Først i anden halvdel af 1800-tallet blev det nye land for alvor bebygget og opdyrket, og i 1873 var Dragsholms ejer blandt hovedaktionærerne i selskabet Lammefjordens Tørlægning.

Johan Thomas Lundbyes maleri af det smalle drag mellem Lammefjorden og Sejerøbugten med det storslåede udsyn op mod den lyng- og kratbevoksede Vejrhøj giver et godt indtryk af det nye land, med kæmpehøje og mosgroede sten fra ødelagte dysser og herregården – det gamle Dragsholm Slot – klart markeret i landskabet. Det er præget af enligt liggende udflyttergårde, og overdrevene er endnu ikke lagt under plov. Først i anden halvdel af 1800-tallet blev det nye land for alvor bebygget og opdyrket, og i 1873 var Dragsholms ejer blandt hovedaktionærerne i selskabet Lammefjordens Tørlægning.

De dyrkede jorder omkring hovedgården og landsbyen var ikke regelmæssige parceller med lige sider og rette vinkler, plane af pløjning, harvning og tromling og med korn, hvor det ene aks ikke var til at skelne fra det andet. Jorden bar præg af, at den både skulle være under plov – oftest to år ad gangen – og derpå ligge brak året efter, udlagt til græsning. Derfor pløjede bonden ikke dybt: vækstlaget, der skulle give føde til kreaturerne i brakperioden, skulle jo nødig ødelægges. Planering af det dyrkede areal var endvidere ikke nogen let sag. I sig selv var det uhyre arbejdskrævende, og det forudsatte, at landsbyfællesskabet kunne blive enig om indsatsen. Endvidere var de kuperede jorder simpelt hen en betingelse for afledning af skadeligt vand i et agerbrug, hvor dræning i moderne forstand var et ukendt begreb. I stedet blev de enkelte jordstykker pløjet under hensyntagen til terrænets fald, for at lette afledningen af vandet mest muligt. Oldtidshøjene havde normalt fået lov at blive liggende, hvor de lå. De var arbejdskrævende at pløje og grave væk, og man vidste jo aldrig, hvordan de underjordiske ville reagere på at blive forstyrret.

 Frilandsmuseets massive bullade fra Øsby ved Haderslev Fjord har over døren en indskrift med årstallet 1734. Bygningens tømmer er dog ifølge en årringsmåling af tømmeret fældet henved hundrede år tidligere. I et 1700-tallets Danmark, der var præget af et kraftigt pres på ressourcerne, var det kun i Sønderjylland med dets bevarede egeskove, at det var muligt at videreføre oldtidens og middelalderens materialefråds. Allerede i 1554 havde Christian 3. måttet forbyde jyderne det umådeholdne forbrug af tømmer, der indgik i bulkonstruktionen: de brede vandrette vægplanker mellem de svære lodrette stolper. Men først to hundrede år senere så sønderjyderne sig nødsagede til at efterleve det kongelige forbud.

Frilandsmuseets massive bullade fra Øsby ved Haderslev Fjord har over døren en indskrift med årstallet 1734. Bygningens tømmer er dog ifølge en årringsmåling af tømmeret fældet henved hundrede år tidligere. I et 1700-tallets Danmark, der var præget af et kraftigt pres på ressourcerne, var det kun i Sønderjylland med dets bevarede egeskove, at det var muligt at videreføre oldtidens og middelalderens materialefråds. Allerede i 1554 havde Christian 3. måttet forbyde jyderne det umådeholdne forbrug af tømmer, der indgik i bulkonstruktionen: de brede vandrette vægplanker mellem de svære lodrette stolper. Men først to hundrede år senere så sønderjyderne sig nødsagede til at efterleve det kongelige forbud.

Grænselinien mellem kultur og natur var uskarp og umærkelig. Rundt om på agrene stod der enlige træer, trægrupper og kratbevoksninger, der gav skygge til kreaturerne og også en smule foder, når jorden lå brak. Men frem for alt var det et landskab, der var præget af vand. Åer og vandløb fulgte deres naturlige bugtede forløb, og de blev sjældent oprensede, hvilket medførte regelmæssige oversvømmelser af den omliggende jord i forårsmånederne. De store åer Østerå, Nørreå og Gudenå, Skals Å, Varde Å og Skjern Å var omgivet af vældige vådområder, der adskilte de tilgrænsende egne fuldt så meget som sundene og bælterne. Kolind Sund ved Grenå flækkede det østlige Djursland på langs. Og mange halvøer og næs – som Hindsholm og Guldborg Land – var afskåret fra hovedlandet af vådområder, der reelt gjorde dem til øer. Kulturlandskabet var oversået med damme, kær og småmoser, hvor landbefolkningen hentede så uundværlige fornødenheder som tørv, tagrør og gærdemateriale. Betydelige dele af jorden stod under vand i vinter- og forårsmånederne. Men det var begrænset, hvad landsbyfællesskabet kunne enes om af gravning og oprensning af afledningsgrøfter. Menneskene måtte leve med de lysende og glitrende vandflader, der om foråret forsinkede pløjningen og såningen. I sommernætterne og sommermorgenerne lå mosekonebrygget tæt over jorden. Og om efteråret gik tåge og gus gennem marv og ben og hjalp døden med at tage sin told blandt samfundets svageste: de yngste og de ældste.

 Ved Immervad 12 km sydvest for Haderslev krydser hærvejen Sønderå. I det gamle landskab, hvor grundvandet stod i hvert fald en meter højere end i dag, løb vejene store omveje for at undgå vandløb og vådområder. Helt uden broer kunne man ikke klare sig, men broer var både dyre at bygge og vedligeholde, og endnu var der ofte tale om primitive stenkonstruktioner, der efterlignede de enkle, gamle træbroer. Immervadbroen er opført så sent som i 1786 med et brodække bestående af henved fire meter lange stenplanker.

Ved Immervad 12 km sydvest for Haderslev krydser hærvejen Sønderå. I det gamle landskab, hvor grundvandet stod i hvert fald en meter højere end i dag, løb vejene store omveje for at undgå vandløb og vådområder. Helt uden broer kunne man ikke klare sig, men broer var både dyre at bygge og vedligeholde, og endnu var der ofte tale om primitive stenkonstruktioner, der efterlignede de enkle, gamle træbroer. Immervadbroen er opført så sent som i 1786 med et brodække bestående af henved fire meter lange stenplanker.

Mellem landsbyerne og mellem hovedgårdene – og fra landet ind til købstæderne – snoede vejene sig som tynde striber. De lå, hvor de altid havde ligget, som jord- og sandspor, der nødtørftigt blev holdt farbare ved, at de værste huller fra tid til anden blev fyldt op med et læs grus og sten. Navnet Onde Aften på en halv mils vejstrækning ved Køge taler sit tydelige sprog om det gamle samfunds veje. De fulgte terrænet og om muligt vandskellene. De undgik omhyggeligt vandløb og vådområder, og de løb lange omveje, hvor bakker gjorde kørselen tung for bæster og vogne. Det vigtigste var at komme frem. Tiden betød mindre.

På den anden side var landskabet ikke natur i moderne forstand. Naturen blev først opdaget af romantikken i slutningen af 1700-tallet. Naturen var en del af befolkningens livsgrundlag, og på sin vis lige så vigtig for overlevelsen som kulturlandskabet.

Vigtigst var overdrevene omkring det dyrkede areal. Landskabeligt varierede de fra egn til egn. Nogle steder bestod de af ødelagt skov og af kratbevoksninger; andre steder af sure enge, moser, stenede græsarealer, hedeområder eller strandenge. Husdyrholdet var en livsbetingelse. Ernæringsmæssigt var samfundet afhængigt af dyrenes kød og mælk og landbruget af deres huder og trækkraft, og dyrenes gødning var samtidig jordens eneste næringstilskud i det ensidige kornbrug. Der var græsning på det dyrkede areal: på tofterne omkring landsbyens gårde, på engområderne, hvorfra en væsentlig del af vinterfoderet blev hentet, og på de jorder, der lå brak eller var afhøstede. Men det vigtigste græsningsområde – både for hovedgården og for bondegården – var overdrevene.

 Frederik 5.s overfart over Storebælt på sin vej gennem Danmark til Norge i maj 1749 er tegnet af søløjtnant Poul Grønvold. Om vinteren måtte rejsende, der ville over bæltet, belave sig på lange ventetider, og måske endda selv være med til at hale en båd over isen. Også i sommerhalvåret kunne passagen i den lille færgesmakke være ubekvem nok. I maj 1749 var alt dog gjort for at gøre majestæten overfarten behagelig. Færgesmakken med kongeflaget blev ledsaget af et lille fartøj med musicerende korsørborgere, og fregatten Ærø eskorterede smakken med dens dyrebare last. Ude i bæltet lå vagtskibet, der sikrede, at handelsskibene lagde ind til Nyborg for at betale bælttold, på samme måde som fremmede skibe i Helsingør betalte Øresundstold.

Frederik 5.s overfart over Storebælt på sin vej gennem Danmark til Norge i maj 1749 er tegnet af søløjtnant Poul Grønvold. Om vinteren måtte rejsende, der ville over bæltet, belave sig på lange ventetider, og måske endda selv være med til at hale en båd over isen. Også i sommerhalvåret kunne passagen i den lille færgesmakke være ubekvem nok. I maj 1749 var alt dog gjort for at gøre majestæten overfarten behagelig. Færgesmakken med kongeflaget blev ledsaget af et lille fartøj med musicerende korsørborgere, og fregatten Ærø eskorterede smakken med dens dyrebare last. Ude i bæltet lå vagtskibet, der sikrede, at handelsskibene lagde ind til Nyborg for at betale bælttold, på samme måde som fremmede skibe i Helsingør betalte Øresundstold.

Også heden og skoven var en uundværlig del af livsgrundlaget. Heden var frem for alt fårenes fødeområde, og på de jyske hovedgårde og bondegårde var fåreholdet stort. I hedeegnene gav bihonning fra gårdens stader et velkomment tilskud til landbrugets økonomi. Og på heden skar befolkningen tørv og brændte trækul, ikke bare til eget forbrug, men også til videresalg. Skoven var nødvendig for sit tømmer og træ til bygninger, redskaber og brændsel. Men samtidig var den „lagt under hov og horn”. Skovbund og underskov gav græsning for heste og køer, og mange steder gik svinene endnu på olden og åd sig fede i bog og agern.

Skoven var en anden end i dag. Stensatte skovdiger var sjældne, og grænsen mellem agerland og skov var ikke skarpt markeret i landskabet. I gode år pløjede man sig ind på skoven, men i dårlige åringer lod man de yderste jordstykker springe i skov igen. Skoven selv var åben, med kratområder og små engstykker. Samtidig var det en blandingsskov. Nyplantning var et ukendt begreb. Den voksede, som den kunne og ville, afvekslende med eg og bøg, elm og el, naur og lind, og vildæble, ask, pil, løn og røn. Nåletræer fandtes ikke, men krat af hassel, tjørn og el var almindelige. Trods sin rige afveksling var den dog ud fra en forstmæssig betragtning en ødelagt skov. Landbrugets og byernes behov for træ åd ubønhørligt skovene. Til et enkelt af flådens linieskibe skulle der fældes omkring 1500 fuldvoksne egetræer. Og var der først slået hul i skoven, var dens vækstbalance ødelagt, og havde vinden fået frit spil, var skaden uoprettelig. Ved 1700-tallets slutning var skovarealet faldet til fem procent af landets samlede areal, eller halvdelen af hvad det er i dag, efter næsten to hundrede års fredskovspligt og intensiv nåletræsplantning.

 Johan Jacob Bruuns gouache skildrer Christian 6. og dronning Sophie Magdalene på jagt i Dyrehaven, hvor de med gjaldende jagthorn og gøende parforcehunde jager råvildtet. Jagten var kongens og godsejernes sport, og såvel kongemagten som de danske godsejere vågede over deres skove og deres vildt. I kongens Dyrehave nord for København havde Christian 5. beordret landsbyen Stokkerup nedrevet og flyttet af hensyn til sin jagt. Og på landsbyens tomt havde Christian 6. 1734-36 ladet Laurids de Thurah opføre jagtpavillonen Eremitagen, hvor de kongelige herskaber kunne spise en ermitage, ugeneret af tjenerskabet, ved et dækket bord, der blev hejst op fra kælderen til spisesalen med den vide udsigt over skov og sund.

Johan Jacob Bruuns gouache skildrer Christian 6. og dronning Sophie Magdalene på jagt i Dyrehaven, hvor de med gjaldende jagthorn og gøende parforcehunde jager råvildtet. Jagten var kongens og godsejernes sport, og såvel kongemagten som de danske godsejere vågede over deres skove og deres vildt. I kongens Dyrehave nord for København havde Christian 5. beordret landsbyen Stokkerup nedrevet og flyttet af hensyn til sin jagt. Og på landsbyens tomt havde Christian 6. 1734-36 ladet Laurids de Thurah opføre jagtpavillonen Eremitagen, hvor de kongelige herskaber kunne spise en ermitage, ugeneret af tjenerskabet, ved et dækket bord, der blev hejst op fra kælderen til spisesalen med den vide udsigt over skov og sund.

Også dyrelivet var rigere og mere afvekslende. Kronhjorte, rådyr og dådyr fandtes overalt i landet. Vildsvin var der derimod kun på de kongelige jagtområder omkring Skanderborg og Silkeborg og i enkelte jyske skove. Og kun i Jylland levede der endnu ulve. Ulven havde altid været en plage for bønderne, hvis får og lam den tog eller skambed. I 1680'erne havde organiserede ulvejagter med op til 4000 klappere fordrevet ulvene de fleste steder i Jylland; kongens præmie på fire rigsdaler for hver voksen ulv og en rigsdaler for en unge havde hjulpet til, og i bøndernes ulvegrave endte en del deres liv. I slutningen af 1700-tallet var ulvene fortrængt til de store midtjyske heder, hvorfra de dog om vinteren søgte ind mod landsbyerne. I 1813 blev den sidste ulv skudt, på alheden mellem Skive og Holstebro. Hare, ræv, grævling, odder, mår, lækat og ilder var almindelige. Også fuglelivet var rigere. Det var ikke usædvanligt at se kongeørne, fiskeørne og havørne. Glenter, falke, høge og musvåger fandtes overalt og det samme gjorde storke, hejrer og traner. Ved kysterne var sæler et dagligdags syn og deres hæse gøen en del af hverdagens lydbillede. Og i Lillebælt drev man stadig den traditionsrige marsvinejagt fra allehelgensdag til kyndelmisse – fra november til februar – hvor flokke af disse små hvaler blev drevet ind i Gamborg Fjord og dræbt.

For den unge, romantiske Adam Oehlenschläger var det gamle Danmark et yndigt land. For de mennesker, der levede i landskabet, var det et kendt og fortroligt miljø, hvis ressourcer var livsnødvendige, og som alle blev udnyttet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Landskabet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 2. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307704