Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ortodoksi og pietisme

Oprindelig forfatter OFel

Kirkepolitikken og kirketugten var ikke uden forbindelse med Frederik 4.s og Christian 6.s personlige religiøse engagement. Men frem for alt var kirken og religionen en afgørende vigtig del af enevældens magtgrundlag. Derfor reagerede styret kraftigt, da det i begyndelsen af 1700-tallet så den kirkelige enhed truet.

I løbet af 1600-tallet var den danske kirke stivnet i en ortodoksi, der gjorde den ydre rette tro til det væsentlige. Dette føltes efterhånden af mange som en gold og umenneskelig form for kristendom. Reaktionen mod ortodoksien blev bragt til Danmark af tyske pietistiske retninger. Pietisterne tog ikke dogmatisk afstand fra Luthers lære.

Men de krævede en personlig og følelsesengageret kristendom, hvor den enkeltes gudsforhold var vigtigere end præsteskabets teologiske forkyndelse, og hvor idealet var et forsamlingsliv efter oldkirkens forbillede, hvor alle var lige, og ingen var præst.

Annonce

Den danske enevældes reaktion var præget af en dobbelthed. På den ene side så den i pietismen en trussel mod statskirkens enhed og den enkelte sognepræsts autoritet. På den anden side var både Frederik 4. og Christian 6. personligt grebet af pietismen.

 I dansk historie er pietismen ikke blevet behandlet med sympati, og dens ledende skikkelse, den tyske teolog Johannes Bartholomæus Bluhme, er nærmest blevet betragtet som en jesuit ved hoffet. Det er ubestrideligt, at den slesvigske rektorsøn, som Frederik 4. i 1728 gjorde til hofpræst og Christian 6. i 1733 til kongelig konfessionarius, udnyttede kongens tillid til at fremme pietistiske præsteudnævnelser. I forhold til sin faktiske indflydelse var han dog moderat, og sin væsentligste indsats øvede han ved gennemførelsen af konfirmationen i 1736 og udarbejdelsen af den store skoleforordning i 1739. Malet af Pilo (?) omkring 1750.

I dansk historie er pietismen ikke blevet behandlet med sympati, og dens ledende skikkelse, den tyske teolog Johannes Bartholomæus Bluhme, er nærmest blevet betragtet som en jesuit ved hoffet. Det er ubestrideligt, at den slesvigske rektorsøn, som Frederik 4. i 1728 gjorde til hofpræst og Christian 6. i 1733 til kongelig konfessionarius, udnyttede kongens tillid til at fremme pietistiske præsteudnævnelser. I forhold til sin faktiske indflydelse var han dog moderat, og sin væsentligste indsats øvede han ved gennemførelsen af konfirmationen i 1736 og udarbejdelsen af den store skoleforordning i 1739. Malet af Pilo (?) omkring 1750.

Allerede i 1706 havde enevælden forbudt private religiøse sammenkomster, men forbudet var ikke blevet håndhævet konsekvent. I København udviklede der sig derfor et pietistisk forsamlingsliv, og i 1734 brød modsætningerne op til overfladen. Fra hovedstadens prædikestole kæmpede ortodokse og pietistiske præster mod hinanden, og styret så sig nødsaget til at gribe ind. Kongens og dronningens personlige sympati var på pietisternes side, og det blev markeret med et forbud mod ortodokse angreb på pietisterne.

Men den pietisme, den danske enevælde valgte at sluse ind i den danske statskirke, var en moderat bevægelse, der i Preussen havde demonstreret sin evne til loyalt at samarbejde med et enevældigt styre. Samtidig med at udvise religiøs realitetssans kunne den danske enevælde derfor koncentrere sig om at udelukke eller inddæmme de mere radikale pietistiske retninger, afskære kontakterne til deres tyske arnesteder og endelig i 1741 forbyde lokale forsamlinger uden sognepræstens tilladelse og tilstedeværelse.

I Danmark slog pietismen aldrig virkeligt igennem. I det teologiske fakultet ved Københavns Universitet trængte den ikke ind, og den fik derfor ikke indflydelse på præsteuddannelsen. Lokalt forblev den afgrænset til hovedstaden samt til egne på Fyn og i Sønderjylland, og lægmandselementet forblev yderst beskedent.

Herrnhuterne – en mere radikal pietistisk retning – fik kun tilladelse til at anlægge deres brødre- og søstresamfund i det nyopførte Christiansfeld ude på det åbne land mellem Kolding og Haderslev samt til at missionere i rigets udkanter: på Grønland, i Lapland og i de oversøiske kolonier. Sit varigste minde i dansk kirkeliv og fromhedsliv satte pietismen sig med ribebispen Hans Adolph Brorsons salmer, som dog først blev optaget i de almindelige salmebøger i midten af 1800-tallet.

Den danske enevælde var uden religiøs fanatisme, og den havde intet ønske om at straffe for meninger og tro. Men i sit krav om kontrol over kirken stod den urokkeligt fast.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Ortodoksi og pietisme i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307755