Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lillebyen

Oprindelig forfatter OFel

Den typiske danske købstad i 1700-tallet var lille – endda meget lille. Og dens sociale struktur var i udpræget grad lillebyens. Øverst var nogle få købmænd og embedsmænd, nederst var daglejere, tjenestefolk og fattige, og imellem dem en lille gruppe af håndværkere, småhandlende og skippere.

Middelfart var typisk for disse små købstæder. I 1700-tallet lå dens indbyggertal på mellem 600 og 700. I så lille et samfund måtte de ledende borgere bestride flere funktioner. I slutningen af 1700-tallet var byens største købmand således samtidig postmester, stempelpapirforhandler, lotterikollektør og kirkeværge. Og for de fleste håndværkere var det hensigtsmæssigt at kunne mere end ét fag. Hvad skulle for eksempel forhindre en slagter i samtidig at udføre gørtlerarbejde – og reparere et ur, hvis han var fingerfærdig. Erhvervskombinationer var både almindelige og nødvendige, og hvor en tilladelse fra myndighederne var påkrævet, blev den normalt givet uden besvær. Enkelte gange blev en ansøgning dog afvist, som da Danske Kancelli sagde nej til en barber og kirurg i en lille købstad, som under henvisning til sine slette indtægter søgte om tilladelse til også at virke som bedemand!

 Da tegneren Johan Jacob Bruun i 1755 skulle skildre købstaden Skælskør til sit Novus Atlas Daniæ, måtte han gøre en kraftanstrengelse for at få pastor Peter Friis Edvardsens lille bysamfund på knap 600 indbyggere til overhovedet at adskille sig fra en almindelig landsby. Man ser ind over bymarkerne mod byens lave tage, hvor man kun lige akkurat kan skelne præstegården med dens to kviste til venstre for kirken og til højre taget af den middelalderlige latinskole, som Christian 6. i 1739 havde nedlagt.

Da tegneren Johan Jacob Bruun i 1755 skulle skildre købstaden Skælskør til sit Novus Atlas Daniæ, måtte han gøre en kraftanstrengelse for at få pastor Peter Friis Edvardsens lille bysamfund på knap 600 indbyggere til overhovedet at adskille sig fra en almindelig landsby. Man ser ind over bymarkerne mod byens lave tage, hvor man kun lige akkurat kan skelne præstegården med dens to kviste til venstre for kirken og til højre taget af den middelalderlige latinskole, som Christian 6. i 1739 havde nedlagt.

I lillebyen kendte alle hinanden, og fremmede så man så godt som aldrig. Religiøse minoriteter måtte kun slå sig ned i Fredericia og i hovedstaden. Kun hvis byen lå ved en vigtig landevej eller som Middelfart ved et overfartssted, så købstadsborgerne fremmede mennesker.

Annonce

At man var få og kendte hinanden, var ikke ensbetydende med, at livet i lillebyen var fredeligere end i de større byer. Somme tider tværtimod, kan man få indtryk af. Der var rigelig tid til at lade spændinger udvikle sig mellem byens magistrat og dens borgere, som det skete i Middelfart i 1718, hvor borgerne måtte anmode amtmanden i Odense om at få indføjet en bestemmelse om, „at magistraten ej herefter som tilforn er sket, bliver tilladt at bande os på rådstuen og ønske, at Djævelen skulle komme i os, og skælder os, der er Hans Majestæts undersåtter, ud for kanaljer”.

På det punkt arbejdede udviklingen dog for borgerne i Middelfart og de øvrige købstæder. I løbet af 1700-tallet blev det gamle samfunds købstadsadministration med dens tidstypiske sammenblanding af offentlige og private interesser og dens uduelighed og korruption langsomt afløst af et bystyre, hvor byfoged og borgmester var egentlige embedsmænd med en juridisk uddannelse og med en løn, der principielt gjorde dem uafhængige af lokale særinteresser. Og selv om enevælden først i 1840'rne bekvemmede sig til at give plads for et egentligt kommunalt selvstyre, fik borgerne allerede i slutningen af 1700-tallet en lovfæstet ret til at udøve kontrol med bystyrets administration, samtidig med at det nøjeregnende Rentekammer i København reviderede dets regnskaber.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Lillebyen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307791