Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

„det satans fiskebensskørt”

Oprindelig forfatter OFel

Den 67-årige præst Peter Friis Edvardsen gav et godt billede af 1700-tallets lilleby, da han i 1759 udgav En ringe Underretning om Skælskør Købstads gamle og nuværende Tilstand, efter mange Venners Begæring aftvungen, hvori han sammenlignede de gode, gamle dage i 1720, da han kom til byen, med de moderne tiders uhyrligheder.

Helt gode havde de gamle dage dog ikke været. Dengang havde der endnu vædret katolske levn i Skælskør. En gammel jordemoder havde haft for skik, når en fødsel begyndte, tre gange at bede: „Mutter Maria lån mig nøglerne dine, at jeg kan åbne lænderne mine.” Og trods forbud var en gruppe ældre folk i byen så sent som i 1748 løbet om med stjernen helligtrekongersaften: et optog på ni-ti personer, nemlig „Maria med barnet, den fornedrede Frelser i en pose, Josef og Herodes, de 3 vise af Øster med deres gaver, havende desuden en præst, en kasserer og en nar med sig”; og sognepræsten måtte bekymret konstatere, at optogets 80-årige anfører „ved og kan endnu al den katolske sladder, som i denne katolske komedie skal synges og læses”.

Nøjsomhed og ærbarhed var imidlertid dyderne i købstaden på Frederik 5.s tid. „Sukker, rosiner, svesker og kanel og kardemomme er rare og kostbare sager, så vi takker Gud for gode haveurter, og i det øvrige køber for en skilling allehånde.” „Bal, assembléer, spil og leg, at traktere, holde gæstebud etcetera bruges ikke her, men hver skøtter sig selv og stopper sin pibe tobak hver af sin egen dåse;” og „lakajer, parykmagere, som nu udgør en tredjedel af verden, vides ikke af i Skælskør.” Men verden stod for fald. Endnu for 30 år siden gik gamle koner til alters ærbart klædt i sort klædeskappe og deres mormors veltjente stadskjole. „Nu desværre bliver Skælskør i dette seculo noget fransøsk, og det satans fiskebensskørt drager flere gale noder og unyttige omkostninger efter sig.” 1700-tallets danske købstæder levede stort set, som man levede i Middelfart og Skælskør. Deres eksistensgrundlag var deres servicefunktioner for landbruget. Først sent i århundredet begyndte de største af dem at tiltrække de nye industrilignende virksomheder, som indtil da hovedsagelig havde været koncentreret i og omkring København. Deres sociale struktur ændrede sig ikke. Men umærkeligt blev de alligevel præget af den langsomme velstandsstigning, der fandt sted gennem århundredet, og navnlig de større købstæder orienterede sig stilfærdigt mod det nye, der kom fra København. Sukker, rosiner, svesker, kanel og kardemomme blev i løbet af den florissante handelsperiode dagligdags forbrugsvarer. Og selv om Algade i Skælskør aldrig kom til at vrimle med lakajer og parykmagere og misliebige mamseller i franske fiskebensskørter, mindskedes afstanden mellem lillebyen og storstaden. Provinsbyen blev en anelse mindre provinsiel i levemåde og horisont. Men endnu ved 1700-tallets slutning var der et socialt og kulturelt svælg mellem købstad og hovedstad.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: „det satans fiskebensskørt” i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307792