Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Købstaden

Oprindelig forfatter Redaktionen

I kongeriget var der foruden hovedstaden 66 købstæder ved 1700-tallets begyndelse; en enkelt, Nibe, kom til i 1700-tallet; og i Nordslesvig, der dengang også omfattede Ærø, var der fem samt den købstadlignende flække Marstal.

De danske købstæder var mange, de lå tæt, de havde så godt som alle adgang til søværts transport, og de var små. Med få undtagelser var de af middelalderlig oprindelse, og i 1700-tallet udfyldte de den rolle, de altid havde haft: som aftager af bondebrugets overskudsproduktion.

Tal for købstædernes befolkning i begyndelsen af 1700-tallet har vi ikke. Dem får vi først med folketællingerne i 1769 og 1801. Antagelig voksede den samlede købstadsbefolkning gennem 1700-tallet med en tredjedel, ligesom landdistrikternes befolkning gjorde det. De enkelte købstæders folketal omkring 1700 kan dog ikke rekonstrueres, blot ved at regne tilbage fra 1769. Dertil udviklede de sig for forskelligt. Ganske vist fulgte de fleste den almindelige befolkningsudvikling. Men nogle voksede hastigere. Det gjaldt for eksempel en by som Randers. Andre – som Kalundborg, Skælskør, Fåborg og Hobro – stod derimod i stampe. Og nogle gik direkte tilbage i folketal, blandt andet Korsør, Horsens og Ribe.

Annonce

De fleste købstæder – godt 40 – må omkring 1700 have haft en befolkning på under 1000 sjæle, og de mindste var ikke større end store landsbyer. Omkring 20 havde et indbyggertal på mellem 1000 og 2000. Og kun en halv snes kunne opvise tal på mellem 2000 og 5000. Her finder vi Odense, Ålborg, Helsingør, Randers, Århus og Fredericia. Det er karakteristisk for hertugdømmernes erhvervsmæssige førerposition, at fire af de seks sønderjyske byer befandt sig i gruppen af de største købstæder.

 Lichtenbergs Palæ i Horsens adskilte sig markant fra købstædernes jævne købmandsgårde i bindingsværk. Købmanden og storgodsejeren Gerdt Hansen de Lichtenberg lod i 1744 den jyske bygmester Nicolaus Rieman opføre palæet. Selv om bygningen blev en noget hjemmegjort opvisning i arkitekturdetaljer fra nordtysk renæssance og barok, kunne ingen dog være i tvivl om, at det var bolig for den lokale matador. På sin rejse til Norge i foråret 1749 overnattede Frederik 5. i palæet og kvitterede for gæstfriheden med at udnævne sin vært til etatsråd. Tegning af J.D. Herholdt 1851.

Lichtenbergs Palæ i Horsens adskilte sig markant fra købstædernes jævne købmandsgårde i bindingsværk. Købmanden og storgodsejeren Gerdt Hansen de Lichtenberg lod i 1744 den jyske bygmester Nicolaus Rieman opføre palæet. Selv om bygningen blev en noget hjemmegjort opvisning i arkitekturdetaljer fra nordtysk renæssance og barok, kunne ingen dog være i tvivl om, at det var bolig for den lokale matador. På sin rejse til Norge i foråret 1749 overnattede Frederik 5. i palæet og kvitterede for gæstfriheden med at udnævne sin vært til etatsråd. Tegning af J.D. Herholdt 1851.

Et særkende for købstæderne omkring 1700 var endvidere, at de ligesom levede i for gammelt og for stort tøj. Ofte lå bebyggelsen et godt stykke inden for de for længst opgivne volde og bymure. Hvor de gamle byporte var bevaret for at tjene som opkrævningssted for told og forbrugsafgifter, stod de som ensomme tårne, der markerede, hvor grænsen mellem by og land engang havde gået. Bybilledet var præget af store haver, ubebyggede grunde og opdyrkede jordstykker. Og selv om bystyret bevidst søgte at fremstille byens situation som ringere, end den var, over for enevældens tilsyneladende umættelige skattevæsen, røbede kirkernes, rådhusenes og købmandsgårdenes forfald dog, at byerne vitterlig havde kendt bedre tider: under højkonjunkturerne for korneksport og studehandel et halvt hundrede år tilbage, før krige, skatteplyndring og besættelse havde gjort de velstående købstæder fattige.

Den middelalderlige købstadslovgivning, der fortsat var i kraft, trak en skarp grænse mellem by og land. Byerne havde privilegier, og de havde byrder. De havde eneret på handel med byens opland – dog med den meget væsentlige indskrænkning, at oplandets godsejere fra gammel tid havde ret til at importere og eksportere uden om købstæderne og deres købmænd. Byerne havde eneret på håndværksmæssig produktion, her dog med den lige så væsentlige indskrænkning, at landhåndværkere havde lov at nedsætte sig på landet og forsyne landbefolkningen med alle egentlige dagligvarer og dagligdags arbejder. Og byerne havde eneret på at brygge øl for salg og på at brænde brændevin. Til gengæld svarede de told og ret betydelige skatter samt forbrugsafgifter i form af accise og konsumtion, ligesom de skulle stille søfolk til orlogsflåden.

 I sin skildring af Frederik 5.s kortege, der i foråret 1749 passerer gennem Ringsted, viser søløjtnant Poul Grønvold en by under genopbygning efter en storbrand to år tidligere. Som i de øvrige danske købstæder var bygningerne i Ringsted opført af bindingsværk, i gårde og haver stod talrige træskure, og trods forbud var baghusene ofte tækket med strå. Intet under derfor, at 1700-tallets danske købstadshistorie står i bybrandenes tegn. På dette tidspunkt var der allerede flere steder taget initiativ til oprettelsen af brandforsikringskasser, og fra 1761 var brandforsikring i købstæderne obligatorisk.

I sin skildring af Frederik 5.s kortege, der i foråret 1749 passerer gennem Ringsted, viser søløjtnant Poul Grønvold en by under genopbygning efter en storbrand to år tidligere. Som i de øvrige danske købstæder var bygningerne i Ringsted opført af bindingsværk, i gårde og haver stod talrige træskure, og trods forbud var baghusene ofte tækket med strå. Intet under derfor, at 1700-tallets danske købstadshistorie står i bybrandenes tegn. På dette tidspunkt var der allerede flere steder taget initiativ til oprettelsen af brandforsikringskasser, og fra 1761 var brandforsikring i købstæderne obligatorisk.

Økonomisk var købstæderne så godt som fuldstændigt afhængige af landbrugets indtjening og forbrug. De mærkede derfor føleligt, at bonden i begyndelsen af 1700-tallet ikke havde penge til mere end det strengt nødvendige. Samtidig bevirkede presset på priserne, at oplandets godsejere udnyttede deres ret til at handle direkte med aftagerne, uden om købstaden og dens købmænd – en handel, der ikke blot omfattede hovedgårdens egen avl og dens landgildekorn, men også i mange tilfælde korn, som bonden i mangel af rede penge havde overladt godset som betaling for sine skatter. Byernes lavsorganiserede håndværkere følte sig udsat for en hård konkurrence, ikke blot fra omvandrende kræmmere og fra lokale markeder, lovlige såvel som ulovlige, men også fra landhåndværkerne, der med deres lavere omkostningsniveau kunne udkonkurrere dem i kampen om kunderne inde i købstaden. Og den stagnerende handel satte uundgåeligt sit præg på byens handelsflåde. Skibene var få og små og holdt sig stort set til farten mellem hjembyen og de traditionelle aftagere af oplandets produkter, enten i det sydlige Norge eller i København.

Når de danske købstæder endnu omkring 1800 spydigt kunne karakteriseres som „teglhængte landsbyer, privilegerede til at brænde brændevin”, lå der som i enhver anden overdrivelse et gran af sandhed. De var en integreret del af det danske landbrug. I de fleste købstæder kunne borgerne ikke klare sig økonomisk uden den andel, de hver havde i byens jorder, hvad enten de brugte den til græsning, selv dyrkede den eller bortforpagtede den til lokale bønder imod en andel i produktionsudbyttet.

De få købstæder, der efter danske forhold fremtrådte som store, havde alle en speciel baggrund. De kunne have særlige vækstfremmende privilegier som den nyanlagte fæstningsby Fredericia, hvor folk af fremmede trosretninger fik lov at tage borgerskab: jøder, som i 1719 indrettede en synagoge i byen, fransk-reformerte, som bragte tobaksavlen til byen, og katolikker. De kunne være administrative centre, med bispesæde, landsting og militære forlægninger. Og de kunne have helt specielle erhvervsbetingelser: Ålborg med dens særlige position i Limfjordens omfattende sildefiskeri, Randers med de rige engarealer omkring Gudenå og Nørreå, og Helsingør, hvis borgere kunne lukrere af den livlige handel, som Øresundstolden trak til byen.

Byernes indbyggertal ifølge folketællingerne 1769 og 1801, for de sønderjyske byer dog fra 1803.
17691801 17691801
Allinge303337Odense5.4645.782
Assens1.1391.443Præstø385480
Bogense430760Randers2.9014.562
Ebeltoft563598Ribe2.1301.994
Fredericia2.8133.474Ringkøbing508771
Frederikssund216262Ringsted705817
Fåborg1.1361.061Roskilde1.7111.768
Grenå704760Rudkøbing8141.141
Haderslev3.1413.635Rødby650776
Hasle435513Rønne2.0582.436
Helsingør3.6695.282Sakskøbing424549
Hillerød1.1141.214Sandvig218248
Hjørring598744Skagen704834
Hobro492488Skanderborg566488
Holbæk1.2231.332Skive438520
Holstebro688853Skælskør592567
Horsens2.7382.396Slagelse1.3791.732
Kalundborg1.3371.322Slangerup414336
Kerteminde7061.045Sorø532592
Kolding1.5101.672Stege798917
Korsør1.3571.219St. Heddinge514576
København70.514100.975Stubbekøbing488467
Køge1.4001.527Svaneke562663
Lemvig320375Svendborg1.8151.942
Mariager402414Sæby487517
Maribo506686Sønderborg2.6922.761
Marstal7601.449Thisted8151068
Middelfart7361.019Tønder2.5842.579
Nakskov1.2871.671Varde6901.020
Neksø1.1731.274Vejle9571.310
Nibe1.0291.044Viborg2.2212.379
Nyborg1.6371.866Vordingborg802931
Nykøbing F.1.0391.079Ærøskøbing1.1381.291
Nykøbing M.555651Åbenrå2.7012.834
Nykøbing Sj.500615Åkirkeby361455
Nysted489690Ålborg4.4255.579
Næstved1.4041.785Århus3.8374.102

Referér til denne tekst ved at skrive:
Købstaden i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307790