Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Institutionernes by

Oprindelig forfatter OFel

Københavns karakter af storby skyldtes ikke enevælden. Allerede i senmiddelalderen havde staden reelt været rigets hovedstad, dets driftigste by og dets administrative centrum. Enevældens politik, der sigtede mod administrativ centralisering og økonomisk koncentration, havde forstærket denne udvikling. Og 1600-tallets moderne fæstningsværker omkring Gammel- og Ny-København og Christianshavn gav endnu i 1700-tallet rigelig plads til hovedstadens voksende befolkning.

København var institutionernes by. Og institutionerne var på deres side en vigtig forudsætning for byens økonomiske vækst, for dens særlige sociale struktur og for dens kulturelle udvikling.

 Københavns anden brand – i 1795 – var en begivenhed, som den driftige kobberstikker G.L. Lahde øjeblikkelig udnyttede. Umiddelbart efter branden averterede han et kort til salg, hvor de nedbrændte kvarterer er skraveret, ligesom det året før nedbrændte Christiansborg. Kortet giver et klart billede af Danmarks og helstatens hovedstad, som den så ud ved 1700-tallets slutning. Det middelalderlige København, hvis gadenet overlevede branden i 1728, ligger med sine gader, gyder og torve vest for Slotsholmen, hvor man foruden slottet ser Tøjhuset, Proviantgården og Børsen med Knippelsbro over til Christian 4.s regulære renæssanceby Christianshavn. Nord for det gamle København og flådens anlæg på Gammelholm strækker sig den ældre enevældes Ny-København og Nyboder samt Frederiksstaden med Amalienborg. Nordligst ligger Kastellet, og inden for Christianshavns voldlinie ses flådens anlæg på Nyholm og de øvrige opfyldte øer omkring Flådens Leje.

Københavns anden brand – i 1795 – var en begivenhed, som den driftige kobberstikker G.L. Lahde øjeblikkelig udnyttede. Umiddelbart efter branden averterede han et kort til salg, hvor de nedbrændte kvarterer er skraveret, ligesom det året før nedbrændte Christiansborg. Kortet giver et klart billede af Danmarks og helstatens hovedstad, som den så ud ved 1700-tallets slutning. Det middelalderlige København, hvis gadenet overlevede branden i 1728, ligger med sine gader, gyder og torve vest for Slotsholmen, hvor man foruden slottet ser Tøjhuset, Proviantgården og Børsen med Knippelsbro over til Christian 4.s regulære renæssanceby Christianshavn. Nord for det gamle København og flådens anlæg på Gammelholm strækker sig den ældre enevældes Ny-København og Nyboder samt Frederiksstaden med Amalienborg. Nordligst ligger Kastellet, og inden for Christianshavns voldlinie ses flådens anlæg på Nyholm og de øvrige opfyldte øer omkring Flådens Leje.

Det, der umiddelbart mødte øjet, var, at København var kongelig residensstad. Frederik 4. havde i 1720'rne ombygget og nyindrettet det middelalderlige Københavns Slot. Christian 6. havde i 1730'rne jævnet den gamle borg med jorden og opført det vældige barokanlæg Christiansborg Slot, hvis indretnings- og moderniseringsarbejder endnu ikke var afsluttet, da slottet i 1794 gik op i luer, og kongefamilien måtte tage bolig i tre af de fire adelige Amalienborg-palæer. Gennem 1700-tallet var Slotsholmen landets travleste og kunstnerisk mest avancerede byggeplads, ikke blot for murere og tømrere, men også for stenhuggere, stukkatører, forgyldere, møbelsnedkere, malere og billedhuggere og en lang række kunsthåndværkere. Og selv om den danske konges hofholdning ikke var af et format og en rigdom som den franske konges, den tyske kejsers eller den russiske zars, var den danske enevældes behov for pragt og parade dog betydeligt, og i hoffet havde hovedstadens handlende og håndværkere deres største og mest betalingsdygtige kunde. Omkring hoffet opstod der endnu en kundekreds. Enevældens adel byggede sig statelige palæer, hvor de levede om vinteren med deres husstande og talrige tjenerskab. I begyndelsen af 1700-tallet var den fashionable adresse Kongens Nytorv med den martialske rytterstatue af Christian 5. Her lå gyldenløvernes Charlottenborg – mere kongeligt end det gamle Københavns Slot – og Ahlefeldts, Reventlows og Juels palæer. Og da Frederiksstaden blev anlagt i 1749, var det aristokratiet, der fulgte kongens ønsker og skabte en ny bydel på højde med det bedste i Europa. Omkring rytterstatuen af fredsfyrsten Frederik 5. på bydelens centrale Amalienborg Plads rejstes de identiske Moltkes, Levetzows, Brockdorffs og Schacks palæer, og i tilslutning til den vældige, men ikke fuldførte barokkirke Frederikskirken lå Berckentins, Bernstorffs og Dehns rokokopalæer.

Annonce

 Københavns Rådhus, der blev genopført efter branden i 1728, er gengivet på Laurids de Thurahs stik fra 1746, der viser facaden mod Gammeltorv med Christian 4.s Caritas-springvand fra 1608. De moderne arkitekturstrømninger, der prægede opførelsen af Christiansborg Slot, satte også deres præg på residensstadens rådhus, som på sin side kom til at fungere som arkitektonisk forbillede for flere af de rådhuse, der sent i 1700-tallet blev opført i de større købstæder.

Københavns Rådhus, der blev genopført efter branden i 1728, er gengivet på Laurids de Thurahs stik fra 1746, der viser facaden mod Gammeltorv med Christian 4.s Caritas-springvand fra 1608. De moderne arkitekturstrømninger, der prægede opførelsen af Christiansborg Slot, satte også deres præg på residensstadens rådhus, som på sin side kom til at fungere som arkitektonisk forbillede for flere af de rådhuse, der sent i 1700-tallet blev opført i de større købstæder.

Institutionernes by var dog præget af andet og mere end hoffet og aristokratiet. Helstatens civile centraladministration med dens voksende bureaukrati var samlet her, og det samme var den militære centralstyrelse: hærens Generalitetskollegium og flådens Admiralitet. Hvad der for byen var endnu mere betydningsfuldt var, at den var helstatens eneste flådestation. I Flådens Leje lå orlogsskibene opankrede. Værfterne på Gammelholm bag Holmens Kirke og på Nyholm med Christian 6.s mastekran, hvor skibene blev bygget, vedligeholdt og udrustet, var helstatens største og teknisk mest avancerede arbejdsplads. Flådens officerskorps, dens stampersonel og dens håndværkerstok udgjorde i sig selv en betydelig befolkningsgruppe, for en stor del samlet i Christian 4.s Nyboder, der i løbet af 1700-tallet blev kraftigt udbygget og fik det præg, bydelen har i dag. Hertil kom det meget betydelige antal hvervede og værnepligtige søfolk, der samledes i byen, når flåden skulle stå ud, og som i krigs- og krisetider havde pligt til at forblive her vinteren over. Også hæren satte sit præg på byen, selv om de fleste af regimenterne var spredt over riget.

Fæstningen København med Citadellet Frederikshavn, som Kastellets officielle navn lød, var rigets vigtigste og stærkeste fæstning. Garnisonens soldater og deres familier var indkvarterede i Kastellet, men ernærede sig i vid udstrækning ved civilt arbejde som håndværkere, beværtere og arbejdsmænd ude i byen. De øvrige regimenter, der fra tid til anden var stationeret i København, var derimod tvangsindkvarterede hos byens borgere – en kilde både til indtægter og til problemer. Et egentligt kasernebyggeri påbegyndtes først i 1765 med den indkaldte franske arkitekt Jardins vældige kasernekompleks for Danske og Norske Livregiment i Sølvgade ud mod Østervold.

 Københavns Vesterport nåede at blive fotograferet af J. Henschel i 1857, umiddelbart før hovedstadens fæstningsværker blev sløjfet og portene nedrevet. Staden lå bag sine svære bastioner og brede grave fra Frederik 3.s tid, og den eneste adgang var gennem de fire porte Vesterport, Nørreport, Østerport og Amager Port, der hver aften blev lukket og låst. Vesterport, der var hovedporten, var udformet i barokkens tunge fæstningsarkitektur med svære frugtguirlander og med Frederik 3.s kronede navnetræk.

Københavns Vesterport nåede at blive fotograferet af J. Henschel i 1857, umiddelbart før hovedstadens fæstningsværker blev sløjfet og portene nedrevet. Staden lå bag sine svære bastioner og brede grave fra Frederik 3.s tid, og den eneste adgang var gennem de fire porte Vesterport, Nørreport, Østerport og Amager Port, der hver aften blev lukket og låst. Vesterport, der var hovedporten, var udformet i barokkens tunge fæstningsarkitektur med svære frugtguirlander og med Frederik 3.s kronede navnetræk.

Også andre institutioner satte deres præg på hovedstaden og medvirkede til at fremme beskæftigelse og økonomisk aktivitet. Byen havde et stort og voksende antal sociale stiftelser. Hæren og flåden havde deres egne store sygehuse, kvæsthusene, for deres mandskab. For byens egne borgere og også for andre var der stiftelsen Vartov, opfostringsanstalterne Christians Plejehus og Vajsenhuset samt Almindeligt Hospital, Den kongelige Fødselsstiftelse og landets første egentlige behandlingshospital: Frederiks Hospital. Uden for Vesterport lå Sankt Hans Hospital for pestramte og sindssyge med burlignende dårekister for de voldsomste patienter.

Blandt de økonomiske institutioner havde Kurantbanken til huse i Børsen, mens dens efterfølger Speciesbanken fik sin egen bygning med en nobel klassicistisk facade, mellem Børsen og Den røde Bygning på Slotsholmen. Som et led i enevældens erhvervspolitik blev de store oversøiske og nordatlantiske handelskompagnier ligeledes placeret i hovedstaden, i store komplekser med administrationsbygninger, pakhuse, egen havn og eget værft. Statsmagtens krav om, at kompagniernes skibe skulle laste og losse deres ladninger i København, var gennem hele 1700-tallet en af grundbetingelserne for byens stigende velstand. Og selv om deres funktion og sigte ikke var umiddelbart økonomisk, var kulturelle institutioner som Københavns Universitet, Det kongelige danske Kunstakademi og Det kongelige Teater ligeledes betydningsfulde for byens og borgernes dagligdag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Institutionernes by i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307795