Frederiksstaden omkring Amalienborg fik et aristokratisk-højborgerligt præg, der modsvarede den formelle anledning til opførelsen af den nye bydel: 300-året for det oldenborgske dynasti i Danmark. De adelige bygherrer fulgte monarkens ønske og tilpassede deres palæer til bydelens stilpræg og intentioner, og de borgerlige bygherrer fik påbud om at give deres huse regularitet i form af en ensartet vindues- og tagflugt. H.G.F. Holms tegning fra omkring 1850 viser Amaliegades sydlige del, før de noble borgerhuse blev ombygget og forhøjet.

.

Fiskerkonerne på Gammelstrand, som maleren Claus Detlev Fritzsch omkring 1790 har tegnet midt i et forrygende skænderi, var en del af det udendørs handelsliv, som endnu prægede København i 1700-tallet. Størstedelen af handelen foregik på byens pladser og torve eller direkte fra håndværkerens værksted. Fra midten af århundredet begyndte butikkerne dog så småt at vinde indpas: dels egentlige butikker med kinesisk porcelæn og te og med fornemme møbler, dels kramboder og spækhøkerudsalg i husenes kældre.

.

København bestod imidlertid ikke kun af kunder. Byen havde et aktivt erhvervsliv, der producerede og handlede, og som virkede som en magnet på driftige folk fra købstæderne, landdistrikterne og de øvrige dele af helstaten og også på udlændinge, der blev tiltrukket af den danske enevældes fred og tolerance.

Den helt dominerende produktionsform var det traditionelle håndværk, og de henved 50 mesterlav med deres mange svende satte deres præg på hovedstaden. Mindre iøjnefaldende navnlig i første halvdel af 1700-tallet var den arbejdsstyrke, der fandt beskæftigelse i de industrilignende manufakturer og fabrikker, hvor hovedvægten lå på tekstilproduktion. Disse virksomheder repræsenterede fremtidens produktionsform, men endnu var det mest i deres organisation – samlingen af arbejdskraften og produktionen på et enkelt sted – de adskilte sig fra håndværket. De københavnske virksomheder fik ingen dampmaskiner i 1700-tallet, og knap nok maskiner overhovedet. Deres tekniske indsats koncentreredes om mere moderne og arbejdskraftbesparende vævetyper. Men omkring 1800 var denne nye „industribefolkning” af arbejdere og faglærte og deres familier dog nået op på at udgøre henved en tiendedel af hovedstadens befolkning.

Også handelen satte sit præg på byen, ikke mindst storhandelen i den florissante periode i sidste halvdel af 1700-tallet. Havneløbet og kanalerne var et mylder af skibe, pramme og både. Salutkanonerne bragede, og røgen lagde sig tungt, når de store sejlskibe stod ud på deres oversøiske fart til Trankebar og Canton. På Toldboden og i de vældige pakhuse, der blev bygget i de år, var der i sommerhalvåret larm og liv. I vintermånederne lå havnen og kanalerne derimod stille hen. Til gengæld var bybilledet præget af de mange søfolk, der var hjemme hos familien, mens isen bandt farvandene.

Men Kongens København var ikke kun håndværksmestre, fabrikanter, købmænd og skippere. I de 24.000 husstande, der fandtes omkring 1800, levede der godt 10.000 kvindelige tjenestefolk og mellem 3000 og 4000 mandlige, der arbejdede som tjenere, kuske og gårdskarle. Hovedstaden rummede desuden et betydeligt proletariat. Mænd, kvinder og børn, der tiggede, var en fast bestanddel i gadebilledet, ligesom prostitutionen var en tålt del af dagliglivet. Byens vægtere og politi havde derfor nok at se til, samtidig med at de skulle holde styr på rapkæftede torvekællinger, skrappe skovserkoner og bønder, der havde svært ved at styre heste og vogn ud gennem byporten efter de besøg i byens talrige brændevinskældre, der havde afsluttet markedsdagen.

Det var dagligdags problemer for bystyret og dets fåtallige ordensmagt. Men København havde også egentlige storbyproblemer på grund af de store arbejdspladser: flådens på Gammelholm og Nyholm og de store byggepladser, der opstod i forbindelse med slotsbyggeriet og opførelsen af Frederiksstaden og efter byens brande i 1728 og i 1795. Uro og demonstrationer i forbindelse med arbejdsnedlæggelser for højere løn og bedre arbejdsvilkår hørte ikke med til dagligdagen. Men de forekom, og uro blandt flådens matroser kunne også lejlighedsvis skabe en spændt situation. Navnlig i årene efter udbruddet af Den franske Revolution i 1789 oplevede hovedstaden et ret betydeligt antal uroligheder, og såvel myndigheder som borgerskab begyndte at frygte parisiske tilstande. Der synes dog blot at have været tale om almindelige arbejdsuroligheder i en i øvrigt urolig tid. Trods ivrig efterforskning formåede myndighederne ikke at afsløre revolutionære sociale og politiske tanker blandt dem, der startede uroen og dem, der sluttede op om den.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Erhverv og befolkning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig