Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Norge og Danmark

Oprindelig forfatter OFel

I Norge nåede enevælden længst med sin helstatspolitik. Landet blev administreret af de samme regeringskollegier, som administrerede Danmark. En reel uddelegering af magt til en norsk statholder fandt kun sted i krigs- og krisesituationer og blev trukket tilbage i samme øjeblik, forholdene tillod det; og gennem hele 1700-tallet afviste enevælden konsekvent norske ønsker om et eget universitet og en egen bank. Norske Lov fra 1687 var i sine hovedtræk identisk med Danske Lov fra 1683, med de afvigelser, som naturforholdene nødvendiggjorde. Retssproget og administrationssproget var dansk, og det samme var kirke- og skolesproget. Kirkegangen blev ledet efter det samme kirkeritual, og netop på det kirkelige område nåede enevælden langt i sine enhedsbestræbelser. I 1699 godkendte kongen den nye Kirke Psalme Bog, hvor hver eneste søndag og helligdag havde sin bestemte tekst og salmer. Det betød, at fra hver eneste kirke fra Kongeåen til Nordkap steg der på samme søndag præcis de samme salmer op til Gud – salmer, hvis indhold kongens salmebogskommission havde redigeret ikke blot „efter Guds rene ord og den bedste kirkeskik”, som biskop Thomas Kingo skrev i sin fortale, men også efter „Eders kongelige Majestæts lov”.

 De ildsprudende norske jernværker betog den unge sønderjyske maler C. A. Lorentzen, da han i 1792 på kronprins Frederiks bekostning rejste i Norge. Efter sin tilbagekomst gav han sin fascination videre i form af sortkunstblade til en dansk offentlighed, der i forvejen var levende optaget af industriel teknologi. Fra den store smelteovnsbygning står flammerne til vejrs i natten, mens arbejderne slæber læs efter læs af jernmalm og trækul op for at styrte dem ned i ilden. Inde i den store smedje trækker vældige vandhjul den store blæsebælg og den svære hammer, der banker det glødende jern rent for urenheder.

De ildsprudende norske jernværker betog den unge sønderjyske maler C. A. Lorentzen, da han i 1792 på kronprins Frederiks bekostning rejste i Norge. Efter sin tilbagekomst gav han sin fascination videre i form af sortkunstblade til en dansk offentlighed, der i forvejen var levende optaget af industriel teknologi. Fra den store smelteovnsbygning står flammerne til vejrs i natten, mens arbejderne slæber læs efter læs af jernmalm og trækul op for at styrte dem ned i ilden. Inde i den store smedje trækker vældige vandhjul den store blæsebælg og den svære hammer, der banker det glødende jern rent for urenheder.

Ibetragtning af i hvor ringe grad den danske enevælde i virkeligheden regerede Danmark i 1700-tallet, og i hvor høj grad den gjorde en dyd af nødvendigheden og uddelegerede sin autoritet til de danske godsejere, falder det naturligt at spørge, om denne ydre autoritet og ensretning også var ensbetydende med et faktisk dansk styre af Norge?

I Norge har generationerne efter 1814 fremstillet enevældens helstatspolitik som et socialt uretfærdigt og nationalt uværdigt fremmedherredømme, der økonomisk udsugede landet. Og de kunne hér henvise til en af den danske enevældes mest loyale fortalere, Ludvig Holberg, for en påstand om, at det var Norge, der økonomisk holdt Danmark – og dermed helstaten – oppe. „Danmark har kunnet anses som en høj sø, der styrter idelig vand ned i det store hav, som aldrig kommer tilbage, og Norge som en flod, der falder igen ud i samme sø og derved hindrer, at den så hastig ikke kan udtørres.” En analyse af den dansk-norske handels- og betalingsbalance på et tidspunkt, hvor et økonomsprog endnu ikke var udviklet, og hvor billeder fra naturen måtte tages til hjælp.

Annonce

Den norske kritik er forståelig, men derfor ikke nødvendigvis sand. Det er ubestrideligt, at en del af statsindtægterne fra Norge blev overført til Danmark, som derfor kom til at drage fordel af de økonomiske effekter af denne kapital, når den blev investeret i byggeri og erhvervsstøtte og udbetalt i form af lønninger. Men ny norsk forskning har også påvist, at den danske enevælde i sin helstatspolitik i virkeligheden førte den samme forsigtige politik, som den gjorde i Danmark. Amtmandsembederne var i første halvdel af 1700-tallet delt nogenlunde ligeligt mellem norskfødte og danskfødte, og i anden halvdel af århundredet kom de danskfødte endda til at dominere billedet. Men den afgørende magt lå i lokaladministrationen med dens norskfødte fogeder og norskfødte præster, hvis råd og henstillinger styret i København i vid udstrækning rettede sig efter. Centraladministrationen i København vidste af lang erfaring, at det ikke var muligt at føre en politik, som den norske administration ikke sympatiserede med og fandt realistisk. Og følte bønderne, at embedsmændene i for høj grad varetog deres egne private interesser, var der en lang tradition for, at delegationer af norske bønder rejste ned til København og klagede til kongen, som var bondens ven, men som blev bedraget af utro tjenere.

I sin helstatspolitik tog enevælden i udstrakt grad hensyn til de ledende norske samfundsgrupper: købmændene, savværksejerne og bønderne, og den førte en skattepolitik, der gjorde Norge til et lavskatteområde sammenlignet med Danmark. Enevælden ville helstaten, og den var villig til at betale, hvad det kostede, i form af politisk-administrative indrømmelser og økonomiske begunstigelser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Norge og Danmark i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307710