Helstatspolitikken

Det var imidlertid ikke kun land, men også mennesker, den danske konge herskede over. Den tidligste folketælling, hvis tal er en smule for lave, viser befolkningsfordelingen inden for helstaten. I 1769 levede der i Danmark 785.590, i Norge 723.141, i Slesvig 243.605, i den kongelige del af Holsten 134.665, i den øvrige del af Holsten skønsmæssigt 144.000, i Oldenburg 79.071, på Island 46.201 og på Færøerne 4.754.

Samtidig var det en overordentlig sammensat stat. De erhvervsmæssige forhold varierede fra statsdel til statsdel. Danmark og hertugdømmerne var rene landbrugsområder, med en spinkel begyndelse til industrilignende produktion i de største byer. Norges eksistens hvilede for en del på landbrug – med hovedvægten lagt på husdyrholdet – men med en stærk eksportorienteret økonomi baseret på tømmer, fisk, jern og kobber. Island og Færøerne havde ligeledes en husdyrøkonomi, for Islands vedkommende suppleret med et sæsonbestemt kystfiskeri.

Den sociale struktur varierede også markant fra statsdel til statsdel. Både Danmark og hertugdømmerne var helt overvejende godssamfund, hvor jorden blev dyrket af henholdsvis stavnsbundne fæstebønder og livegne. Den norske landbefolkning bestod derimod af såvel selvejerbønder som fæstere eller jordlejere. Norge havde ikke en godsejerklasse, der både var jordejer og øvrighed, og den norske landbefolkning havde direkte kontakt med kongens lokale repræsentanter, sorenskriveren og fogeden. På Island var så godt som al jorden ejet af en indgiftet gruppe på henved hundrede mænd, der samtidig var kongens embedsmænd, og som reelt styrede øen og befolkningen som deres ejendom. Hvad der bandt helstaten sammen, var alene monarkens person.

Samtiden kaldte helstaten det danske monarki eller blot Danmark. Det gjorde den, fordi kongeriget Danmark politisk var helstatens centrum. Her residerede den enevældige konge. I hertugdømmerne opholdt han sig kun sjældent. I Norge aflagde kun tre af 1700-tallets enevoldskonger korte præsentationsbesøg, i 1704, i 1733 og i 1749. Til Island kom de aldrig.

Kongens autoritet i de enkelte dele af helstaten blev på intet tidspunkt i 1700-tallet direkte anfægtet. Tværtimod bad befolkningen i enhver kirke i helstaten ved hver eneste gudstjeneste troligt for kongen og den kongelige familie og for den øvrighed, der i hver enkelt statsdel repræsenterede den enevældige konge af Guds nåde. En nationalfølelse i moderne forstand eksisterede ikke omkring 1700. En national bevidsthed begyndte langsomt at udvikle sig inden for socialt afgrænsede middelklassegrupper i sidste halvdel af århundredet, frem for alt i hovedstaden, hvor et dansk, et tysk og et norsk kulturmiljø markerede sig over for hinanden. Umiddelbart udgjorde dette imidlertid ikke nogen trussel mod helstaten, og den langsomt vågnende nationalfølelse rokkede ikke ved den traditionelle kongetroskab, hverken i byerne eller på landet.

Den danske enevældes mål var en stærk og effektivt fungerende helstat, der blev regeret fra residensslottet og fra regeringskollegierne i København. Centralisering og enhed var derfor nøglebegreber i helstatspolitikken. De civile og militære administrationsorganer blev konsekvent placeret i hovedstaden. Retsvæsen, kirke og skole blev organiseret efter ensartede retningslinier, så langt det politisk og praktisk var muligt. Og styret arbejdede bevidst og konsekvent på at skabe en positiv holdning hos befolkningen i de enkelte statsdele til den enevældige kongemagt og til den førte helstatspolitik.