• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nådigherren og ridefogeden

Oprindelig forfatter OFel

Før 1660 havde den danske adel, hvis medlemmer udgjorde to promille af den samlede befolkning, haft eneret på at besidde godser. Med enevældens indførelse bortfaldt denne eneret, og i 1700-tallet var der reelt ingen skranker for, hvem der kunne erhverve et gods. Godsejerne blev derfor som gruppe socialt langt mere sammensat. Kongelige embedsmænd, officerer og rige borgere købte godser. Holberg investerede sin opsparede professorløn og indtægterne fra sine bøger og skuespil i de to sjællandske godser Brorup og Tersløsegård, af hvilke han endog oprettede et baroni og blev adelig på sine gamle dage. I løbet af århundredet blev endvidere et ret betydeligt antal tidligere godsforpagtere, godsforvaltere og ridefogeder af bondeslægt godsejere. Til billedet af godsejergruppen hører også myndige nådigfruer, der som enker håndfast styrede deres gods, som adelskvinderne havde gjort under adelsvælden.

Men der var tale om en langsom udvikling. Omkring 1700 var 60 procent af hovedgårdene endnu i adelig besiddelse. Reelt var adelens andel større, idet den navnlig ejede de store godser. Omkring 1700 tegnede den sig derfor for 75 procent af det samlede hartkorn, og endnu i årene før landboreformerne ejede den 70 procent af godshartkornet.

 Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold var en statelig repræsentant for de myndige kvinder, der forvaltede godser og godsimperier for deres børn og for slægten. Hun var datter af feltmarskal Michael Numsen og tilhørte kredsen omkring den politiske ledelse på Frederik 5.s tid. Denne position var hendes medgift i ægteskabet med den rige og nyadlede norske jernværksejer og sjællandske godsejer Severin Løvenskiold. Efter hans død i 1776 bestyrede hun det store gods Løvenborg ved Holbæk, og hendes brevveksling med forvalteren er en hovedkilde til periodens godshistorie. Maleri af Jens Juel 1772.

Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold var en statelig repræsentant for de myndige kvinder, der forvaltede godser og godsimperier for deres børn og for slægten. Hun var datter af feltmarskal Michael Numsen og tilhørte kredsen omkring den politiske ledelse på Frederik 5.s tid. Denne position var hendes medgift i ægteskabet med den rige og nyadlede norske jernværksejer og sjællandske godsejer Severin Løvenskiold. Efter hans død i 1776 bestyrede hun det store gods Løvenborg ved Holbæk, og hendes brevveksling med forvalteren er en hovedkilde til periodens godshistorie. Maleri af Jens Juel 1772.

Disse procenter på landsbasis dækker over en mere nuanceret virkelighed, både geografisk og socialt. I Jylland med de gennemgående mindre hovedgårde var de ikke-adelige ejere stærkere repræsenteret, hvorimod de store godser på Sjælland, Fyn og Lolland-Falster i højere grad bevarede deres aristokratiske ejerkreds. Samtidig var adelsbegrebet blevet udvidet. Adelsvældens krav om dokumentation for 32 adelige aner forsvandt med 1660. En betydelig del af godshartkornet tilhørte fortsat den gamle danske adel. Men en del af de adelige ejere kom nu fra slægter, der var blevet adlet af enevoldskongen som belønning for civil og militær tjeneste – hvis de da simpelt hen ikke havde været så rige, at de havde købt deres adelskab. I begyndelsen af 1700-tallet tilhørte de største godser første eller anden generation af de grever og baroner, som enevælden havde skabt som et særligt højaristokrati omkring tronen.

Annonce

Men højadelige eller almindelige adelige, borgerlige eller bondefødte, så var det medlemmerne af disse få hundrede familier, der ejede størstedelen af Danmarks jord og som styrede landet. Reelt var de konger på deres egen jord, de optrådte som konger, og herregården var deres residensslot – de største var i virkeligheden anlagt og udstyret som slotte. Ganske vist var årtierne omkring 1700 fattige på nybygninger. Behovet for herregårde var i alt væsentligt blevet mættet i de hektiske byggeperioder under Frederik 2. og Christian 4., men mange renæssanceherregårde blev i de år ombygget og udstyret, så de opfyldte barokkens krav om parade og regularitet.

Ejerne og deres familie var højt hævet over godsets almindelige dødelige beboere, og de demonstrerede det konsekvent. De prægtige parforcejagter, hvor ryttere og hunde under trompetfanfarer jog efter råvildtet, og de store jagter, hvor hundreder af godsets undergivne blev opbudt som klappere, var også en bevidst social manifestation. I klædedragt, sprog og optræden og med deres tyske og franske kulturpræg lagde de distance. Alle i sognet vidste, hvem der kom, når de med firspand og tjenere bag på kareten kørte over deres egne jorder til deres egen kirke, hvor de fra et herskabspulpitur eller en herskabsloge bivånede deres præsts gudstjeneste. Kirken blev i sig selv et udtryksfuldt monument over dem og deres slægt – meget langt fra vore dages kønsløse, overrestaurerede kirker, hvor menighedsrådene har fjernet de fleste af de ydre markeringer af det gamle samfunds godsejervælde. Endnu står altertavler og prædikestole med godsejernes våbenskjolde og navnetræk. Men det gamle præg af mausoleum – med sarkofager og mindetavler over tidligere ejere og med mørke gravfaner og sortmalede kårder fra en tid, da retten til at bære gyldne kæder havde været forbundet med pligten til at vove sin hals for konge og fædreland – er i dag borte.

 På prospektet fra 1753 ligger Ledreborg ved Roskilde som et kongeslot i landskabet. Christian 6.s minister, lensgreve Johan Ludvig Holstein, lod i 1740'rne arkitekterne J.C. Krieger og Laurids de Thurah opføre det strengt symmetriske barokanlæg, hvis placering højt på skrænten over Kornerup Å blev udnyttet til et af tidens mest ambitiøse haveanlæg i italiensk-fransk stil, med terrasser, trapper og lysthuse og med kaskader og skulpturer. Den syv kilometer lange lindeallé fra den gamle landevej mellem Roskilde og Ringsted op til slottet gav den besøgende rigelig tid til at fatte godsejerens position i samfundet.

På prospektet fra 1753 ligger Ledreborg ved Roskilde som et kongeslot i landskabet. Christian 6.s minister, lensgreve Johan Ludvig Holstein, lod i 1740'rne arkitekterne J.C. Krieger og Laurids de Thurah opføre det strengt symmetriske barokanlæg, hvis placering højt på skrænten over Kornerup Å blev udnyttet til et af tidens mest ambitiøse haveanlæg i italiensk-fransk stil, med terrasser, trapper og lysthuse og med kaskader og skulpturer. Den syv kilometer lange lindeallé fra den gamle landevej mellem Roskilde og Ringsted op til slottet gav den besøgende rigelig tid til at fatte godsejerens position i samfundet.

Eftertiden har fældet en hård dom over godsejere, der misbrugte deres ejendomsret og deres magtposition over for deres afmægtige, stavnsbundne fæstebønder. Fordømmelsen har dog haft sine nuancer. Nogle godsejere var hårdere end andre. Godsejere af gammel dansk adel er blevet anset for at være mere patriarkalske end nyadlede, med en nedarvet følelse af samhørighed med deres bønder. Enevældens adel var derimod tysk, fremmed og bondeplagere. Navnlig officerer, der blev godsejere, skal have været hastige til at bruge træhesten. Og værst af alle var de godsejere, der selv nedstammede fra almuen, og som uden aristokratisk distance plagede deres bønder. Den eneste godsejer, der i 1700-tallet blev dræbt af sine bønder, tilhørte netop denne gruppe. Knud Ahasverus Becker var en jysk færgemandssøn, der havde tjent sig op som ridefoged og købt den lille sjællandske herregård Bækkeskov ved Præstø. Efter en halv snes år følte hans hovbønder og deres karle sig så stærkt provokerede over hans forfølgelse – han red omkring pistolbevæbnet og pryglede dem med en hasselkæp – at de blev enige om at rydde ham af vejen. En høstdag i 1738 blev godsejeren revet ned af hesten og myrdet med høstredskaberne. Enevælden skred naturligvis ind med al den demonstrative grusomhed, lovgivningen rummede. Syv af anførerne blev henrettet og deres hoveder sat på stager, ligesindede til skræk og advarsel.

Traditionens og folkesagnenes had til disse bondefødte plageånder overgås kun af hadet til deres bondefødte håndlangere ridefogederne, der tyranniserede bønderne og samtidig bedrog deres herskab. Det var ridefogeden, Jeppe først af alle ville have hængt, „og vil ingen anden hænge dig, så skal jeg gøre det selv. Jeg ved nok, hvad I er for karle, I ridefogeder! Jeg ved, hvorledes I har omgået mig og andre stakkels bønder. … I får fløden af mælken, og herskabet får en lort (med tugt at sige)”.

Der var vitterligt godsejere, der misbrugte deres ejendomsret og deres magtposition. Det er endvidere forståeligt, at der har været en reaktion imod godsejere med en fremmed kulturel baggrund. Og det er ligeledes psykologisk forståeligt, at traditionen især har vendt sig mod almuefødte godsejere, der gennemskuede bøndernes undvigelsesmanøvrer og hårdhændet og effektivt søgte at opnå den størst mulige forrentning af den opsparede kapital, de havde investeret i deres gods.

 Herregården Krengerup ved Assens er et godt eksempel på 1700-tallets bestræbelser på at lade godsets hovedbygning og avlsbygninger fremstå som magtens bolig. Gennem århundredet ændredes udtrykket ganske vist, fra barokkens tyngde og alvor til det sene 1700-tals lettere, mere åbne anlæg. Men at anlægget skulle være symmetrisk om sin midterakse, var fortsat et krav. Krengerup blev opfort i årene efter 1772, formentlig af en af den indkaldte franske arkitekt N.H. Jardins elever, den københavnske arkitekt Hans Næss. Den bevarede tegning viser det slotsagtige anlæg med dets tre klart accentuerede led: hovedbygningen med dens cour d'honneur, staldgården og ladegården. I den endelige skikkelse blev hovedbygningen mere pompøs, men planens dybde og symmetri blev fastholdt.

Herregården Krengerup ved Assens er et godt eksempel på 1700-tallets bestræbelser på at lade godsets hovedbygning og avlsbygninger fremstå som magtens bolig. Gennem århundredet ændredes udtrykket ganske vist, fra barokkens tyngde og alvor til det sene 1700-tals lettere, mere åbne anlæg. Men at anlægget skulle være symmetrisk om sin midterakse, var fortsat et krav. Krengerup blev opfort i årene efter 1772, formentlig af en af den indkaldte franske arkitekt N.H. Jardins elever, den københavnske arkitekt Hans Næss. Den bevarede tegning viser det slotsagtige anlæg med dets tre klart accentuerede led: hovedbygningen med dens cour d'honneur, staldgården og ladegården. I den endelige skikkelse blev hovedbygningen mere pompøs, men planens dybde og symmetri blev fastholdt.

Men grundlæggende har eftertiden skabt det vrængbillede af det gamle samfunds godsejere, som den ønskede og havde brug for. Det stammer fra landboreformerne, hvor en adelsfjendtlig og privilegiekritisk borgerlig opinion fandt det politisk hensigtsmæssigt at skildre godsejeren som bondeplager og bonden som hensynsløst kuet – uden at spørge sig selv, hvordan et sådant samfund havde kunnet fungere i århundreder. Da det nationalliberale borgerskab i 1830'rne og 1840'rne allierede sig med bønderne mod enevælden, var traditionens godsejerbillede fortsat politisk bekvemt. Og under forfatningskampen mod Estrups godsejerstyre udnyttede partiet Venstre bevidst traditionens billede af de få uretfærdige over for de mange retfærdige og fremstillede danmarkshistoriens gårdmand som den, der fra sin fornedrelse rejste sig og førte demokratiet til sejr.

Forholdet mellem godsejeren og hans bønder fremtræder måske umiddelbart klarest, når vi ser på den godsfunktionær, der i det daglige befandt sig mellem de to: ridefogeden.

Der var normalt ret snævre grænser for, hvad en godsejer kunne lade sin ridefoged kræve af bønderne. Det afgørende værn mod vilkårlighed var, at bonden opfyldte sit fæstebrevs betingelser. Det var det, Erasmus Montanus' kloge far, fæstebonden Jeppe Berg, svarede, da hans kone Nille advarede ham mod at lade ridefogeden få kendskab til deres velstand: „Jo såmænd må han så. Det er hver mand her i byen bekendt, at vi er formuende folk. Når vi svarer vore skatter og landgilde, da kan ridefogeden ej rykke et hår af vort hoved.”

Og at ridefogeden befandt sig i en formidlende position mellem godsejeren og hans bønder, var Holbergs anden Jeppe, Jeppe Nielsen på Bjerget, udmærket klar over: „Ridefogeden er en skikkelig mand. Når vi stikker ham en daler i næven, gør han sin saligheds ed for herskabet, at vi ikke kan betale landgilde.” Så lød det nemlig fra ridefogeden: „Den stakkels mand er villig og flittig nok, men adskillige ulykker slår ham til, at han ikke kan betale. Han har en ond jord. Der er kommen skab på hans kvæg.”

I virkeligheden savner billedet af den onde herremand indre sandsynlighed. Det gamle samfunds godsejere handlede grundlæggende økonomisk rationelt, inden for de rammer og normer, der var tidens, og ud fra den indsigt, de havde. Begreber som frihed og lighed, der kom til at spille så betydningsfuld en rolle under landboreformerne og i 1800-tallets politiske liv, var abstrakte og i virkeligheden meningsløse ord i det gamle samfund med dets udprægede karakter af overlevelsesøkonomi.

Det betød på den anden side ikke, at forholdet mellem en godsejer og hans bønder var en idyl, eller at 1700-tallets Danmark var et patriarkalsk idealsamfund. Men begge parter kendte og erkendte den gensidige afhængighed, der bandt jordens ejer og dens brugere sammen. Den levede de efter. Og der var intet nedværdigende for en bonde i at yde hoveri. Tværtimod var det en form for betaling for brugen af anden mands jord, der var billig og overskuelig, i en økonomi hvor penge var dyre, hvor høsten kunne slå fejl, og hvor priserne kunne synke så lavt, at penge slet ikke kunne fås.

Når konflikter opstod, var det fordi en godsejer overskred den usynlige grænse for, hvad der var tradition for at forlange af hoveri – eller hvis bønderne ville prøve, hvor langt de kunne presse en ny godsejer. Og i sådanne sammenstød havde bønder, der holdt sammen, mange og gode muligheder inden for lovens rammer for at sabotere driften ved arbejd efter reglerneaktioner. Når godsejerne misbrugte deres magt, var det som regel, fordi de selv var økonomisk pressede, eller fordi de endnu ikke havde fattet systemets balancemekanismer med dets uskrevne regler for ydelser og modydelser. Godsejere og bønder handlede grundlæggende i overensstemmelse med et system, der havde fungeret længere, end nogen kunne huske, og som havde bevist sin funktionsduelighed på det helt afgørende punkt: overlevelse. Spørgsmålet var, om det gamle samfund ville være i stand til at overleve den overgang, der allerede var ved at ske, fra en naturaløkonomi og en overlevelsesstrategi til det nye samfunds pengeøkonomi og profitorienterede markedsproduktion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Nådigherren og ridefogeden i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307777