Myndigheden

Ejendomsretten gjorde samtidig i lovens forstand godsejeren til husbond for alle, der tjente ham og som fæstede hans gårde og huse. Med husbondretten fulgte automatisk tugtelsesretten. Som husbond havde han ret til at tugte dem korporligt, for eksempel hvis hoveriet efter hans mening ikke blev udført godt nok eller hurtigt nok. Danske Lov satte ikke andre grænser for tugtelsesretten, end at den ikke måtte medføre grov legemsbeskadigelse. Han havde ret til at revse „med kæp eller vånd, og ej med våben. Men gør han dem sår med od eller æg eller slår dem lemmer sønder eller skader dem på deres helbred, da straffes han såsom han en fremmed havde gjort skade”. Med den indskrænkning var tugtelsesretten ubegrænset. Indtil 1787 havde en godsejer lov til at straffe sine undergivne med træhest, hundehul og halsjern. Den omfattende brug, som træhesten har i traditionen og i myten om stavnsbåndstiden, har den imidlertid aldrig haft i virkeligheden. Oprindelig var træhesten et militært strafferedskab, og ligesom at stå i halsjern blev det af bønderne betragtet som en ydmygende snarere end en egentlig smertefuld straf. Den synes mest anvendt på Øerne, hvor det kan påvises, at to sjællandske bønder i 1728 og 1731 døde som følge af ridt på træhesten, den ene dog i forbindelse med en landmilitsøvelse. I Jylland synes den sjældent at have stået ved herregården, og endnu sjældnere at være brugt. Tiden var alt andet end blødsøden. Men i det omfang en godsejer og hans foged overhovedet fandt det hensigtsmæssigt at bruge tugtelsesretten, var det øretæver og prygl, de tyede til.

Med Danske Lov havde enevælden bekræftet det husbondansvar og den tugtelsesret, en godsejer altid havde haft. I praksis fungerede det enkelte gods derfor som en retskreds. En egentlig domsret overlod den danske enevælde aldrig godsejerne, men den gik langt i denne retning. Grever og baroner fungerede som amtmænd på deres grevskaber og baronier, med amtmandens traditionelle forpligtelse til at våge over, at der ikke skete bonden uret. På grevskaber og baronier samt en række af de større godser havde kongen endvidere indrømmet ejeren birkeret. Dermed erstattede godsets birketing det lokale herredsting, og det var godsejeren, der udnævnte birkefogeden – den dommer, der skulle dømme blandt andet i sager, som godsets bønder anlagde mod deres herskab.

I forholdet mellem en godsejer og hans bønder og husmænd var det heller ikke uden betydning, at godsejeren ofte ejede sognekirken. Det betød ikke blot, at han havde ret til to tredjedele af den tiende, bønderne skulle yde – den sidste tredjedel gik til sognepræsten. Det betød også, at han havde kaldsretten. Udnævne præsten kunne han ganske vist ikke. Den ret havde kongen, som udøvede den gennem stiftets biskop. Men biskoppen havde alene myndighed til at afgøre, hvorvidt ansøgerne var teologisk og moralsk kvalificerede til at få kald og krave. Godsejeren kunne frit vælge mellem de kvalificerede, ligesom han havde en afgørende indflydelse på, om en sognepræst kunne få lov at lade en søn eller en svigersøn følge efter sig i embedet. Sognets præst befandt sig i et afhængighedsforhold til godsejeren og kunne derfor vanskeligt fungere som vejleder for sine sognebørn, hvis de kom i konflikt med deres herskab.

Ydermere stod godsejeren som kongens lokale repræsentant. For overhovedet at kunne fungere på lokalt niveau havde den danske enevælde været nødsaget til at uddelegere væsentlige administrative beføjelser til de danske godsejere – og til at honorere deres lokaladministration med politiske indrømmelser.

Kort efter 1660 havde statsmagten overdraget skatteopkrævningen til godsejeren. Umiddelbart rummede det elementære fordele for enevælden. Godsejeren garanterede nemlig med sin ejendom for sine fæstebønders skatter, og under 1730'rnes landbrugskrise gik en række godser vitterligt på tvangsauktion, fordi bønderne var ude af stand til at indbetale deres skatter. Men statsmagten måtte betale for skatteopkrævningen. Dels med skattefrihed for hovedgårdsjorden – det vil i realiteten sige ca. seks procent af landets jord. Dels ved at acceptere et feudalt mellemled mellem fyrste og folk – et mellemled, der grundlæggende stred imod enevældens idégrundlag og aspirationer om et umiddelbart kongeligt styre.

I sin soldaterudskrivning fulgte enevælden den samme politik. Til den landmilits, der eksisterede fra 1701 til 1730, blev godsejerne forpligtet til at stille soldater. Men statsmagten måtte til gengæld give godsejerne magtmidler, der satte dem i stand til at fastholde de unge mænd på godset. Og ved genindførelsen af landmilitsen i 1733 gik enevælden endnu længere i bortgivelsen af sin autoritet. Som betaling for at afgive mandskab til militsen fik godsejerne stavnsbindingen af landbefolkningen, der markant styrkede deres position som arbejdsgivere og ved fæsteindgåelse, ligesom det gav dem et effektivt disciplineringsmiddel i hænde over for efterladende og genstridige fæstebønder.

På det formelle plan var de danske godsejeres myndighed så godt som uden grænser.