Magten (godsejerens magt)

Når godset kan betragtes som en stat i staten og godsejeren som den lokale hersker, skyldes det dels den magt, der umiddelbart fulgte med ejendomsretten til godset, dels de administrative beføjelser, den danske enevælde havde uddelegeret til godsejeren, som derved kom til at fungere som kongens repræsentant over for lokalbefolkningen.

Godsejeren ejede ikke blot herregården selv med dens hovedbygning, avlsbygninger, agre og enge, men også dens overdrev, heder og skove, og dens søer, moser, åer og strande. Han ejede også husene og bondegårdene i godsets umiddelbare nærhed – og ejede han ikke alle gårde og huse i de omliggende landsbyer, arbejdede han normalt ihærdigt på at købe andre ejere ud, eventuelt overtage deres gårde i bytte mod jord, der lå fjernere fra godset. Ejendomsretten til samtlige gårde og huse i en landsby indebar fordele for godset, når det gjaldt tilrettelæggelsen af hoveriet på hovedgårdsmarkerne samt opkrævningen af skatter og udskrivningen af soldater.

Hvor stor en ejendom skulle være for at kaldes et gods, stod ingen steder skrevet. Men enevælden fortsatte den landbrugspolitik, der var blevet ført før 1660. Ud fra et produktionssynspunkt gik statsmagten ind for stordrift i landbruget.

Enevælden gav derfor skattefordele til det, som samtiden kaldte komplette hovedgårde. For at kunne anerkendes som en komplet hovedgård – og dermed opnå den eftertragtede skattefrihed for hovedgårdens egne jorder – skulle godsejeren besidde mindst 200 tønder hartkorn bøndergods – svarende til 30-40 fæstegårde – inden for en afstand af højst 15 km fra hovedgården. Der fandtes også ukomplette hovedgårde – mindre herregårde og hvad vi i dag ville kalde proprietærgårde – der ikke opfyldte disse krav. Ofte arbejdede ejerne stædigt over generationer på at samle sig det nødvendige antal bondegårde inden for denne magiske afstand. Nogle lykkedes det for, andre ikke, og navnlig i Jylland kunne man finde mange af disse små herregårde.

I den anden ende af spektret lå de meget store godser. I 1671 havde Christian 5. skabt et højaristokrati af grever og friherrer. Til oprettelsen af et grevskab krævedes 2500 tønder hartkorn og til et baroni 1000. Disse såkaldte majorater blev sikret for slægten ved, at de udelt gik i arv til ældste søn eller nærmest derefter berettigede arving. Uddøde slægten, gik godset over til kronen. Grevskaber nød skattefrihed for 300 tønder hartkorn jord ud over de komplette hovedgårde, og baronierne for 100. En tilsvarende begunstigelse af de særligt store godser havde enevælden skabt med Danske Lov i 1683, hvor der af godser med mindst 400 tønder hartkorn kunne oprettes stamhuse, der ligeledes sikredes for slægten gennem en båndlæggelse af jorden og kapitalen i et såkaldt fideikommis. Kun de løbende indtægter tilfaldt stamherren – en bestemmelse, der skulle få betydning i slutningen af 1700-tallet. Når indtægterne fra salg af fæstegårde til selveje tilfaldt fideikommiset og ikke den til enhver tid siddende stamherre, var det nemlig mindre attraktivt at bortsælge bondegårde til selveje, end det var for de almindelige godser.

1700-tallets karakteristiske gods var dog den komplette hovedgård. Men også på dem var der forskel. De meget store godser lå fortrinsvis på Øerne, mens der i Jylland lå forholdsvis flere af de mindre. Godsets størrelse havde betydning, ikke blot for ejeren, men også for lokalsamfundet. I den ene ende af spektret var de små godser med kun 35 fæstegårde og et tilsvarende antal fæstehuse. Her boede ejeren oftest selv på gården, hvis drift han personlig varetog, og mellem godsets 3-400 beboere og godsejeren var der en reel kontakt, selv om de ikke mødte ham daglig. I den anden ende af spektret var storgodserne. Størst mod slutningen af 1700-tallet var Ahlefeldt-slægtens godsimperium. Foruden godser på Fyn og i hertugdømmerne samt det norske grevskab Laurvig ejede lensgreven på Tranekær to tredjedele af Langeland. Alene det langelandske gods bestod af fem hovedgårde, der omfattede 382 fæstegårde, 30 bolsteder eller mindre gårde, 482 fæstehuse og 315 landarbejderhuse. Her var en umiddelbar kontakt mellem de omkring 5000 langelændere og lensgreven på forhånd udelukket. Godset blev drevet af forpagtere og forvaltere.

Beboernes kontakt var med lavere godsfunktionærer, og godsejeren var for dem næsten lige så fjern som kongen i København.

Ejendomsretten var grundlaget for godsejerens indtægter. Den sikrede ham kontanter i form af indfæstning, når en ny bonde overtog en fæstegård, samt eventuelt også penge som en del af landgilden. Normalt var hans indtægter af landgilden dog i naturalier. Fra fæstegårdene kom endvidere den overvejende del af den arbejdskraft og de arbejdsredskaber og heste, der var en betingelse for driften af hovedgårdsmarkerne. Fra husmændene modtog han en årlig pengeafgift, ligesom husmanden var forpligtet til at arbejde på hovedgården og husmandskonen i hovedgårdens have. Og hverken fæstegårdmanden eller fæstehusmanden havde lov til at udleje dele af deres bolig til andre uden godsejerens udtrykkelige tilladelse.