• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hovedgårdsdriften

Oprindelig forfatter OFel

Driften af hovedgårdene var ikke ens. I Jylland blev der endnu på mange godser opdrættet stude, som blev drevet ad Hærvejen ned gennem Jylland og hertugdømmerne til det store kvægmarked ved Hamburg, mens andre blev drevet til Ringkøbing eller Ribe og derfra sejlet til Holland. I 1700-tallet var studehandelen dog kun en svag afglans af, hvad den havde været under højkonjunkturerne på Frederik 2.s og Christian 4.s tid.

På hovedgårdene på Øerne og i Østjylland var produktionen frem for alt baseret på korn. Her dominerede rug og byg; noget havre dyrkede de fleste, men kun på Lolland og Falster var hvede af nogen betydning. Men foldudbyttet – det vil sige høstens størrelse i forhold til udsæden – var lavt. Naturligvis varierede det. Vejrliget det enkelte år spillede en væsentlig rolle. Udbyttet var endvidere højere på lerjord end på sandjord, højere på hovedgårdsjorden end på bondegårdsjorden, og højere for byg end for rug og havre. Gennemsnitlig lå det på mellem fire og fem fold, det vil sige mindre end en femtedel af foldudbyttet i dag.

 På J.J. Bruuns prospekt af Vordingborg fra 1755, hvor man blandt andet ser Gåsetårnet og Christian 5.s bror prins Jørgens barokpalæ fra 1671, har tegneren skildret en hoveriscene, som samtiden har kunnet nikke genkendende til. I det tørre julivejr har krongodsets bønder og deres folk slået hø på ladegårdens jorder og sat det i stakke. En af kuskene har lagt sig for at tage en lur, mens en karl og en pige har fundet på andet og mere fornøjeligt at fordrive tiden med – uden at se fogeden, der kommer løbende med sin stok. I forgrunden ses en mark med højryggede agre.

På J.J. Bruuns prospekt af Vordingborg fra 1755, hvor man blandt andet ser Gåsetårnet og Christian 5.s bror prins Jørgens barokpalæ fra 1671, har tegneren skildret en hoveriscene, som samtiden har kunnet nikke genkendende til. I det tørre julivejr har krongodsets bønder og deres folk slået hø på ladegårdens jorder og sat det i stakke. En af kuskene har lagt sig for at tage en lur, mens en karl og en pige har fundet på andet og mere fornøjeligt at fordrive tiden med – uden at se fogeden, der kommer løbende med sin stok. I forgrunden ses en mark med højryggede agre.

De faldende kornpriser i første halvdel af 1700-tallet havde imidlertid fået en del godsejere til at investere i en bredere produktion, der også omfattede smør, ost og slagtekvæg. Det var en kapitalkrævende omlægning. Men den var lønsom, ikke blot fordi priserne for mælke- og kødprodukterne steg mere end kornpriserne, men også fordi det øgede kreaturhold skaffede hovedgården mere af den gødning, der var det gamle landbrugs største mangelvare. Den ensidige korndyrkning med de korte hvileperioder forbrugte jordens naturlige kvælstoffer og udpinte markerne. Indførelsen af nye afgrøder som kløver, der ikke blot var foderintensiv i forhold til den sparsomme græsning, brakjorden og overdrevet kunne yde, men som også bandt jordens kvælstoffer, skete først i anden halvdel af 1700-tallet.

Annonce

Et karakteristisk træk ved hovedgården var, at den solgte mere, end den selv producerede. Fra de mange fæstegårde modtog den meget betydelige mængder af tærsket og renset korn. Som ejer af en eller flere kirker modtog godsejeren også kirketiende – en ydelse, der var endnu mere værdifuld end landgildekornet, idet tiendekornet blev ydet i kærven: det vil sige ikke blot kornet, men også den værdifulde foderhalm, der var en forudsætning for vinterfodring af et større kreaturhold.

 Gengivelser fra 1700-tallet af træhesten er sjældne. På J.J. Bruuns gouache fra omkring 1750 af Antvorskov ved Slagelse er den kommet med som en selvfølgelig del af en miljøskildring. Træhesten – og pælen med halsjernet, der ligeledes ses på udsnittet af billedet – skulle ikke lemlæste, men latterliggøre misdæderen, og derfor var den anbragt ved porten til slottet, hvor mange havde ærinde.

Gengivelser fra 1700-tallet af træhesten er sjældne. På J.J. Bruuns gouache fra omkring 1750 af Antvorskov ved Slagelse er den kommet med som en selvfølgelig del af en miljøskildring. Træhesten – og pælen med halsjernet, der ligeledes ses på udsnittet af billedet – skulle ikke lemlæste, men latterliggøre misdæderen, og derfor var den anbragt ved porten til slottet, hvor mange havde ærinde.

Fra gammel tid havde godsejeren ret til at gøre sig sit gods så nyttigt, som han kunne og ville. Bonden var forpligtet til at sælge sit korn i den nærmeste købstad, og ofte måtte han gøre det umiddelbart efter høsten, til en lille gruppe lokale købmænd, der meget vel vidste, at bonden ikke havde råd til at vente. Men godsejeren kunne sælge sit korn til hvem han ville, og hvor han ville. Han havde normalt råd til at vente på den prisstigning, som altid kom i løbet af vinteren og foråret. Og han var ikke bundet til at sælge sit korn til købmændene i de omliggende købstæder. Han kunne selv udskibe kornet i købstadens havn eller fra godsets egen ladeplads. På Dragsholm i Nordvestsjælland blev korntønderne kørt så langt ud i vandet, som heste og vogn kunne klare, derpå blev tønden ombundet med et reb, der var kastet ud fra den ventende skude ude på dybere vand, og en efter en blev tønderne flådet ud og halet om bord. Hvorefter skipperen satte kursen enten mod hovedstaden eller en af de mange norske havne, hvor der altid var god afsætning på kornet fra Danmark.

 På et stik af Jonas Haas (udsnit) fra 1774 af den nordvestsjællandske herregård Løvenborg ses en af dagligdagens arbejdssituationer. Hovbønderne har bjærget det hø, der var en forudsætning for, at godsets store kreaturhold kunne vinterfodres. De har kørt høet hjem, og inde i ladeporten stikker de det med høtyve op på høloftet.

På et stik af Jonas Haas (udsnit) fra 1774 af den nordvestsjællandske herregård Løvenborg ses en af dagligdagens arbejdssituationer. Hovbønderne har bjærget det hø, der var en forudsætning for, at godsets store kreaturhold kunne vinterfodres. De har kørt høet hjem, og inde i ladeporten stikker de det med høtyve op på høloftet.

Endelig var det karakteristisk for hovedgårdsdriften, at arbejdskraften var gratis – i hvert fald ud fra en umiddelbar betragtning. 1700-tallets herregårde var mærkeligt mennesketomme. Herskabet havde naturligvis et standsmæssigt tjenerskab, der på de største gårde kunne ligne et lille hof. Men en senere tids rækker af karlekamre og pigekamre og klynger af landarbejderboliger på gårdens grund fandtes ikke. Hvor hovedgården havde mejeri, var der malkepiger og også en røgter. Men det overvejende arbejde – på markerne, i tærskeloen, i laden og på kornlofterne – blev udført af godsets arbejdspligtige gårdmænd og husmænd, ligesom det var gårdmændene og deres karle, der måtte age godsets korn til købstaden eller ladepladsen eller køre de lange rejser til København, der var en tung byrde for de sjællandske bønder.

Hovedgården repræsenterede stordriften i det gamle samfund. Sammenholdt med bondegården stod den for en fleksibel, kapitalkrævende produktionsform, underlagt markedsøkonomien og i væsentlig grad baseret på den moderne pengeøkonomi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Hovedgårdsdriften i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307776