• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tryghed i fæstet

Oprindelig forfatter OFel

Ved overtagelsen af fæstet havde gårdmanden og husmanden betalt et engangsbeløb: indfæstning eller stedsmål. Størrelsen af denne indfæstning var markeds- og konjunkturbestemt. For eftertragtede gårde som de fynske kunne godsejeren betinge sig en væsentligt større indfæstning end for gårde på Sjælland og i Jylland. Men individuelle forhold kunne også påvirke beløbet. Var gården i dårlig stand, kunne indfæstningen sættes ned eller måske helt bortfalde. Ved overtagelse af specielt dårligt røgtede gårde kunne den nye fæster endda betinge sig en igangsætningshjælp i form af materialer, dyr og sædekorn og få hel eller delvis eftergivelse af landgilden de første år.

Fæstebrevet gav formelt gårdmanden sikkerhed, og fra 1719 havde godsejeren pligt til at føre retsgyldige fæsteprotokoller. Godsejeren kunne ikke ensidigt forhøje landgilden i fæsteperioden. Og forudsat at bonden betalte sin landgilde og sine skatter, ydede sit hoveri og holdt sin gård ved magt, kunne han blive på gården, til han døde. Livsfæstet havde siden 1551 været påbudt ved lov, og også før 1551 havde det formentlig været regelen.

 Det gamle samfunds fæstebreve præciserede de vilkår, på hvilke bonden overtog en gård for sin og sin kones levetid. Den 5. december 1750 overlod enkegrevinde Lucia Henriette von Holstein på det sydsjællandske gods Holsteinborg en gård i landsbyen Høve ved Skælskør til landsoldat Ole Hansen, som samtidig blev slettet af rullen. I landgilde og hoveri – gården lå ti km fra godset – skulle Ole Hansen hvert år til mortensdag svare tre rigsdaler, to tønder byg, en tønde havre, et lam, en gås og to høns. I indfæstning erlagde han fem rigsdaler og to mark. Han forpligtede sig til at svare de kongelige skatter, gøde og dyrke gårdens jord, forbedre dens bygninger og besætning samt være sit herskab hørig og lydig. De forholdsvis lempelige vilkår kan skyldes, at han ægtede den afdøde fæsters datter og lovede at forsørge sin svigermor. Af „Hendes højgrevelige Nåde” modtog Ole Hansen det originale fæstebrev, og under grevindens genpart prentede han møjsommeligt sine forbogstaver: O H S. For at være retsgyldigt skulle fæstebrevet skrives på stempelpapir, hvad der skaffede kongens kasse en indtægt på 24 skilling.

Det gamle samfunds fæstebreve præciserede de vilkår, på hvilke bonden overtog en gård for sin og sin kones levetid. Den 5. december 1750 overlod enkegrevinde Lucia Henriette von Holstein på det sydsjællandske gods Holsteinborg en gård i landsbyen Høve ved Skælskør til landsoldat Ole Hansen, som samtidig blev slettet af rullen. I landgilde og hoveri – gården lå ti km fra godset – skulle Ole Hansen hvert år til mortensdag svare tre rigsdaler, to tønder byg, en tønde havre, et lam, en gås og to høns. I indfæstning erlagde han fem rigsdaler og to mark. Han forpligtede sig til at svare de kongelige skatter, gøde og dyrke gårdens jord, forbedre dens bygninger og besætning samt være sit herskab hørig og lydig. De forholdsvis lempelige vilkår kan skyldes, at han ægtede den afdøde fæsters datter og lovede at forsørge sin svigermor. Af „Hendes højgrevelige Nåde” modtog Ole Hansen det originale fæstebrev, og under grevindens genpart prentede han møjsommeligt sine forbogstaver: O H S. For at være retsgyldigt skulle fæstebrevet skrives på stempelpapir, hvad der skaffede kongens kasse en indtægt på 24 skilling.

Men det var ikke normalt, at bonden havde gården i fæste, til han døde. Den faktiske fæsteperiode var for de fleste kortere, og mange forhold kunne spille ind. Det afhang blandt andet af, om bonden selv ønskede at forblive i fæstet til sin død, eller om han foretrak at gå på aftægt – og dette afhang igen af, om godsejeren var villig til at lade en søn eller svigersøn overtage fæstet på rimelige vilkår, mod løfte om at forsørge de gamle og give dem en hæderlig begravelse, når den dag kom. Men grundlæggende var fæsteperiodens længde – trygheden i fæstet – afhængig af, om bonden var i stand til at opfylde sin del af fæstekontrakten. Her var han afhængig af forhold, han ikke havde nogen indflydelse på: vejret og den almindelige prisudvikling. Formelt var betingelserne klare: kunne han ikke opfylde sine forpligtelser, havde han misligholdt sin fæstekontrakt, og godsejeren var i sin gode ret til at sætte ham fra gården og indsætte en ny fæster. 1700-tallets virkelighed var imidlertid mere nuanceret. Hvis godsejeren havde tillid til fæsteren og kunne se, at vanskelighederne var uforskyldte, kunne det være i hans egen interesse at give henstand og udvise langmodighed. Dygtige landmænd hang ikke på træerne. Godsejerens holdning afhang også af, om han overhovedet kunne få en bedre fæster – samt naturligvis af, om han havde råd til at give henstand.

Annonce

På mange godser ved vi, hvor længe fæsterne sad på deres gårde, og vi kender også årsagerne til, at de forlod gårdene i utide. I 1730'rne, hvor landbrugspriserne var de laveste i mands minde, kan vi se, at mange måtte gå fra gården. Det mærkedes på Fyn og i Jylland, men endnu stærkere i Nordjylland og på Sjælland, og det mærkedes tilsvarende, at færre bønder var i stand til at få en søn eller svigersøn til at overtage fæstet. Men da krisen ebbede ud, og priserne igen begyndte at stige, kom der atter en stigende tryghed i fæstet. Stadig flere gårdmænd sad nu på gårdene til deres død, og flere gårdmænd og gårdmandskoner levede deres sidste år som aftægtsfolk på den gård, de selv havde drevet og forbedret, og hvor driften blev ført videre af næste generation.

For gårdmandsklassen betød opgangsperioden fra midten af 1700-tallet en social konsolidering. I det gamle samfund havde der været et socialt skel mellem gårdmænd og husmænd. Men skellet havde ikke været skarpt, og det skete, at husmænd og husmandssønner tog gårde i fæste og blev gårdmænd, om end det sjældent var de gode gårde, de fik. Men den stigende tryghed i fæstet og udviklingen af et faktisk familiefæste var ensbetydende med en gradvist skarpere klasseopdeling af landbosamfundet, allerede før landboreformerne definitivt befæstede gårdmandsklassens position gennem selvejekøb og positiv særlovgivning for de tilbageværende fæstegårdmænd samt gennem en lovgivning, der fastlåste husmændene som underklasse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Tryghed i fæstet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307780