Det anonyme nederlandske portrætstik viste Europa, hvordan den nye russiske zar, som afgørende kom til at ændre Nordens skæbne, så ud. Under Den store nordiske Krig var Peter den Store Danmarks allierede, men han vægrede sig ved at støtte en dansk generobring af Skåne, og da krigen sluttede, var Frederik 4. og zaren reelt fjender. Modsætningsforholdet blev yderligere skærpet, da zaren valgte at støtte hertugen af Gottorps krav om genindsættelse som hertug i Slesvig, og frygten for Rusland tvang Danmark til at opretholde et kostbart militært beredskab. Hvis man skal tro den russiske gesandt, var danskerne ved at drikke sig sanseløse af glæde, da nyheden om zarens død i 1725 nåede København.

.

Kobberstikket efter N.H. Jardins tegning viser den 17-årige Christian 7. og den 15-årige Caroline Mathilde, der træder bryllupsdansen i riddersalen på Christiansborg Slot den 8. november 1766. Fyrstelige ægteskaber var en del af 1700-tallets europæiske politik. Frederik 5.s datter Sophie Magdalenes ægteskab med den svenske kronprins Gustav (3.) blev fra dansk side presset igennem i 1766 som led i Danmarks og Ruslands politik over for Sverige.

.

A. P. Bernstorff malet omkring 1790 af Jens Juel og C. G. Bernstorff malet af Joseph Darbes i 1794.

.

Den hannoveranske adelsslægt Bernstorff udgjorde dynastiet i 1700-tallets danske udenrigspolitik. I mere end hundrede år sad slægtens medlemmer på de vigtigste poster i den danske udenrigstjeneste, og i samfulde 60 år hed helstatens udenrigsminister Bernstorff. Johan Hartvig Ernst Bernstorff var udenrigsminister 1751-70; hans brorsøn, Andreas Peter Bernstorff, var det med en kortvarig afbrydelse fra 1773 til sin død i 1797; og dennes søn, Christian Günther Bernstorff, bestred posten fra 1797 til 1810 – for derpå at blive preussisk udenrigsminister 1818-35. J. H. E. Bernstorff er malet i 1759 af Louis Tocqué.

.

Otto Blome var en værdig repræsentant for l'ancien régime's diplomati og for 1700-tallets danske udenrigstjeneste. Af fødsel tilhørte han det rige holstenske godsejeraristokrati. Han var i 1770 oberst og generaladjudant, da han modtog udnævnelsen til dansk gesandt i Paris, hvor han oplevede revolutionen og forblev på sin post helt frem til Ludvig 16.s henrettelse i 1793. I 1797 lod han sig overtale til at påtage sig posten som gesandt i Sankt Petersborg – mod at få Elefantordenen. I Paris havde han i 1773 ladet sig male af den danske maler Jens Juel. Elefantordenens stjerne og blå bånd er tilføjet på maleriet efter opholdet ved det russiske hof.

.

På Frederiksborg Slot undertegnede Frederik 4. den 3. juli 1720 den fredstraktat, der formelt satte punktum for Den store nordiske Krig.

Kongen havde netop da indledt et slotsbyggeri ved Esrum Sø i Nordsjælland. Det var drømmen om Italien, han søgte at genskabe med sig selv som arkitekt. Da det italienske landslot med det store ottekantede gårdanlæg to år senere stod færdigt, kunne den kongelige bygherres valg af slottets navn læses over porten:

Da krig og orlogstid ved Gud en ende fik,

blev Fredensborg opbygt af Fjerde Frederik

Store nordiske Krig blev den danske kongemagts sidste revancheforsøg. Med freden skrinlagde Danmark definitivt alle planer om med politiske eller militære midler at genvinde de afståede landsdele. Det betød dog ikke, at Danmark ville afstå fra at udnytte en gunstig politisk situation, hvis den bød sig.

I 1742 åbnede den svenske tronfølgestrid mulighed for en dansk erhvervelse af Bohuslen, og Christian 6. satte hæren på feltfod. Planen lod sig dog ikke realisere, og med nød og næppe undgik Danmark en krig med Sverige.

Episoden i 1742 var undtagelsen, der bekræftede regelen. Efter 1720 var dansk udenrigspolitik en politik uden territoriale aspirationer.

Den politik, Frederik 4. indledte, og som grundlæggende blev fastholdt gennem resten af 1700-tallet, skulle give helstaten fred og sikkerhed og sikre fredens fordele, når helstaten holdt sig neutral under stormagternes krige.

Men i 1700-tallets Europa rådede Danmark ikke selv for fred og sikkerhed. Selv om Danmark ikke havde erobringsplaner, havde andre magter det.

Fra dansk side var man kun alt for godt klar over, at det ikke var nogen historisk tilfældighed, at det var foran en norsk grænsefæstning, Karl 12. var faldet. Sverige havde som krigens taber måttet afstå næsten hele det svenske østersøimperium, og det kunne forudse yderligere pres mod Finland fra den nye stormagt, Peter den Stores Rusland.

En erhvervelse af Norge var et oplagt svensk mål. Krigen havde ganske vist reduceret Sverige til en magt på Danmarks eget niveau, og frihedstidens rigsdagsforfatning, der i 1718 havde afløst den karolinske enevælde, begrænsede landets muligheder for at føre en aggressiv udenrigspolitik.

Men den dag enevælden blev genindført – således som det skete med Gustav 3.s statskup i 1772 – ville erhvervelsen af Norge blive et hovedmål i svensk udenrigspolitik.

I 1720 var kampen for Norge imidlertid fjern fremtid. Nutiden i dansk udenrigspolitik hed gottorperne og Rusland.

Det gottorpske spørgsmål kom til at dominere dansk udenrigspolitik frem til 1773, hvor det omsider fik en for Danmark tilfredsstillende løsning. For Danmark var målet dobbelt: dels at fastholde hertugens afkald på hans slesvigske besiddelser, dels at gennemtvinge hans afståelse af de gottorpske besiddelser i Holsten med henblik på at samle Holsten under den danske konge.

Den gottorpske hertugslægt var imidlertid ikke en betydningsløs nordtysk fyrsteslægt. Den var indgiftet i det svenske kongehus; den spillede en politisk rolle i Sverige efter Karl 12.s død; og i 1742 blev en gottorper, Adolf Fredrik, svensk tronfølger.

For Danmark var det imidlertid gottorpernes forbindelse med Rusland, der især måtte vække bekymring. I 1725 bortgiftede zarina Katharina 1. sin og Peter den Stores ældste datter til den gottorpske slægts overhoved, hertug Carl Friedrich.

Hertugens glødende had til arvefjenden Danmark og hans uigenkaldelige beslutning om at generhverve slægtens slesvigske besiddelser gik i arv til hans søn. Og i 1762 besteg sønnen den russiske trone som zar Peter 3.

Det gottorpske spørgsmål var derfor ikke et isoleret danskgottorpsk problem. Det blev et storpolitisk problem, der for Danmark blev yderligere alvorligt ved, at Peter den Store og hans efterfølgere valgte at gøre det til et russisk prestigespørgsmål. Den nye russiske stormagts valg af side i europæisk politik blev bevidst gjort afhængigt af, hvilke magter der var villige til at støtte Rusland i dets bestræbelser på at genindsætte hertugen i Slesvig. Danmark reagerede ved at søge stormagtsstøtte.

Formelt var forholdet mellem Europas stater et forhold mellem uafhængige og ligeberettigede fyrster, og i diplomatisk sprogbrug og etikette blev denne illusion opretholdt. Men virkelighedens verden var en anden. Realpolitisk var kongen af Danmark og kongen af Frankrig alt andet end ligemænd.

I et Europa, hvor enhver lokal konflikt kunne udvikle sig til en storkrig, kunne beslutninger om krig og fred ikke overlades til de mindre stater. Det var stormagtsanliggender, og europæisk politik var stormagternes politik.

Stormagterne var på den anden side ikke enerådende i 1700-tallets europæiske politik. Rivaliseringen fandt sted imellem stormagter, der om sig samlede en række klientstater. Og forholdet mellem en stormagt og dens klientstater var betinget af, hvad de gensidigt kunne og ville yde.

Danmark var en typisk klientstat, og hvad det efter 1720 søgte hos en stormagt, var fred og sikkerhed samt en løsning på det gottorpske spørgsmål. Hvad landet havde at tilbyde var begrænset. Helstatens hær var alene opbygget med henblik på forsvar, hvorimod flåden gennem det meste af 1700-tallet, hvor Østersøen var et af brændpunkterne i europæisk politik, var en militær faktor af en vis betydning.

Set med stormagtsøjne var den danske stats væsentligste aktiv dens beliggenhed. Ikke sådan at forstå, at den danske konge kunne blokere sine stræder for gennemsejling eller bruge Øresundstolden som politisk pression. De magtmuligheder havde Danmark ikke længere.

Men dets strategiske placering ved stræderne til Østersøen var af betydning for en stormagt, der ønskede at gøre sig gældende i nordeuropæisk politik. Og for en stormagt som Rusland, der fra 1730'rne konstant måtte kalkulere med svenske planer om generobring af de afståede finske og baltiske provinser, kunne en alliance være værdifuld.

For Danmark var det vitalt at finde en plads som klientstat. Katastrofen ville indtræffe den dag, Danmark stod politisk isoleret.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fred og sikkerhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig