Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kampen om Norge

Oprindelig forfatter OFel

Karl 12. opslog sit hovedkvarter i Skåne, og i det udpinte Sverige rejste han endnu en hær. Hans plan var at angribe Sjælland over Øresunds is i vinteren 1715-16, men isen brød op, før angrebet kunne sættes ind. I stedet planlagde han, hvad der skulle blive hans sidste felttog: den erobring af Norge, som skulle erstatte Sverige tabet af de nordtyske og baltiske provinser.

I det tidlige forår 1716 rykkede den svenske hær fra Göteborg ind over den norske grænse og besatte Kristiania. De norske grænsefæstninger holdt imidlertid stand, og Karl 12. måtte derfor trække sig tilbage til Frederikshald, hvor han påbegyndte en regulær belejring af den vigtige grænsefæstning Frederiksten. Hans belejringsmateriel var om bord på en flåde af småskibe på vej op gennem Bohuslens skærgård og var på det tidspunkt nået frem til bunden af den lange fjord Dynekilen kun 20 kilometer fra Frederikshald.

Men det svenske belejringsartilleri nåede aldrig frem. Tidligt om morgenen den 8. juli stod en lille dansk styrke på to fregatter og fem mindre fartøjer under kommando af den 25-årige kaptajn Peter Wessel – året før adlet under navnet Tordenskiold – ind gennem den smalle fjord. Angrebet kom helt uventet. De svenske fartøjer blev enten sænket eller ført bort som bytte. Og allerede dagen efter drog Karl 12. den militære konklusion. Han hævede belejringen og trak sig tilbage over den svenske grænse.

Annonce

 Tordenskjolds angreb på den svenske transportflåde i Dynekilen om morgenen den 8. juli 1716 er skildret på et stik af O.H. de Lode 1747 efter tegning af den unge kadet Niels Stibolt. Stikket gengiver aktionens to faser. Øverst til venstre angriber Tordenskiolds syv fartøjer – fregatterne Hvide Ørn og Vindhunden, skøtprammene Hjælperen og Arken Noah og galejerne Prins Christian, Louise og Charlotte – de 11 svenske galejer under kommando af admiral Strömstierna på Stenbocken og de 21 svenske transportskibe. Nederst til højre forlader den danske angrebsstyrke Dynekilen med de erobrede fartøjer.

Tordenskjolds angreb på den svenske transportflåde i Dynekilen om morgenen den 8. juli 1716 er skildret på et stik af O.H. de Lode 1747 efter tegning af den unge kadet Niels Stibolt. Stikket gengiver aktionens to faser. Øverst til venstre angriber Tordenskiolds syv fartøjer – fregatterne Hvide Ørn og Vindhunden, skøtprammene Hjælperen og Arken Noah og galejerne Prins Christian, Louise og Charlotte – de 11 svenske galejer under kommando af admiral Strömstierna på Stenbocken og de 21 svenske transportskibe. Nederst til højre forlader den danske angrebsstyrke Dynekilen med de erobrede fartøjer.

Forberedelsen af et nyt svensk angreb, der skulle sættes ind både mod Trondhjem og mod det sydlige Norge, tog tid. Først i november 1718 kunne Karl 12. på ny rykke over den norske grænse og genoptage belejringen af Frederiksten. Fæstningens vigtige forværk, Gyldenløve, blev stormet og erobret den 8. december, og løbegravene blev derpå ført nærmere op mod hovedfæstningen, hvis garnison forberedte sig på et stormangreb.

Men stormangrebet kom aldrig. Om aftenen den 30. november, da Karl 12. inspicerede løbegraven nærmest fæstningen, sank han pludselig om, ramt i tindingen af en musketkugle – om den var affyret fra fæstningen eller fra de svenske løbegrave, får vi aldrig at vide.

Med Karl 12.s død var krigen reelt forbi. Belejringen blev straks hævet, og hæren trak sig tilbage over grænsen. Men fredsslutningen trak ud. Den danske flåde fortsatte sine operationer ud for Bohuslen, og så sent som i juli 1719 satte Tordenskiold sig dristigt i besiddelse af byen Marstrand med fæstningen Karlsten og sikrede dermed de danske forhandlere et pant i de fredsforhandlinger, der omsider var blevet indledt.

Freden efter Store nordiske Krig blev dikteret af stormagterne. I 1719 mæglede England Sveriges fred med Preussen og Hannover, som begge opnåede værdifulde territoriale erhvervelser i Nordtyskland. På det tidspunkt stod det klart, at Sveriges fred med zaren ville give Rusland adgang til Østersøen og gøre landet til en europæisk stormagt.

Den danske besiddelse af Marstrand med fæstningen Karlsten og Rugen, Forpommern samt byen Wismar var anvendelige forhandlingspanter, men deres politiske værdi var begrænset. Allerede under krigen havde Frederik 4. opgivet håbet om at genvinde de skånske provinser. Længst bevarede han håbet om at genvinde Bohuslen. Men heller ikke det ville England støtte Danmark i. I den ændrede magtbalance i Norden behøvede England et modstandsdygtigt Sverige over for den nye russiske stormagt.

 Den unge norske søofficer Peter Jansen Wessel oplevede en kometagtig karriere under Store nordiske Krig – en karriere, der skaffede ham fuldt så mange fjender som venner. Ved krigsudbruddet i 1710 blev han optaget som kadet, og for sin indsats i slaget ved Rugen 1715 blev han adlet under navnet Tordenskiold. Efter ødelæggelsen af den svenske transportflåde i Dynekilen udnævntes han til kommandør; og da han 2. juledag 1718 overbragte kongen meddelelsen om Karl 12.s død, udnævnte Frederik 4. på stedet den 28-årige søofficer til kontreadmiral. Viceadmiral blev han et halvt år senere, efter erobringen af fæstningen Karlsten. Under en rejse i Nordtyskland blev han i 1720 dræbt i en duel. Malet af Balthasar Denner i 1719.

Den unge norske søofficer Peter Jansen Wessel oplevede en kometagtig karriere under Store nordiske Krig – en karriere, der skaffede ham fuldt så mange fjender som venner. Ved krigsudbruddet i 1710 blev han optaget som kadet, og for sin indsats i slaget ved Rugen 1715 blev han adlet under navnet Tordenskiold. Efter ødelæggelsen af den svenske transportflåde i Dynekilen udnævntes han til kommandør; og da han 2. juledag 1718 overbragte kongen meddelelsen om Karl 12.s død, udnævnte Frederik 4. på stedet den 28-årige søofficer til kontreadmiral. Viceadmiral blev han et halvt år senere, efter erobringen af fæstningen Karlsten. Under en rejse i Nordtyskland blev han i 1720 dræbt i en duel. Malet af Balthasar Denner i 1719.

For Danmark blev krigens resultater derfor beskedne. Ved freden på Frederiksborg den 3. juli 1720 gav Sverige afkald på den toldfrihed i Øresund, det havde haft siden freden i Brømsebro 1645; det betalte 600.000 rigsdaler for at få de erobrede besiddelser tilbage; og det lovede at respektere den ordning af Slesvigs forhold, som stormagterne England og Frankrig garanterede Danmark.

Slesvig blev krigens gevinst for Frederik 4. Under krigen havde han besat den gottorpske hertugs besiddelser både i Slesvig og i Holsten. Stormagterne pressede ham imidlertid til at rømme de holstenske besiddelser. Men hertugens slesvigske besiddelser beholdt han som forbrudt len med Englands og Frankrigs garanti. Ved en påfølgende arvehyldning på Gottorp Slot den 4. juli 1721 lod han sig hylde af hertugens tidligere undersåtter og markerede dermed, at han inkorporerede de hertugelige dele af Slesvig i det gamle danske len.

Et århundredgammelt politisk mål var omsider realiseret. Men det skulle kræve endnu et halvt århundredes målbevidst og sammenbidt dansk udenrigspolitik, før ordningen af hertugdømmernes forhold endelig i 1773 fandt en for Danmark tilfredsstillende løsning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Feldbæk: Kampen om Norge i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307734