Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den sidste svenskekrig

Oprindelig forfatter Redaktionen

Den 4. august 1700 gik svenske tropper i land ved Humlebæk nord for København. For fjerde gang i en menneskealder stod en svensk hær på dansk grund.

Den politiske baggrund var den konstante rivalisering mellem Danmark og stormagten Sverige. Den umiddelbare anledning var Frederik 4.s forsøg på – ligesom i sin tid Christian 5. – at forhindre den gottorpske hertug i at opkaste sig til selvstændig fyrste i Slesvig og Holsten. I Slesvig var hertugen formelt den danske konges vasal. Den politiske realitet var imidlertid, at Friedrich 4. var Karl 12.s svoger og Sveriges allierede, og at hans besiddelser var af strategisk betydning for Sveriges position i Nordtyskland.

I foråret 1700 – da Frederik 4. forventede, at Sverige militært var bundet af Sachsens angreb på de svenske besiddelser i Livland – rykkede den danske hær ind i hertugens slesvigske besiddelser. Hensigten var at tvinge Friedrich 4. til at afstå fra at bygge fæstninger vendt mod Danmark. Felttoget gik imidlertid i stå, og stormagterne England og Holland greb ind militært for at hindre krigen mellem de to nordiske magter i at udvikle sig til en europæisk storkrig.

Annonce

I juni ankrede en stærk engelsk-hollandsk flåde op ved indsejlingen til Øresund, samtidig med at den svenske flåde løb op i Sundet sydfra. Den danske flåde formåede ikke at forhindre den svenske i at forene sig med englænderne og hollænderne.

Den danske flåde måtte søge ly under Kastellets kanoner, og i nogle dage blev København bombarderet ude fra Kongedybet.

 Nyhedsbladet, der viste de militære operationer i Øresund forud for den svenske landgang på Sjælland i året 1700, viste samtidig for Europa, hvad der var Danmarks militære akilleshæl. Såfremt Danmark mistede herredømmet i Øresund, kunne København bombarderes fra søsiden, og Sjælland ville ligge åben for en fjendtlig landgang. Militært var – og forblev – København Europas mest sårbare hovedstad.

Nyhedsbladet, der viste de militære operationer i Øresund forud for den svenske landgang på Sjælland i året 1700, viste samtidig for Europa, hvad der var Danmarks militære akilleshæl. Såfremt Danmark mistede herredømmet i Øresund, kunne København bombarderes fra søsiden, og Sjælland ville ligge åben for en fjendtlig landgang. Militært var – og forblev – København Europas mest sårbare hovedstad.

Den forenede flåde dækkede derpå overførslen fra Skåne til Sjælland af en svensk hær under kommando af den 18-årige Karl 12. Den danske hær stod i Slesvig. Sjælland var næsten blottet for regulære tropper, og det udbudte landeværn var ude af stand til at afvise den svenske landgang. Den svenske hær befæstede sit brohoved ved Humlebæk, og København belavede sig på et stormangreb.

Stormagterne havde imidlertid ikke grebet ind for at hjælpe Sverige med at erobre Danmark, men for at kvæle en lokal konflikt i fødslen. Meget mod sin vilje måtte Karl 12. derfor gå med til den fredsslutning, der blev undertegnet i Traventhai den 18. august 1700. Frederik 4. måtte anerkende den gottorpske hertugs militære rettigheder i Slesvig og udrede en krigsskadeserstatning, og Karl 12. måtte forpligte sig til at slutte fred med arvefjenden og rømme Sjælland.

Freden i Traventhai blev imidlertid ikke en fred, men en våbenhvile. I de følgende år fulgte Frederik 4. opmærksomt Karl 12.s felttog mod Rusland, Polen og Sachsen og forberedte sig politisk og militært på at kunne udnytte en gunstig situation til at tilbageerobre de danske og norske provinser, som Christian 4. og Frederik 3. havde måttet afstå til Sverige.

 Den unge soldaterkonge Karl 12., som maleren David Krafft har skildret i den blå og gule karolineruniform, fascinerede sin tids Europa, og på talrige slotte og herresæder hænger hans portræt den dag i dag. Efter sejren over Danmark i 1700 besejrede han zar Peter den Store ved Narva og gjorde sig herefter til herre i Polen. Da han derpå invaderede Rusland, blev han afgørende slået i 1709 og måtte søge tilflugt hos sultanen i Konstantinopel. I 1714 forlod han i hemmelighed Tyrkiet under navnet Peter Frisk, kun fulgt af to officerer. Hans død foran den norske grænsefæstning Frederiksten i 1718 betød afslutningen på Sveriges stormagtstid.

Den unge soldaterkonge Karl 12., som maleren David Krafft har skildret i den blå og gule karolineruniform, fascinerede sin tids Europa, og på talrige slotte og herresæder hænger hans portræt den dag i dag. Efter sejren over Danmark i 1700 besejrede han zar Peter den Store ved Narva og gjorde sig herefter til herre i Polen. Da han derpå invaderede Rusland, blev han afgørende slået i 1709 og måtte søge tilflugt hos sultanen i Konstantinopel. I 1714 forlod han i hemmelighed Tyrkiet under navnet Peter Frisk, kun fulgt af to officerer. Hans død foran den norske grænsefæstning Frederiksten i 1718 betød afslutningen på Sveriges stormagtstid.

Situationen indtraf i 1709. Karl 12. var marcheret mod Moskva, men var blevet slået af zar Peter den Store i slaget ved Poltava og havde derpå søgt tilflugt hos Ruslands traditionelle modstander, sultanen i Konstantinopel. På det tidspunkt havde Danmark allerede indgået en alliance med Sachsen.

Den 22. oktober 1709 undertegnede Frederik 4. en alliance med zaren, og den 12. november gik den danske hær i land i Skåne syd for Helsingborg. Landgangen skete uden at møde modstand. Sverige var udpint af mange års krig, og forventningerne på dansk side var store. På hærens vogne var malet de profetiske ord: „Nu eller aldrig!”

I 1676 var den danske landgangsstyrke blevet hilst velkommen af skåningerne. Men denne gang var befolkningens holdning afventende. Det planlagte vinterfelttog gik i stå. Og da Skånes generalguvernør, Magnus Stenbock, fra Småland rykkede ned i Skåne, trak danskerne sig tilbage mod Helsingborg, hvor hæren tog opstilling med den befæstede by i ryggen.

Den 10. marts 1710 gik Stenbock til angreb. Danskerne lod sig lokke ud af deres taktisk fordelagtige stilling, og slaget endte med et knusende dansk nederlag. Resterne af den slagne hær søgte tilflugt i Helsingborg, som imidlertid ikke var i stand til at modstå en belejring.

 Det minutiøst nøjagtige maleri af danske orlogsskibe fra omkring 1700 giver et godt indtryk af den flåde, der skulle vise sig at blive Danmarks stærkeste kort i Store nordiske Krig. I forgrunden ses et lille fartøj på en snes kanoner; omkring det ligger fire linieskibe, hvoraf et på godt 60 kanoner er set fra bagbord, og bagest til højre en fregat. Hidtil har kun et af skibene kunnet identificeres med sikkerhed. Det fremgår af bevarede konstruktionstegninger fra 1692, at linieskibet bag det lille fartøj er søhelten Ivar Huitfeldts kommandoskib Dannebrog på 94 kanoner, der i 1710 sprang i luften i slaget i Køge Bugt.

Det minutiøst nøjagtige maleri af danske orlogsskibe fra omkring 1700 giver et godt indtryk af den flåde, der skulle vise sig at blive Danmarks stærkeste kort i Store nordiske Krig. I forgrunden ses et lille fartøj på en snes kanoner; omkring det ligger fire linieskibe, hvoraf et på godt 60 kanoner er set fra bagbord, og bagest til højre en fregat. Hidtil har kun et af skibene kunnet identificeres med sikkerhed. Det fremgår af bevarede konstruktionstegninger fra 1692, at linieskibet bag det lille fartøj er søhelten Ivar Huitfeldts kommandoskib Dannebrog på 94 kanoner, der i 1710 sprang i luften i slaget i Køge Bugt.

Det lykkedes at evakuere tropperne, men alt materiel og proviant måtte efterlades, og den lille bys gader flød med blodet fra de 5000 heste, der blev stukket ned for ikke at falde i fjendens hænder. Den 15. marts 1710 forlod den sidste danske soldat Skåne.

Store nordiske Krigs landmilitære operationer blev herefter overflyttet til Nordtyskland, hvor Danmark samarbejdede – og rivaliserede – med sine allierede: Sachsen, Preussen, Hannover og Rusland om en erobring af Sveriges nordtyske provinser.

Også her blev modstanderen Magnus Stenbock, som Karl 12. fra sit tyrkiske eksil havde udnævnt til øverstkommanderende i Svensk Pommern. I december 1712 slog han afgørende den danske hær ved Gadebusch, før undsætningen fra zaren og Sachsen kunne nå frem. Forfulgt af russerne og sachserne trak han sig derpå tilbage vestpå i den hensigt at trænge op i Jylland.

 Michael Tønder var en af Tordenskjolds norske officerer. Han var med i kampen ved Rugen, hvor en svensk kugle tog hans ene ben, og med Tordenskiold både i Dynekilen og ved erobringen af Marstrand. I 1730 førte han den første danske kinafarer Kronprins Christian, den erobrede svenske fregat Varberg. Han havde i 1735 mod og mandshjerte til at markere sit særstandpunkt i sagen mod fabrikmester Knud Benstrup, som Christian 6. ønskede dømt for ulydighed. Stik af P. Haas efter maleri af Johan Hörner.

Michael Tønder var en af Tordenskjolds norske officerer. Han var med i kampen ved Rugen, hvor en svensk kugle tog hans ene ben, og med Tordenskiold både i Dynekilen og ved erobringen af Marstrand. I 1730 førte han den første danske kinafarer Kronprins Christian, den erobrede svenske fregat Varberg. Han havde i 1735 mod og mandshjerte til at markere sit særstandpunkt i sagen mod fabrikmester Knud Benstrup, som Christian 6. ønskede dømt for ulydighed. Stik af P. Haas efter maleri af Johan Hörner.

Under tilbagetrækningen blev han imidlertid nødt til at søge tilflugt i den gottorpske hertugs fæstning Tønning, hvor han i foråret 1713 måtte overgive sig til Frederik 4. Fæstningens beslaglagte papirer afslørede, at den svenske indrykning ikke som hævdet var sket under tvang, men derimod i bedste forståelse med den gottorpske hertug: et politisk dobbeltspil, Frederik 4. udnyttede til at retfærdiggøre en besættelse af hertugens besiddelser.

I 1715 forlod Karl 12. sit tyrkiske eksil, og efter et forceret ridt op gennem Europa nåede han sine nordtyske besiddelser, hvor han selv overtog ledelsen af forsvaret af fæstningen Stralsund. Efter en dansk landgang på Rugen blev fæstningen den 23. december 1715 tvunget til at overgive sig. Dagen før havde den svenske konge imidlertid forladt Stralsund og haft held til at slippe gennem den danske flådes vinterblokade. Nytårsmorgen 1716 gik han i land i Skåne. For Danmark betød det en helt ny militær situation.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Den sidste svenskekrig i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307733