Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Økonomisk krise

Oprindelig forfatter Redaktionen

Årene fra omkring 1700 til midten af 1740'rne var svære år for det danske landbrug. Dårlige høstår efterfulgtes ganske vist som altid af gode. Men de europæiske kornpriser – og med dem de danske – faldt med foruroligende regelmæssighed, indtil de omkring 1730 var de laveste i mands minde. Og da de langsomt begyndte at bevæge sig opad igen, blev landbruget ramt af en katastrofe: kvægpesten.

I midten af 1740'rne udbrød der voldsomme epidemier- formentlig lungetuberkulose og mund- og klovsyge – blandt landbrugets henved 500.000 kreaturer. I den første voldsomme fase frem til nytår 1746 døde omkring 150.000 dyr. Bønderne stod magtesløse. Forsøg på at årelade de unge dyr, give dem krudtmikstur eller bruge det gamle middel at jage dem gennem ild var lige så resultatløse som signen, manen og gamle besværgelsesformularer.

Og bestræbelserne på at isolere egne med sygdomsramte besætninger – blandt andet ved indsættelse af soldater – formåede ikke at hindre epidemien i at brede sig. Græsningen på de fælles overdrev kunne ingen landsbyer undvære, selv om bønderne kendte smittefaren.

Annonce

Da kvægpesten omsider i 1752 begyndte at ebbe ud, blev det samlede tab opgjort til mellem 300.000 og 400.000 stykker kvæg.

De faldende kornpriser og kvægpesten var på den anden side ikke eneansvarlige for landbrugets og dermed samfundets problemer. Skatterne bar deres del af skylden. Gennem 1600-tallet var skattetrykket vokset meget kraftigt. Skånske Krig 1675-79 havde medført et skattechok, og landbefolkningen stod uden opsparing og uden modstandskraft, da den på én gang blev ramt af konjunkturtilbagegangen og kravet om betaling for endnu en krig.

Under Den store nordiske Krig blev befolkningen på ny udsat for al den umenneskelige fantasi, Rentekammerets embedsmænd var i stand til at opbyde, når det gjaldt om at skaffe penge til at holde hæren på krigsfod og flåden i søen.

 Finansieringen af Store nordiske Krig stillede store krav til Rentekammerets opfindsomhed, når det gjaldt om at finde frem til, hvem der havde penge. Den største byrde kom naturligvis til at hvile på jord og bygninger, men luksusforbruget fik ikke lov at gå fri. Allerede i 1710 blev der lagt skat på karosser og kareter, på mændenes parykker og på kvindernes højt opsatte hovedtøj efter seneste franske mode: en fontange eller på jævnt dansk: en top. Den danske adelsdame Mette Gyldenstierne kom til at betale fire rigsdaler i skat af sin fontange, som hun bærer på et maleri fra 1704. Hendes mand, Knud Bille, var død allerede i 1684 og blev derfor sparet for at skulle betale fire rigsdaler i skat for sin store allongeparyk.

Finansieringen af Store nordiske Krig stillede store krav til Rentekammerets opfindsomhed, når det gjaldt om at finde frem til, hvem der havde penge. Den største byrde kom naturligvis til at hvile på jord og bygninger, men luksusforbruget fik ikke lov at gå fri. Allerede i 1710 blev der lagt skat på karosser og kareter, på mændenes parykker og på kvindernes højt opsatte hovedtøj efter seneste franske mode: en fontange eller på jævnt dansk: en top. Den danske adelsdame Mette Gyldenstierne kom til at betale fire rigsdaler i skat af sin fontange, som hun bærer på et maleri fra 1704. Hendes mand, Knud Bille, var død allerede i 1684 og blev derfor sparet for at skulle betale fire rigsdaler i skat for sin store allongeparyk.

Kongens forordninger om krigsskatter var ikke krigeriske, snarere krigstrætte: de ekstraordinære skatter skulle bruges til „Vores højmodige fjende til andre kristeligere tanker at bringe”, og Frederik 4. kritiserede offentligt sin kongelige svenske fætters „halsstarrighed og til krigs og blods udgydelse fremturende inklination”.

Men krigerisk eller krigstræt: kongen skulle have penge til sin krig. I et samfund som det danske måtte landbruget bære hovedbyrden. På jorden – også den ellers skattefrie hovedgårdsjord – blev der lagt ekstraskatter i penge og i korn; landbruget skulle yde fourageskatter i form af foder til rytteriets og artilleriets heste; det skulle stille heste og kuske til hærens artilleri og vogne samt heste og ryttere til kavaleriet; der blev udskrevet soldater til de hvervede regimenter; og også til landmilitsen blev der udskrevet flere karle.

Efter freden kunne styret atter en gang påbegynde en sanering af de ødelagte statsfinanser. Krigsgælden på fire millioner rigsdaler var for så vidt ikke påfaldende stor: den svarede til ét fredsårs statsindtægter. Men udgifterne til nedbringelse af gælden og til betalingen af hofholdningen og byggeriet på Københavns Slot, på Fredensborg og på Frydenlund bevirkede, at Frederik 4. kun var villig til at give afkald på krigsårenes ekstraordinære skatter. En lettelse af den ordinære beskatning for det betrængte landbrug afviste kongen konsekvent.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Økonomisk krise i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307736