Bondens år

Bondens år havde sine dage, der var betydningsfulde. De kirkelige højtider: påske, pinse og jul. De mange helligdage, der var spredt over året: helligtrekongersdag, kyndelmisse, Mariæ bebudelsesdag, sankthansdag, Mariæ besøgelsesdag, mikkelsdag, allehelgensdag og mortensdag. Og mange almindelige dage blev endnu kaldt som i den katolske tid: Gallus dag, Kjelds dag, Margareta dag, Peder fængsels dag, Peders stol, Sankt Pouls dag og Pauli omvendelses dag.

Frem for alt var bondens år dog jordens år.

Bondens år var forløbet, når høsten om efteråret var bragt i hus, og når de dyr, der ikke var udset til at føre bestanden videre, var slagtet. Så var et år forbi, og gårdens folk kunne gå i gang med at sikre overlevelsen endnu et år.

Der skulle ages møg ud på de agre, der trængte mest; der skulle pløjes og harves; og vinterrugen skulle sås, før frosten bandt jorden. I vinterens løb skulle kornet tærskes og redskaber, plov og vogne gås efter. Der skulle skæres tækkerør, mens isen kunne bære. Og der skulle arbejdes i skoven med at fælde og hugge tømmer og skære gærdestave. Gårdens ledige hænder var sysselsat med at karte og spinde. Og der blev holdt omhyggeligt hus med det sparsomme vinterfoder, så det kunne strække til den forårsdag, hvor dyrene igen kunne komme på græs eller drives til skovs.

Med foråret kom pløjning, såning af vårbyggen og oprensningen af grøfter. Sommeren var høslættens tid, og tid for at skære og stakke tørv. Og så kom atter en høst, hvor kornet skulle skæres med segl, bindes i neg og sættes i stak, indtil det var tørt nok til at blive aget eller båret hjem.

Bondens år fulgte landbrugets uforanderlige rytme. Det var et liv uden egentligt skel mellem arbejde og hvile. Men det var langtfra monotont. Hævdvundne fester og familiens og landsbyens gilder brød ensformigheden, og i de travle perioder var der altid en stille tid at se frem til, når et intensivt arbejde var overstået. Det lunefulde klima gav også den afveksling, bonden kunne ønske – og mere til. Efteråret kunne blive så vådt og koldt, at arbejdet med jorden knap kunne gøres færdigt. Vinteren kunne blive lang, med barfrost, der sved rugen. Eller sneen kunne ligge på markerne til langt ud på foråret og efterlade jorden i et ælte og søle, der gjorde pløjningen næsten umulig. Sommeren kunne blive hed, med en sol, der brændte korn og græs, og en blæst, der tog både jord og sæd med sig. Og høsttiden kunne blive regnfuld, så kornet måtte tages drivvådt ind.

Det var tilskikkelser, bonden måtte leve med – og havde levet med i umindelige tider. Intet under, at han gjorde, hvad han formåede, for at tage bestik af fremtiden og træffe sine forholdsregler. På syvsoverdag – den 1. juni – kunne kloge folk se, om høsten ville blive våd eller tør. Og var der sol på træernes toppe allehelgensdag – den 1. november – var det et varsel om, at det følgende år ville blive rigt på agern og bog, og at oldensvinene ville blive fede.

Det var vigtige dage i bondens år. Den 1. januar var det ikke – og kunne ikke være det – i et Iandbosamfund som det danske, hvor man havde levet sit liv stort set uændret siden middelalderen.

Bondens tilværelse var dagligdagen og arbejdslivet på gården og i landsbyen. Sognet, godset og den nærmeste købstad afgrænsede hans horisont. Stat og nation var ord, han aldrig havde hørt. At kongen herskede, vidste han fra de skatter, han hvert år skulle betale, og fra de udskrivninger, der kom, når præsten fra prædikestolen havde bekendtgjort, at kongen skulle føre krig. Men noget tilhørsforhold til det rige, kongen herskede over, fornemmede han ikke. Følte han et tilhørsforhold, der rakte ud over dagligdagen og arbejdslivet, var det til den egn, han levede i. Man kunne opfatte sig som morsingbo eller himmerlænding. Jyde var han kun, hvis han var borte fra Jylland. Og et ord som Danmark sagde ham intet.