Skillingen ruller

Det er næppe muligt at overvurdere kirkens betydning for det senmiddelalderlige samfund. Netop med hensyn til pengevæsenets modernisering kom pavestolen med sit højt udviklede bureaukrati til at spille en stor rolle. På korstogstiden blev der udskrevet internationale korstogsskatter, og snart krævede pavens omfattende administration i sig selv en øget beskatning, som systemet til gengæld blev stedse bedre til at gennemføre. Korstogsskat, jubelaflad, specielle særskatter på gejstligheden såvel som de ordinære afgifter, som enhver nyudnævnt biskop måtte af med, gjorde det tvingende nødvendigt at finde frem til et mere effektivt transportsystem for penge end blot at sende et bud med bevæbnet eskorte.

I ældre tid havde nordiske bisper oftest bragt kontanter til den vigtige handelsby Brügge i Flandern, og hertil sendte endog grønlandsbispen sine ydelser i hvalbarder, narhvalstand m. v. Thi der fandtes et så regelmæssigt handelssamkvem mellem Flandern og Italien, at man i 1300-tallet under gunstige forhold kunne sende en kurér fra Brügge til Firenze på otte-ti dage. Derfor kunne man regne med, at der herfra måtte kunne findes en eller anden sikker transportmulighed.

Al transport af ædelmetal er nu engang et risikabelt foretagende. Men i løbet af 1300-tallet havde man i Italien skabt så at sige samtlige de pengeoverførelsesmekanismer (giro m.v.), som har været i brug indtil nutidens edb-muligheder – til glæde og nytte for såvel den internationale handel som ikke mindst for kirkens finanser.

Netop omkring 1400 inddrages Nordeuropa omsider så småt i det internationale pengemarked. Da det store kirkemøde afholdtes i Konstanz i Sydtyskland 1414-18, åbnede Medicibanken straks en midlertidig afdeling her til betjening af faste kunder. Naturligvis sendte også den vigtige hansestad Lübeck udsendinge hertil; og da de kom i bekneb for kontanter, lånte de 2350 rhinske gylden i banken.

Det ved vi kun, fordi tilbagebetalingen kom til at foregå på en måde, der forekom det allerede da højt avancerede italienske bankvæsen lidt vel omstændelig. I 1416 fik rådet i Lübeck kvittering fra en bankier fra Lucca, der havde slået sig ned i Brügge. Han havde modtaget pengene gennem den da blot midlertidigt i Brügge boende Rolf Comhaer, der i øvrigt året før havde været kongelig møntmester i Stockholm, men som nu virkede som bankier i Lübeck.

Faktisk havde Medici-banken allerede 1413 fået en „korrespondent” i Lübeck, et fjernere familiemedlem ved navn Gherhardo Bueri. Han gik i kompagni med en Ludovico Baglioni fra Perugia, og deres „lybske bank” var særlig egnet til at tage sig af kirkelige indbetalinger, da Baglioni havde titel af pavelig nuntius og kollektor.

Takket være Erik af Pommerns gæld til johannitterordenen på Rhodos var de danske ordensmedlemmers forhold til den centrale ledelse længe lidt prekær. Det var antagelig for at komme indgreb fra oven i forkøbet, at den danske johannitter-prior Bent Pedersen Present i 1432 bad Bueri og hans bankforbindelser sørge for, at hans indbetalinger til Rhodos blev sendt til Venezia; herfra kunne ordenen selv foretage den videre transport. Regnskabet lød på 1120 rhinske gylden for otte år, og fra senere kilder ved vi, at den danske ordensafdeling netop skulle betale 140 gylden om året.

Senere kunne man nøjes med at sende de 140 gylden fra Antvorskov til ordenshuset i Köln, der så påtog sig det videre ansvar. Men bevarede kvitteringer viser, at man såvel i 1465 som i 1466 foretrak at girere pengene til Köln gennem en lybsk købmand.

At man så længe fortsatte på denne lidt tilfældige måde, skyldtes givetvis, at man i Lübeck nødigt så den italienske finansmagt alt for vel placeret ved Østersøen. Men systemet fungerede hurtigt tilfredsstillende, og i stigende grad benytter den nordiske højgejstlighed sig af denne bekvemme form for pengeoverførsel. Man købte simpelt hen et pengebrev i Lübeck, og når det pavelige skatkammer modtog dette, kunne det straks få pengene udbetalt hos pavens normale bankforbindelser i Rom. Derefter girerede de forskellige bankfilialer indbyrdes, og man kunne tænke sig, at f.eks. afdelingen i Brügge bogførtes som ansvarlig.

Denne måtte så bruge sine kontakter til Lübeck, hvad enten det blev kontanter, regnskabsposteringer eller varer, der transporteredes. Danske bisper har derpå sendt penge eller varer til Lübeck (stude, korn, smør osv.), indtil gælden var betalt med renter, omkostninger, vekselgebyr, provision etc.

I 1437 betalte den nyudnævnte ærkebiskop Hans Laxmand i hvert fald en del af sine udnævnelsesgebyrer gennem Bueri. Efter dennes død i 1449 blev de internationale bankforretninger overtaget af firmaet Bonsi & Rucellai, der vist ligeledes repræsenterede Medici-banken. Samme år købte roskildebispens generalofficial her en veksel på 620 dukater, dateret 1. januar, skønt den officielle udnævnelse af den nye biskop vist først forelå den 13. januar.

Allerede den 28. marts noteres en indbetaling heraf i det pavelige skatkammer. Men året efter var der dog et resterende tilgodehavende. Derpå begynder man i stigende grad at sende pengene fra Lübeck over Nürnberg til Venezia, hvorfra det ikke var noget problem at transportere summen videre til Rom eller til bankens hovedkvarter i Firenze.

Der var dog mange klager over de store pengemænds uhæderlighed. Det skyldtes til dels, at mange småbanker fallerede. Men navnlig de pavelige afladsindsamlere har efterladt sig et mildt sagt blakket rygte. En effektiv indsamling med stor folkelig gennemslagskraft kom nemt til at anvende metoder i markedsføringen, der ikke altid levede op til de krav, som tidens teologer fandt passende. Fra midten af 1400tallet virkede i Norden især Marinus de Fregeno som indsamler af afladspenge. Egentlig var han vist ganske dygtig, om end han nu og da kunne virke lidt vel smart i sine ofte noget utraditionelle løsninger af den vanskelige opgave.

Da pavelig aflad automatisk suspenderede al aflad til lokale formål, var den stedlige gejstlighed langtfra altid særlig samarbejdsvillig over for et så magtfuldt konkurrerende foretagende. For at kunne virke nogenlunde uforstyrret var det skik, at afladshandleren delte i porten med det pågældende områdes fyrste. Om Marinus fortæller en forarget lybsk krønikeskriver:

„Han var et bundløst dyb af begærlighed, så skarp og nøje på det, at han ofte lod de stakkels enfoldige mennesker gå nøgne og sultne fra sig … for sin aflad forsmåede han ikke noget, men modtog gammelt kobber, tin, jernmalm, gamle kedler og alt, hvad der kunne indbringe penge, og alt det lod han føre til Lübeck.”

Som unionskonge havde Christian 1. grænse tilfælles med det pavefjendtlige Rusland, hvorfor han kunne hævde selv at have en slags korstogsproblem. I 1461 beslaglagde han simpelt hen alt, hvad Marinus havde indsamlet, og denne fik det først igen efter at have indgået en aftale om ligedeling af udbyttet. Det lyder groft; men faktisk havde Marinus tidligere sluttet en tilsvarende delingsaftale med de saksiske hertuger, som han derpå ganske enkelt snød.

Da Marinus efter talrige rykkere fra pavestolen ville sende en del af udbyttet af sted, gik det galt. Firmaet Rucellai afsendte otte vogne fra Lübeck til Frankfurt med pelsværk, voks, sild og stokfisk; men i disse ordinære skandinaviske varer var der gemt en masse kontanter.

Undervejs lod hertugerne af Braunschweig vogntoget overfalde med det sørgelige resultat, at lige netop fire vogne gik tabt. Pavelige bandlysninger af de formastelige havde overhovedet ingen effekt, og mon fyrsterne ikke ligesom Christian 1. ønskede at få deres andel af byttet? Men den arme Marinus var i en vanskelig situation, da han havde svært ved at bevise nøjagtigt, hvor meget der var gået tabt. Pavestolen havde haft alt for mange ubehagelige erfaringer med uvederhæftige afladsagenters misbrug af betroede midler, og rutineforespørgsler, kontroloplysninger og uventet revision var daglig kost for en pavelig afladsagent.

Ved udnævnelser af danske bisper sidst i århundredet synes disse altid at have en repræsentant til stede i Rom til at foretage de fornødne forretninger. Den 8. maj 1498 udnævntes Birger Gunnersen til ærkebiskop i Lund, og den 23. maj lover hans behørigt befuldmægtigede at betale den ordinære embedsafgift, der dog allerede den 1. juni nedsættes fra 4000 til 2000 gylden. I denne sag garanterede et italiensk bankfirma for pengene; men da Johan Jepsen Ravensberg i 1502 blev udnævnt til biskop af Roskilde, påtog en repræsentant for det sydtyske firma Fuggerne sig at hæfte for bispens indbetaling.

Gennem en sådan sikkerhedsstillelse kunne paven omgående få sine penge, og derefter blev det et bankmæssigt problem, hvorledes Fuggerne, Medici'erne eller hvem det kunne være, fik deres penge med rigelige omkostninger fra den nye biskop, for hvem det i praksis har drejet sig om at tilfredsstille bankens „korrespondent” i Lübeck med penge eller varer, indtil gælden var ude af verden.

For ærkebiskop Birger Gunnersen var det en dyr udnævnelse. Han måtte bede domkapitlet om tilladelse til at pantsætte domkirkeskatten (med guld- og sølvklenodier m.m.) i Lübeck. Til gengæld fik kapitlet som sikkerhed ærkebispens indtægter af stiftets besiddelse Bornholm, og først tre år senere lykkedes det at genindløse klenodierne. Ærkebispen havde således god grund til at bede ikke blot gejstligheden, men også ærkesædets bønder om hjælp, det være sig i kontanter eller øksne.