Pengepolitik

Et af de områder, hvor man tydeligst kan iagttage genrejsningen af det danske rige, er pengepolitikken. Først når kongen kan slå sin egen mønt og selv bestemme dens værdi – under behørig hensyntagen til udlandsbetalingerne – er han ved at være herre i sit eget hus.

Som følge af de nære handelsforbindelser til hansestæderne i almindelighed og Lübeck i særdeleshed blev forholdet mellem dansk og lybsk mønt afgørende århundredet igennem. Kort før 1400 optræder de første Erik af Pommern-mønter, især firepenninge, såkaldte hvide (på latin album). Men forudsætningen for, at man kunne gå i lag med et så ambitiøst projekt, var den betydelige ekstraskat, som dronning Margrete havde opkrævet i 1396. Og som møntmestre optræder medlemmer af den nederlandske slægt Comhaer, der kom til at spille en vigtig rolle i dansk finanshistorie.

Til at begynde med blev der slået mønt i både Næstved, Lund og Roskilde, medens det senere i århundredet fortrinsvis var Malmø, der sammen med København og Ålborg dominerede som møntsted. Nu opgav man omsider den ældgamle regning i mark, øre og penning til fordel for det lybske møntsystem: 12 penninge på skillingen og 16 skillinge på marken.

Men også dengang var der konstant valutaproblemer. Noget skyldtes dog tidens begrænsede teknologi. Som hovedregel gik man ud fra, at der af den overordnede møntenhed den lødige mark (på ca. 230 g) skulle udmøntes et nøje fastsat antal mønter af bestemt lødighed. Men dette var med tidens teknik lettere sagt end gjort. Ikke blot måtte man give møntmesteren en vis tolerance at arbejde med (f.eks. på 1/64); men det var simpelt hen umuligt at fremstille absolut ens møntstykker. Derfor kontrollerede man ikke møntmesterens enkeltstykker, men alene om der nu også gik det normerede antal fuldvægtige mønter på marken.

Med hensyn til lødigheden var kontrol endnu vanskeligere. Guldsmede og andre specialister havde blot en prøvesten samt 16 nåle, en af hver lødighed, fra én (dvs. 1/16) til 16 (rent ædelmetal). Så gned man et aftryk af den undersøgte mønt på stenen, hvorefter man med de forskellige nåle søgte at finde den, der gav samme farve, og på denne måde mente man at have fastslået møntens lødighed. Da kontrol var så besværlig, fastsattes strenge straffe for falskmøntnere, nemlig kogning i sydende olie, en straf, der bragtes i anvendelse i Stralsund i 1431 og endnu i 1477 i Hamburg.

Men også den fuldt legale udmøntning førte talrige problemer med sig. Slog man god, fuldvægtig mønt, var der al mulig fare for, at den værdifulde mønt blev gemt, omsmeltet til ædelmetal eller eksporteret ud af riget. Og da der i én og samme udmøntning kunne være enkeltstykker af højst varierende realværdi, var der trods alle hånde forbud mange, der omhyggeligt frasorterede de bedste stykker, mens de ringeste mønter snarest muligt blev sat i omløb igen.

Dette tilskyndede møntherren til at slå en mønt, hvis lødighed lå i underkanten af det strengt lovlige, så at det ikke var fristende at indsamle og gemme de bedste mønter. På den anden side skulle pengene nødigt være så ringe, at nabostaterne klagede og muligvis skred ind ved at sætte en lavere tvangskurs på dem.

Dertil kom, at en stadig større sølvrigdom i senmiddelalderen skabte en betydelig pengerigelighed, ja faktisk en begyndende pengeøkonomi. Med samme mængde varer til rådighed ville en forøget sølvmængde i sig selv skabe inflation. Efterhånden blev der behov for større møntenheder, og da man begyndte at udmønte guld, opstod endnu et problem, idet værdiforholdet mellem guld og sølv i løbet af 1400-tallet forskød sig fra en til 10 til blot en til 11.

I betragtning af at det danske møntsystem næsten er bedst kendt gennem de talrige lybske klager over den slette mønt, kongerne slog, vil det være praktisk først at se på det velkendte lybske møntvæsen og den hvid, der det meste af tiden var hovedmønten i daglig handel og vandel.

Her viser det sig omgående, at hvad årsagerne end kunne være – presserende pengebehov, nødvendigheden af at følges så nogenlunde med udlandet eller indrepolitiske problemer – faldt realværdien af den lybske hvid konstant, uanset at den længe var Nordeuropas hårde valuta.

Efter den gamle møntordning af 1375 skulle der slås 176 hvide af en mark sølv (på ca. 230 g) med lødighed 13 (dvs. 13/16 sølv, resten kobber), men snart slog man flere og flere hvide af hver mark.

Man behøvede dog ikke nødvendigvis at gøre mønten undervægtig, men kunne også gå en anden vej ved at slå det sædvanlige antal mønter på marken, hvorved møntstykkerne bevarede deres vægt. I stedet blandede man da mere kobber i sølvet i håb om, at det tog sin tid, inden specialisterne opdagede det. I 1411 var man nået til at slå hele 208 hvide af blot lødighed 12.

Men så forsøgte man noget nyt, nemlig at udmønte større enheder, og i 1423 prægede man søslinge (dvs. sekslinge, sekspenninge, halve skilling). I 1424 lykkedes det lübeckerne at gennemføre en ordning med dronning Philippa, efter hvilken man fortsatte med at slå 166-168 søslinge på marken, men nu blot i lødighed 11 1/4 (se ill. i Dronningen). Dette betød i realiteten, at mellem 1375 og 1424 var selv den lybske hvid faldet til ca. 2/3 af sin tidligere værdi. Dermed var den på vej til at blive en skillemønt, anvendelig i dagens gøremål til at betale småbeløb med, men ikke nødvendigvis gangbar, når større summer skulle afregnes. Det er værd at erindre, at så længe man havde metalmøntfod, i Danmark således til 1914, var de offentlige kasser kun forpligtede til at modtage betalinger i guldti- og tyvekroner; blot småbeløb blev accepteret i den ringe skillemønt.

Allerede i 1432 fik hansestæderne behov for en ny og større værdimønt, skillingen på 12 penninge, dvs. tre hvide. Men lødigheden faldt fortsat, og i 1468 skulle der slås 103 1/2 skillinge på en nu blot ni-lødig mark. Og nok udmøntede man fortsat hvide; men da der blev slået 216 stk. på en blot 5 1/2-lødig mark, var hviden definitivt blevet til en skillemønt, og kun tilliden til møntherrens stempel gjorde det muligt at få den stærkt kobberholdige hvid accepteret, f.eks. ved omveksling af tre hvide til en fin sølvskilling.