Skattens mønt

Middelalderen igennem var det et ideal, at kongen skulle kunne leve „af sit eget”. Det betød, at man i almindelighed antog, at de omfattende indtægter fra krongods, told, retsafgifter m.m., der årligt tilflød den kongelige kasse, burde gøre det muligt for majestæten at sætte tæring efter næring og klare alle normale udgifter heraf.

Naturligvis kunne der opstå helt specielle situationer, hvor kongen havde lov til at anmode sine loyale undersåtter om at yde ham og riget bistand. Det var først og fremmest forsvar imod et angreb på riget; men hertil kom i de klassiske feudalsamfund desuden særlige tilfælde som kongekroning, bortgiftelse af en datter, dvs. medgift, løskøbelse fra fangenskab og ønsket om at drage på korstog.

De hjemlige betegnelser som landehjælp eller bede viser tydeligt, at der her var tale om noget ekstraordinært, som kongen skulle anmode om, dvs. at ekstraskatter krævede bevilling. Ofte blev rigsrådet spurgt; men som samfundet var ved at udvikle sig til en stænderstat, blev det gerne stænderne, der gav en sådan tilladelse, hvad enten det skete på en virkelig stænderrigsdag eller ved hjælp af landstingene i de forskellige landsdele.

Selv om Erik af Pommern aldrig havde underskrevet en håndfæstning, synes han at have accepteret selve princippet. Således omtaler han i 1430'rne den beskatning, han kunne opnå af rigerne efter menige rigens råds tilladelse, idet rådet således blev anset for at kunne repræsentere riget som helhed.

Christian 1.s håndfæstning af 1448 fastslår ligeud, at ingen landeskat må pålægges rigets indbyggere, uden at det sker med rigsrådets fulde samtykke. Og i kong Hans' håndfæstning af 1483 bliver dette nu præciseret til at være med rigens råds råd og biskoppers, prælaters og ridderskabets tilladelse og nogen af almuens samtykke efter loven, dvs. efter gældende retssædvane. Ofte blev skatterne pålagt i hver landsdel for sig, og under unionskrigene kunne det krigstruede Skåne af og til slippe helt.

Ifølge håndfæstningerne måtte kongen ikke begynde krig uden rådets samtykke. Men de fleste krige var dengang forsvarskrige, om end det kunne være det bedste forsvar at angribe først. Med de evindelige felttog, først imod Holsten og senere imod Sverige, havde disse ekstraskatter det med at blive næsten permanente.

Lejlighedsvis omtales dog mere konkrete formål for skatterne: i 1396 skulle der omsider atter slås dansk mønt, i 1447 havde kongen holdt bryllup, i 1469 var en prinsesse blevet bortgiftet til Skotland, og i 1478 var det prins Hans, der holdt bryllup. Men de fortsatte krige var en så indlysende årsag, at det næppe altid behøvede udtrykkelig omtale.

Kun de store godsejere, dvs. adel og kirke, var personligt skattefrie, men almuen har vel haft det værn imod skattetrykket, at godsejerne, når alt kom til alt, hellere så fæstebøndernes penge i herremandens lomme end i kronens kasse. Allerede dengang har bevillingsmagten kunnet bruges som et pressionsmiddel for at få kongen til at følge sit råds ønsker. Men når kongen og de mægtigste i samfundet, bisper og verdslige stormænd, så nogenlunde var enige, har ingen vovet at sætte sig op imod en kongelig „anmodning” om landehjælp.

Da befolkningens store flertal var jordbrugere, blev skatterne først og fremmest pålignet fæstebønderne. Og her skete en vigtig udvikling i takt med landbrugets omlægning efter landbrugskrisen. Endnu i 1396 aner vi rester af et ældre system, da hvert fynsk lagsogn (skattelægd) skulle yde 10 lødige mark. Men i takt med udviklingen hen imod ret ensartede mellemstore fæstegårde, blev bondegården snart anvendt som enhed ved påligningen. I 1457 skulle hver bonde yde en mark. Men 10 år senere dukker det siden så velkendte system op, at bønderne lægges i læg. Ofte skal fire bønder tilsammen yde f.eks. fire mark, „den rige hjælpe den fattige”. Så kunne den mest velhavende give lidt mere, således at den fattigste slap noget billigere.

På reformationstiden måtte man dog indskærpe, at det skal gå ligeligt til, at de rige kommer i læg sammen med de fattige, og ikke at de rige kommer alle i læg sammen – skattetænkningens historie er vist så gammel som skattevæsenets. Kort og godt, kunne bønderne selv foretage en rimelig fordeling, havde myndighederne ingen grund til at give mere detaljerede regler. Men som papiret trænger frem, finder vi omkring år 1500 skattemandtal bevaret, fortegnelser over bønder med angivet skattebeløb, der indgik som bilag til skatteregnskabet.