Lovlig fejde og forlig

Da en fejde i og for sig kunne være helt lovlig, såfremt man nøje overholdt spillets regler, var det af vigtighed, at kongen og rigsrådet i 1468 afgav et responsum, der trak disse regler op: lovlig fejde forudsatte først og fremmest, at man gav sin modstander skriftligt varsel med et helt døgns frist, hvor han skulle have fred. Men hvis modstanderen ønskede det, havde han lov til at starte med det samme. Antagelig var dette blot en indskærpelse af gammel sædvane; men det fandt man altså nødvendigt, og i den djurslandske fejdes mange faser hører vi gang på gang, at der gives stilstand med konkrete opsigelsesvarsler og mulighed for forlængelse.

Der var god grund til at være opmærksom på disse problemer, og som fredens vogter skrider kongemagten hyppigt ind for at hindre, at en akut konflikt skulle udvikle sig til en virkelig og langvarig fejde, der kunne trække flere og flere med ind i striden.

Da børglumbispens svende i 1457 „desværre” slog en Anders Thomesen ihjel, fik denne tilsyneladende bagatelagtige sag omgående majestætens opmærksomhed. Den afdødes ubetydelige slægt møder op for at kvittere for eftermål (mandebod og hvad dertil hører); men kongen havde befalet to bisper og endnu to af rigsrådets medlemmer i overværelse af endnu en biskop, rigets hofmester og fem riddere at få bilagt denne sag. Vor gamle kending Axel Lagesen Brok optræder på den dræbtes vegne, men er i realiteten fuldmægtig for sin halvbroder Mouritz Nielsen Gyldenstierne til Ågård. Her er vi ved sagens kerne; i virkeligheden drejede det sig om en strid mellem børglumbispens og Ågårds svende, og det gav rige muligheder for konflikt imellem det nordenfjordske Jyllands to største godsejere.

Den Anders Thomesen, som børglumbispens folk så tragisk dræbte, er utvivlsomt identisk med Mouritz Nielsens højt betroede førstesvend, dvs. en art drabanthøvedsmand, der i konfliktsituationer måtte stå i første linie. Dvs. at disse i og for sig ligegyldige lavadelsmænds slåen hinanden ihjel bestemt ikke var uvæsentligt, da det nemt kunne resultere i en fejde, som den der i perioder plagede Djursland.

Men takket være kongens betimelige indgriben blev problemet grebet i starten, indkredset, afgrænset og løst. På Mouritz Nielsens vegne (og naturligvis for afdødes uvæsentlige slægt) kvitterede Axel Lagesen „for at have oppebåret for deres skade og vedermod fulde fejdepenge, messer, voks, helligbrøde [kirkelig bøde], i alle måder fuld mandebod”, og efter til slut at have lovet bispens svende fremtidigt venskab afsluttedes den penible sag.

Loven er ærlig, men holden besværlig. Forholdet imellem storgodsejerne var måske ikke så slet, som man kunne formode på grundlag af deres tilhængeres indbyrdes jalousi og konkurrence. Men 15 år senere gik det atter galt. Nu var det Mouritz Nielsens svende, der kom for skade at dræbe en thylandsk lavadelsmand Jes Kalv, der utvivlsomt hørte til bispens klientel.

I 1471 tropper et betydeligt antal nordjyske gejstlige og verdslige digniteter op i nærværelse af selveste landsdommeren for at foretage voldgift mellem storgodsejer og biskop. Efter forliget forpligtede Mouritz Nielsen sig til at bede bispen om forladelse, hvorefter denne tilgav ham og hans svende. Men dermed var Mouritz' ydmygelser ikke til ende. Så snart han næste gang kom til kongen, skulle han udtrykkeligt takke denne for den indgriben, der alene havde gjort det muligt at afslutte sagen i mindelighed. Og dertil kom en kortfattet aftale om en „høviskhed”, dvs. at bispen foruden den helt selvfølgelige mandebod m.v. skulle have en gave af betydelig værdi som erstatning for tabet af en god svend og det dermed følgende prestigetab.

Her opretholdtes tilsyneladende freden, og i 1474 opnåede bisp og godsejer enighed om det kapel, som Mouritz ønskede at oprette i Han Herred. At den dræbtes slægt overhovedet ikke omtales, kan skyldes, at hans søn antagelig var umyndig. Thi først i 1475 gør Henrik Kalv vitterligt, at han af fri vilje og med sin slægts råd og samtykke har givet Mouritz Nielsen og endnu syv opregnede personer (vel netop de implicerede svende) en tro og tryg orfejde (dvs. forlig) for faderen Jes Kalvs død, og dette dokument besegles af deltagerne i 1471-forliget.

Erfaringerne havde således vist, at den sikreste måde at begrænse fejderne på var at lægge vægt på det økonomiske efterspil, hvor mandebod og messer m.m. kunne tynge en drabsmands slægt hårdt. Men også de mulige repressalier, som en langvarig fejde næsten automatisk medførte, gjorde deres til, at besindige folk i det lange løb foretrak forhandlingsvejen. Navnlig ses kongemagten konstant at være på vagt, når det trak op til uenighed, der kunne udvikle sig til en fejde, hvor rigets mægtigste slægtsgrupper kunne blive indblandet. Og hen mod århundredets afslutning synes den klassiske fejde med sine lokalkrigslignende tilstande så småt at være på vej til at blive afløst af den mere formaliserede duel, som blot angik de personligt involverede.