Skriverne

Fra nu af udsendtes nye love og forordninger på dansk og ikke mere på latin, og de gamle lovsamlinger blev gang på gang afskrevet og nu og da ændret til 1400-tallets sprog. Skrive- og læsekunsten udbredtes, og specielt skriverne kommer til at spille en voksende rolle i samfundslivet.

Ikke blot i centraladministrationen, men også ude på de kongelige slotte rundt om i riget dukker flere og flere skrivere op. De har skrevet de nødvendige breve, men også ført de regnskaber, der nu er ved at blive uundværlige. Snart finder vi også skrivere på adelens godser. Men tilsyneladende kneb det længe med regnefærdigheden. Det skyldes nu nok, at det især er de uheldige skrivere, vi hører mest om. Både på gyldenstiernernes Ågård og brokkernes Gammel Estrup havde man besvær med regnskabsførere, som ikke havde orden i deres papirer. Én blev hængt, en anden flygtede over hals og hoved. Måske voksede kravene til ordentlig bogføring hurtigere, end man kunne leve op til.

De gamle adelsfogeder havde redet omkring med sværd ved lænd for at forsvare deres herres gods og bønder imod overgreb. Nu bliver det i stigende grad ordets beherskere, der med lovbog og regnskaber ved hånden overtager deres job. Endnu sidst i århundredet kunne en sådan adelsfoged ride med sværdet ved den ene hofte og lovbogen i et bæltebind ved den anden. Således udrustet var han beredt til at forsvare godset under alle forhold, med våben eller med lov og ret, som situationen nu krævede det.

Tidligere tiders retskyndige som Thord Degn ved Viborg Landsting midt i 1300-tallet havde ofte haft så megen boglig viden, dvs. kirkelig grunduddannelse, at det kunne berettige til degnetitlen. Nu bliver tilnavnet Skriver mere og mere almindeligt, og i begyndelsen var det en virkelig erhvervsbetegnelse.

Havde man før i tiden ønsket at få en retsafgørelse udfærdiget skriftligt, måtte man selv medbringe skriver eller håbe på, at man på tinge traf en gejstlig, der ville påtage sig opgaven. I købstæderne var man forud i udviklingen, og her fik man tidligt byskrivere. Men i 1461 optræder der på det vestfynske Båg herredsting en Claus Ludvigsen, der lige ud kaldes „skriver i Båg Herred”.

I den følgende tid dukker flere og flere af disse herredsskrivere op. Fra 1497 møder vi på det vestjyske Skast herredsting en vis Jens (eller Niels) Maltesen, der i en fuld menneskealder er fast gæst i de lokale dokumenter. Medens herredsfogeden altid nævnes først, er Jens Maltesen ufravigeligt den sidste blandt de i brevene anførte udstedere. Det er derfor fristende at antage, at han havde en fast tilknytning til herredstinget, en formodning, der bliver til vished, da et brev af 1527 helt undtagelsesvis bekræfter det selvfølgelige ved rent ud at titulere ham herredsskriver.

Længe måtte man dog klare sig med, hvad der var for hånden. I 1502 var således herredsskriveren i det lollandske Musse Herred samtidig degn i Slemminge sogn. Men snart så man skævt til disse dobbeltstillinger, og de senere bisper forbød ligefrem gejstlige at påtage sig verdslige opgaver som netop skriverembeder. Vi er hermed fjernt fra den tid, hvor et domkapitel som en selvfølge tillod et vist antal medlemmer at modtage fuld løn, selv om de i lange tider opholdt sig hos kongen for at bistå ham i det verdslige samfunds mange skriftlige opgaver. Dvs. at man må have haft indtryk af, at det verdslige samfund var ved selv at kunne klare sine egne affærer.

Stille og roligt voksede herredsskriverembedet frem og blev til en fast og uundværlig institution. Det indførtes ikke ved lov; det var der bare, hvorfor man i Christian 2.s håndfæstning af 1513 kom i tanke om, at man da måtte have regler om, hvem der skulle udnævne skriverne.