Skolerne

Det billige papir var kun en af den voksende skriftligheds mange forudsætninger. Lige så afgørende var det, at antallet af skrivekyndige steg kraftigt. Man havde alle dage haft skoler ved domkapitlerne og i klostrene. Vel var disse specielt beregnet til uddannelse af gejstlige; men der har selvfølgelig altid været elever, der ikke gennemførte det fulde uddannelsesforløb og som nøjedes med „degnekvalifikationer”, hvilket i hvert fald betød, at de havde en vis elementær boglig viden.

Men dette var ikke længere tilstrækkeligt til at efterkomme den øgede efterspørgsel efter skrivere, hvorfor antallet af uddannelsessteder snart vokser eksplosivt. I 1406 gav paven Malmø købstad lov til at oprette en elementarskole, hvis verdslige formål understreges af tilladelsens begrundelse, hensynet til byens folkemængde og de mange store købmænd, der færdedes her.

Det store Skovkloster uden for Næstved havde middelalderen igennem haft sin egen skole. Nu opstod der også undervisningsmuligheder inde i selve staden. Engang efter 1415 døde en Jonas Magnussen, der kaldtes degn, byskriver og skolemester. Det var ikke et engangsfænomen; thi selv om kongen havde søgt at befri byen for klosterets indflydelse (se afsnittet Bysamfundet), ansøgte abbeden endnu i 1480'erne paven om bekræftelse på klosterets ret til blandt andet at udnævne skolemester i staden.

Lejlighedsvis kunne oprettelsen af nye skoler give anledning til strid med de gamle institutioner. I 1447 måtte sogneskolen ved Odense Sankt Hans sogn love at man kun ville tage sig af elementærundervisning for mindre børn, dvs. at skolen skulle holde sig fra den videregående undervisning, som katedralskolen havde eneret på. Men læsning og skrivning blev der nok lejlighed til; og kom man ikke så langt med latinen i de nye skoler, gav netop skrivefærdigheden gode erhvervsmuligheder.

Ofte er det rent tilfældigt, at vi hører om disse nye by- eller sogneskoler. I modsætning til kloster- og katedralskoler var de ikke altid faste institutioner. Der krævedes blot en egnet underviser, og kunne man ikke finde plads i kirkens våbenhus eller et andet egnet sted, kunne undervisningen foregå fra skoleholderens bopæl. Vi ved dog, at der fandtes en skolebygning i Helsingør, da der i 1483 blev solgt en grund, som lå ved siden af skolen. Da havde man længe haft undervisningsmuligheder i Kalundborg; her solgtes i 1480'erne en grund, der blev beskrevet som liggende ved siden af den grund, som Lave Skolemesters datter havde arvet efter sin fader, men som hendes mand senere havde solgt.

Adelens børn kan have modtaget en vis undervisning af familiens huskapellan, og døtrene kunne sendes til et velrenommeret nonnekloster. De mange senmiddelalderlige bønnebøger, der har tilhørt adelsfruer, antyder en vis fortrolighed med boglig lærdom. Men hvis sønnerne ønskede en kirkelig karriere, forudsatte dette almindeligvis universitetsstudier.

Allerede omkring 1400 rejste mange danske til de nye tyske universiteter, hvor især Erfurt havde godt ry for sin juridiske undervisning. Thi for en adelsmand, der søgte til tops inden for kirken, var kirkeret et nok så vigtigt fag som teologi.

I 1419 oprettedes et universitet i østersøbyen Rostock, og igennem århundreder trak det talrige danske studerende til sig. At det omsider i 1479 lykkedes Christian 1. at få et dansk universitet i gang, fik ikke antallet af udlandsrejser til at gå ned. Sandsynligvis voksede den samlede mængde af studerende; men noget tyder på, at det nye og ikke særlig veludrustede universitet i begyndelsen havde svært ved at tiltrække et passende antal kvalificerede studenter. I hvert fald forbød kong Hans 1498 ligefrem studierejser til udlandet, før man havde læst mindst tre år i København.

Mange af den tids skrivere kender vi specielt fra deres bogproduktion. Fra midten af århundredet stiger antallet af bevarede lovhåndskrifter således kraftigt; nu og da er skriverens navn anført, i andre tilfælde kan vi genkende samme hånd i ellers anonyme manuskripter. Intet bevaret dokument fortæller os, at der var skole i Skælskør. Det ved vi alene, fordi det lovhåndskrift er i behold, som skolens rektor Laurids Pedersen afskrev 1481. Man fortsatte i klostre og ved domkapitler med at skrive (dvs. afskrive) bøger; men måske drejede det sig især om de uundværlige kirkelige håndbøger, som siden hen i stort tal gik til grunde som følge af reformationen. Skovklosters abbed lod dog 1497 afskrive et lovhåndskrift, og en menneskealder før virkede inde i Næstved gråbroderkloster en Ole Jacobsen, der ligefrem producerede skønlitteratur.

Besad man den fornødne færdighed, kunne en og samme mand veksle mellem virke som skriver, som skoleholder eller som bogproducent. Et stort antal lovbøger er således afskrevet af Niels Mikkelsen Jude Gyde), hvis livsbane vi i store træk kan følge. Han var i en årrække knyttet til rigens kansler, dvs. til rigets øverste retsembedsmand, der naturligvis har haft god brug for en sekretær. Derfor genfinder vi hans hånd i de aktstykker, som rigskansleren i tiden fra 1472 til 1485 lod udstede. Men forrest i den lovbog der ejedes af den adelige domkannik i Roskilde, Henning Griis, har den stolte ejer noteret, at hans eksemplar var skrevet af Niels Jude i Sandbygård, „som da var salig rigens kanslers skriver”. Netop da var rigskanslerembedet besat med medlemmer af slægten Sparre, der ejede bl.a. Sandbygård.

I et andet lovhåndskrift (fra 1484) kaldes Niels Jude for minister (præst eller måske snarere degn) i Allindemagle i Midtsjælland. Sognet lå nær det kongelige slot Skjoldenæsholm, som en tid netop bestyredes af disse rigskanslere. Senere blev slottet sammen med blandt andet Kalundborg Slot henlagt til dronning Dorotheas underhold; og her finder vi årsagen til, at den lovbog, som Niels Jude skrev i 1489, er blevet til på Kalundborg Slot. Til slut møder vi ham i 1490 i et dokument fra Kalundborg, hvor han betitles „min nådige frues skriver”, dvs. at han må være gået fra rigskanslerembedet via slotsadministrationen over i enkedronningens tjeneste. En tid har han været lønnet med et kirkeligt embede, som han i så fald må have betjent ved vikar. Men uanset sine skiftende ansættelsesforhold har Niels Jude bestandig kunnet tjene en ekstraskilling ved at producere lovbøger, og køberne har vel været stolte over at eje netop hans eksemplarer, da hans fortid ved kanslerembedet borgede for arbejdets juridiske kvalitet.

Andre skrivere kendes ellers næsten kun fra deres afskrivervirksomhed, således den flittige Jens Nielsen, en ålborgenser, der sidst i århundredet havde slået sig ned i Horsens. Han specialiserede sig i „lommeudgaver” af Jyske Lov. Men desuden har han leveret, eventuelt blot afskrevet, en plattysk oversættelse af Mosebøgerne. Og det er fristende at formode, at kendte afskrivere har haft elever, dvs. at også de kan have givet en eller anden form for undervisning.

Skrivererhvervet gav rige muligheder for en driftig mand. Havde han et solidt kendskab til, hvorledes man opsatte juridiske dokumenter korrekt, kunne han skaffe sig et levebrød ved at hjælpe andre med deres skøder, kontrakter m.v., og herfra var vejen til en slags sagførervirksomhed ikke lang. Når rådmand Esbern Skriver i 1480'erne kunne drive sit spil med den københavnske gejstlighed, og det tilmed for de kirkelige domstole, skyldes dette givetvis, at han besad et særdeles professionelt greb om juraen, ja endog kirkeretten.

Indirekte kommer skrive- og læsefærdighedens øgede udbredelse til at skabe en begyndende kløft mellem gejstlig og verdslig dannelse. Forhen havde boglig viden i praksis været et kirkeligt monopol. Nu begynder det verdslige samfund så småt at blive selvforsynende med folk, der kan læse og skrive. Videregående uddannelser, der tidligere kun havde kunnet føre til en kirkelig karriere, vinder efterhånden plads i det verdslige samfund. Odenseborgmesteren Peder Marsvin var ligefrem magister, måske fra Rostock 1426; men trods sin universitetsgrad foretrak han en løbebane uden for kirken.